Læsetid: 4 min.

Van Gogh - en tysk opfindelse

18. december 2006

Stor udstilling om Van Gogh og ekpressionismen dokumenterer den gale hollænders store rolle som inspirator for kunstgrupper som Die Brücke, Secession og Blaue Reiter

Da direktøren for Bremen Kunsthalle i 1911 foreslog, at hans museum købte Van Goghs Valmuer på en mark i St.-Remy, rejste det en vredesstorm i lokale kunstelskermiljøer. Hvorfor spilde penge på inferiør fransk kunst, når der i samtiden blev skabt ægte tysk kunst.

Når man står over for billedet, der for tiden er udlånt til Van Gogh Museum i Amsterdam, må man undertrykke en gysen.

Tre år efter disse protester antog tysk nationalisme en ny og blodig karakter. Og de gjorde valmuerne i de franske marker også.

Det virkeligt ejendommelige ved denne historie er dog så utypisk, den var for Van Goghs modtagelse i Tyskland.

Først i 1937 fandt de bremerske borgeres holdning genklang i Goebbels kampagne imod entartet kunst. Dusinvis af Van Gogh'er blev fjernet fra offentlige samlinger og solgt på auktion - dog beholdt Reichsmarchall Göring en enkelt for sig selv. Men 20 år før Hitler erklærede "solskinsrealisme" for tysk kunsts ideal, var Vincent den store helt i landets kunstneriske avantgarde i de bevægelser, vi i dag er kommet til at sammenfatte under begrebet 'tysk ekspressionisme'.

Faktisk kan det meget vel være, at vores forestilling om Van Gogh som en lidende kunstner er et tysk påfund.

Hans livshistorier rummer uhyggelige ligheder med Goethes unge Werther-figur - helt ned til valget af selvmordvåbenet. Afsnittet om Vincent i Julius Meier-Grafes Entwicklungsgeschichte der Modernen Kunst fra 1904 er det første som udlægger ham som en romantisk galning snarere end en uheldig sjæl.

Uden Meier-Graefes emotionalisme er det ikke sikkert, at de masseproducerede plakater med solsikkerne og Don McLeans Starry, starry night ville være blevet til noget, og uden disse ville køerne af museumsgæster aldrig være blevet lang nok til at retfærdiggøre opførelsen af et museum helliget Van Goghs værker.

Men dette ville end ikke være den stærkeste ironi i museets fremragende nye udstilling, Vincent van Gogh og Ekspressionismen. En af kunsthistoriens glæder er den måde, kunstværker varierer og muterer og skifter værdi og betydning over tid og sted.

For unge kunstnere i Dresden i 1905 forekom en Van Gogh-udstilling som en tordenkile. Ernst Ludwig Kirchner var bare en farveløs art nouveau-maler og habil imitator af Dürer-træsnit.

Men bagefter var en af de vilde stilskabere fra kunstnergruppen Die Brücke. Også i München udbrød der Van Gogh-feber.

Kandinskys gæld til Vincent er mest udtalt i Gade i Murnau med kvinder (1908) - ellers forekom han mindre at løbe af sted med den gale hollænders bold end at skabe et helt nyt spil med den. Og andre medlemmer af kunstnergruppen Blaue Reiter tog tråden op fra Kandinsky.

Det var dog kustnergruppen Secession i Wien, som blev mest direkte påvirket af Van Gogh. Schieles medtagne Efterårssol, som længe mentes at være gået tabt, er en af hovedattraktionerne.

Dens placering lige over for Van Goghs Solsikker fra 1889 er en af de geniale kuratorgreb ved denne udstilling.

Det mest beundringsværdige er dog, at udstillerne har givet afkald på at overtydeliggøre påvirkningen.

Ekspressionismen betragtes ikke som et brugbart samlegreb og udvalget af de vildt divergerende kunstnere, vi kender som ekspressionister, er ikke foretaget med henblik på optimal indpasning. Dresden-kunstnerne så således anderledes på Van Gogh end man gjorde i München - et andet fremragende påfund er at hænge Vincent-portrætter af så forskellige malere som Emil Nolde og Lovis Corinth ved siden af hinanden.

Udstillingens dristigste påstand er, at den neurasteniske tyske kunstverden før Første Verdenskrig kunne spejle sig selv i Vincents takkede streger og prikkede penselstrøg. Det er vanskeligt at være uenig.

Faktisk udretter Van Gogh og ekspressionismen langt mere, end udstillingen siger den gør. Dens egentlige historie er, hvad man kunne kalde kunstens epidemiologi - de midler, hvorved den besynderlige ting, vi kalder 'påvirkning' spreder sig og smitter.

Kløgtige sammenstillinger af værker som Karl Schmidt-Rottlufs Ved havet ved siden af Vincents Vingård ved Anvers giver et tilstrækkeligt overbevisende fingerpeg, men udstillingerne har også fremdraget vitriner fulde af bevismateriale: En liste over værker solgte til kunsthandleren Paul Cassirer af Theo van Goghs enke, Jo.

Købet af en af disse, Vejarbejderne, af direktøren for Bayerns Statssamling, Hugo von Tschudi. Og selve billedet, udlånt af Phillips-samlingen i Washington D. C.

En hollandsk kvinde, der sælger til en fransk kunsthandler, som sælger videre til en tysk samler. Samme lærrede solgt til Amerika og derpå returneret, omsider, til Holland. Det er svært ikke at blive overvældet, og jeg vil end ikke forsøge.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Van Gogh-museets udstilling i Amsterdam løber frem til marts 2007.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu