Læsetid: 3 min.

At blive valgt fra

Med en ambitiøst anlagt dokumentarfilm om hustruen Kirsten Blohm har Lars Johansson fundet et stof, der forener det mest intime med den store europæiske histories vingesus
23. september 2005

At vokse op uden at kende sin far er ikke et helt ualmindeligt vilkår. At blive valgt fra af sin mor er mere usædvanligt. Det er ikke desto mindre, hvad Kirsten Blohm har oplevet. Som barn af en uidentificeret udenlandsk far og en dansk (kosmopolitisk) mor, der lod datteren vokse op hos bedsteforældrene, har Kirsten Blohm livet igennem haft fornemmelsen af at eksistere på en baggrund af gådefuldhed, hemmelighedskræmmeri, fortrængning.

Set udefra har hun om nogen lignet et barn af den nyere europæiske historie, det typiske barn af Anden Verdenskrig. Selv har hun følt, at hun stirrede ned i en afgrund af mørke, hver gang hun forsøgte at få rede på sine rødder.

I dag nærmer Kirsten Blohm sig de 60 år. Og sammen med filminstruktøren (og ægtemanden) Lars Johansson er hun sat ud på en rejse - geografisk og mentalt - for at få hold på fortiden og følelserne. Resultatet er den halvanden time lange dokumentarfilm, Min tyske hemmelighed, en fængslende beretning om længsel og lidenskab, afsavn og svigt.

Filmen udfolder et menneskeligt drama, som ingen manuskriptforfatter kunne have drejet med flere mærkværdige twists eller overraskelser. Og samtidig er der tale om et værk, som via kombinationen af arkivfilm, nye dokumentariske optagelser, stemningsskabende musik samt - ikke mindst - en karismatisk hovedperson placerer den individuelle menneskeskæbne på et historisk bagtæppe malet i brede penselstrøg.

Den tyske hemmelighed har i det forløbne år været rundt på festivaler i udlandet og modtog for nylig hovedprisen ved Odense Film Festival. Nu er den aktuel i biografer i København og Århus.

Skeletter i skabet

Her er omtrent, hvad Kirsten Blohm vidste ved filmprojektets start:

Hun blev født i 1946 i en amerikansk interneringslejr i Tyskland. Som barn blev hun af sin mor, Signe Gondrup, anbragt hos bedsteforældrene i Skanderborg. Faderen blev der ikke talt om. På et tidspunkt kom der besked fra moderen i Tyskland om at brænde de fotoalbum og papirer, som hun havde efterladt i Danmark. Dog nåede datteren at snuppe nogle fotos, ud fra hvilke hun begyndte at fantasere om moderens liv og sit eget udspring. Spurgte hun moderen direkte, når denne var på fransk visit, blev hun konsekvent fejet af: "None of your business!"

Signe Gondrup var en smuk og fascinerende kvinde. Men både datteren og andre, der har kendt hende, skildrer hende desuden som kølig, distanceret. En kvinde, der fulgte sine egne veje. En kvinde med en hård skæbne. Og en kvinde, der fravalgte sit barn. Først kort før sin død, omkring sin 80-års fødselsdag, lukkede Signe Gondrup op for posen og fortalte lidt om sit liv og om baggrunden for de beslutninger, der føltes så smertelige for datteren.

I filmen tager Kirsten Blohm et fast greb om de spinkle tråde, hun trods alt har, og via dem søger hun at optrevle sin mors - og dermed sin egen - historie. Hun opsøger arkiver og taler med ældre mennesker, som husker Signe Gondrup. Og hun tager på en rejse ned gennem Tyskland og det tidligere Tjekkoslovakiet, hvor brik efter brik lægges til det store billede, mens både romantiske kærlighedshistorier og talrige skeletter rasler ud af skabene.

Ud af processen vokser et dobbeltportræt, af en mor og en datter, to stærke kvinder, som fra hvert sit sted har kæmpet for at finde en plads i verden. To kvinder, som har den tættest mulige biologiske relation, men som i kraft af omstændighederne (og moderens temperament) blev placeret således, at de aldrig for alvor skulle nå hinanden.

Det bemærkelsesværdige ved Den tyske hemmelighed er ikke så meget hverken emnet eller metoden. Talrige dokumentariske film og tv-udsendelser handler i disse år om betydningen af at kende sine rødder. Snarere ligger projektets styrke i instruktørens stålsatte tro på historiens og materialets bæredygtighed, en tro, som har udmøntet sig i en fuldt udfoldet biograffilm med alle dramatiske sejl sat. Og en tro, som undervejs er blevet belønnet på den måde, at Kirsten Blohm - selv om hun ikke nødvendigvis fandt det, hun ledte efter - opdagede meget mere, end hun kunne have drømt om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu