BOSTON - På det internationale valutamarked er købere og sælgere vant til at leve med paradokser. Én af gengangerne er de højst forudsigelige og bevingede ord fra den siddende amerikanske finansminister, når US-dollaren tager en nedtur.
Da den amerikanske mønt faldt i værdi sidste maj, fremturede daværende finansminister John Snow med den ofte hørte devise, at "en stærk dollar er i vort lands nationale interesse". Det til trods for en enstemmig vurdering fra økonomer og valutahandlere om, at dollaren var overvurderet.
Da dollaren igen begyndte at falde over for euroen og andre valutaer i starten af denne måned, gentog USA's nye finansminister Henry Paulson sin forgængers forsikring ordret.
"Det er i vores nationale interesse, at dollaren er stærk," bedyrede Paulson, inden han tog til Beijing for at opfordre Kina til at revaluere renminbien og dermed medvirke til at devaluere dollaren.
Hvorfor er det et paradoks? Fordi USA's handelsunderskud i 2006 bliver 900 mia. dollar. Amerikansk eksportindustri skriger efter en lavere dollarkurs, der kan sænke prisen på amerikanske produkter i udlandet. Men finansministeren tør ikke sige det indlysende: At en lavere dollar faktisk er i USA's nationale interesse.
Årsagen er, at økonomiske blokke som EU-området, Østasien og olieproducerende lande i de sidste fem-seks år har finansieret det amerikanske forbrugsgilde ved at købe amerikanske statsobligationer med penge indtjent på eksport af varer og energi til det kæmpe amerikanske marked. Centralbanker og private investorer i de tre økonomiske blokke agter ikke at holde på disse obligationer (denomineret i US-dollar) for evig tid, hvis dollaren begynder at falde for alvor.
Fra et amerikansk synspunkt er der ikke tale om småpenge. Kina har gennem sin eksport opbygget reserver i dollar på rundt regnet 7-800 mia. dollar. Japans reserver er i samme størrelsesorden, og OPEC-landene skønnes tilsammen at have dollarreserver på 1.000 mia. dollar. Altså i alt 3.000 mia. dollar på fremmede hænder. Hertil skal lægges 350 mia. dollar i kontanter, der flyder rundt i det internationale valutasystem - sedler, som ikke-amerikanere bruger som universelt betalingsmiddel.
Som følge heraf er USA's udenlandsgæld vokset til 25 pct. af landets årlige bruttonationalprodukt. Rentebetalingerne vokser og kan snart blive en møllesten om halsen på USA's økonomi.
Burde ikke eksistere
Men det egentlige paradoks er, at den nuværende ubalance i verdensøkonomien slet ikke burde eksistere. Den konventionelle økonomiske teori har indtil for nylig været, at lande ikke kan opretholde et så stort handelsunderskud som USA's i længere tid, uden at deres valuta mister værdi. Til gengæld bør lande med overskud på handelsbalancen - som Japan, Kina og Tyskland - opleve en revaluering af deres mønt.
Men i Østasien har man traditionelt satset på en eksportdrevet økonomisk vækst, hvorfor centralbankerne er villige til at købe amerikanske statsobligationer for indtjente dollar i stedet for at bruge pengene på at investere i f.eks. infrastruktur. Ved at akkumulere værdipapirer i US-dollar hindrer disse lande den amerikanske mønt i at blive devalueret. Nettoresultatet er, at deres egen mønt forbliver billig, og at deres produkter derfor sælger til en relativ lav pris på det amerikanske forbrugsmarked.
En uløst gåde
Men kan denne globale økonomiske ubalance vare ved? Det er den uløste gåde. I den sidste måneds tid er dollaren faldet gradvist i værdi over for euroen - og i mindre omfang vis á vis de monetært styrede valutaer i Østasien. Faldet er sket på baggrund af nye tal. Underskuddet på USA's handelsbalance forventes at sætte rekord i 2006 med 900 mia. dollar. Hertil skal lægges, at de fortsat faldende ejendomspriser (med en recession i byggeindustrien) kan ende i én recession for den amerikanske økonomi i 1. eller 2. kvartal af 2007.
Et forventet økonomisk uvejr forude udløser normalt udsalg af dollarreserver, og det er ganske rigtigt sket siden primo december. Forklaringen er, at de monetære beslutningstagere foruddiskonterer med en nedsættelse af den amerikanske rente (for at stimulere investeringerne og hindre en recession), hvilket fører til en lavere forrentning på amerikanske værdipapirer i udenlandske beholdninger. Denne situation ser centralbanker og private investorer en fordel i at sprede ved at sælge amerikanske statsobligationer og købe værdipapirerne højere forretning. Det svækker dollarens værdi, som man har set finde sted i de første dage af denne uge.
Men er det muligt at korrigere den globale ubalance ved at gennemføre en styret og blød landing? Det har Information spurgt den økonomen Josh Bivens, der arbejder for tænketanken Economic Policy Institute i Washington.
"Vi befinder os i en meget prekær situation," siger Bivens.
"Hvis dollaren falder brat, kan det faktisk skade den amerikanske økonomi. Jo, eksporten vil gå frem, men byggesektoren kan blive ramt hårdt."
- Hvorfor vil en lavere dollar føre til en recession i byggesektoren?
"De sidste års kolossale vækst på det amerikanske byggemarked har fundet sted, fordi renten var så lav. Det var den kun, fordi internationale investorer har opkøbt amerikanske værdipapirer. Hvis investorerne sælger ud af disse papirer for at svække dollaren, vil den lange rente stige, og det betyder, at det bliver dyrere at tage lån til at køb af hus i USA."
- Hvorfor er det ikke bæredygtigt at fortsætte med den nuværende ubalance? Meget tyder på, at dollaren som global valuta understøtter systemet?
"Fordi USA gennem sit løbende handelsunderskud akkumulerer sin udlandsgæld. Vi bliver nødt til at låne flere og flere penge for at finansiere forbruget. På et eller andet tidspunkt bliver rentebetalingen for dyr og virker som en bremse på den økonomiske vækst. Indtil videre går det, men vi kan ikke fortsætte evigt ad den vej."
- På den anden side synes systemet at fungere rimeligt godt. Jeres handelsunderskud stimulerer resten af verdensøkonomien, og det går ovenikøbet godt for USA's økonomi?
"Det er korrekt. Sådan er det gået i de sidste fem år. Men jeg tror, at det er muligt at forestille sig en sund verdensøkonomi med færre ubalancer. De økonomiske blokke bliver nødt til at føre en monetær politik, som lægger mere vægt på vækst drevet frem af indre efterspørgsel på varer frem for en eksportdrevet vækst. Det er allerede ved at ske i f.eks. Frankrig. I Kina og Japan fortsætter man derimod med at holde sin valutakurs på et kunstigt lavt niveau ved at bygge dollarreserverne op.
- Men det er vel en politik, som er tilpasset disse landes egne økonomiske behov? Kina føler ikke et ansvar for den den internationale økonomi?
"Det kan man godt sige. I tilfældet Kina er den største udfordring at finde job til flere og flere kinesere. Det er lettere at øge beskæftigelsen ved at fremstille produkter, der kan sælges billigt på eksportmarkederne i kraft af den lave renminbi, frem for at opbygge en stor og relativ velstående middelklasse til at købe kinesiske varer."
"Men denne eksportdrevne vækst indebærer nogle ulemper for Kina. For det første betyder den lave kinesiske valutakurs, at importvarer er relativt dyre. Middelklassen har derfor ikke råd til at købe f.eks. amerikanske biler. Hvis renminbi derimod var højere, ville middelklassens købekraft vokse betydeligt."
"Den anden ulempe ved en delvis fast valutakurspolitik er, at de akkumulerede reserver i dollar faktisk giver en lav forrentning. Kinas centralbank har traditionelt købt lange statsobligationer i USA med lav forrentning. En højere rente kan frigøre midler til at investere i offentlige goder som uddannelse. Når så dollaren på et tidspunkt ude i fremtiden endelig falder i værdi, vil Kinas dollarreserver skulle sælges til en lavere pris, end de blev købt i sin tid. Det er ikke en god forretning for Kina."
- Tror De, at Kina og Japan vil blive ved med at opkøbe amerikanske obligationer med en lav forrentning?
"Ja, det er naturligvis frygten her i USA, at de vil sætte tempoet ned. I øjeblikket er kineserne ikke interesseret i at tjene store gevinster på amerikanske obligationer. De fokuserer ensidigt på at holde renminbiens kurs lav. Jeg tror ikke, at denne indstilling vil blive ændret af et marginalt amerikansk rentefald. Men det er meget svært at forudsige, hvad der kan udløse en international finanskrise. Men man kan konstatere, at situationen er bekymrende."
- Frygter de ligefrem, at olieproducerende lande som Iran, Sudan og Venezuela i protest mod amerikansk udenrigspolitik - krigen i Irak - kan finde på at dumpe deres dollarreserver?
"Jeg har hørt teorien, at en dumpning af dollarreserverne ville gennemtvinge en brat devaluering af US-dollaren og en stigning i den amerikanske rente, der ender med en recession - altså den politiske straf til USA. Men jeg finder ikke teorien overbevisende. Japan og Kina vil sandelig skade deres økonomi ved at skabe en recession i USA, fordi det vil svække amerikanske forbrugeres efterspørgswl på varer Made in China."
Det er derimod sandsynligt, at olieproducerende lande næppe vil skade deres økonomi ved at sælge ud af deres dollarreserver. På den anden side kan en amerikansk recession betyde mindre import af olie og naturgas.
