Læsetid: 4 min.

Vand - rettighed eller vare

Som kloden sidder stadig strammere i den markedsøkonomiske skruestik, der gør alting til en vare, ser vi et stadig mere intensivt globalt kapløb om at privatisere selve livets kilde: vand
30. marts 2006

Der findes ikke noget vigtigere spørgsmål i verden i dag end vand. Al overlevelse på planeten er afhængig af det. Vand kan blive årsag til krig eller danne baggrund for solidaritet og samarbejde mellem mennesker. Vand findes i righoldige mængder. Og der hersker samtidig ekstrem mangel på det.

79 procent af planetens vand er saltholdigt, og kun tre procent ferskvand. Af denne lille procentdel er kun 0,7 procent tilgængeligt for mennesker. Der kommer 43.000 kubikkilometer nyt vand til om året, mens det totale forbrug er anslås til 6.000 km3. Selv om disse tal antyder, at der er et stort overskud af ferskvand, er fordelingen meget ujævn og unfair: 60 procent er koncentreret i ni lande, mens 80 lande lider under vandmangel. Knapt en milliard mennesker forbruger 86 procent af det tilgængelige vand, mens de sidste 14 procent slet ikke forslår til klodens øvrige befolkning. Det anslås, at i år 2032 vil fem millliarder mennesker være ramt af kritisk mangel på vand. Problemet er dog ikke så meget mangel på vand, som det er vandets fordeling i relation til vore medmenneskers og medskabningers behov.

Det står fast, at vand er blevet en dyr vare. Som kloden sidder stadig strammere i den markedsøkonomiske skruestik, der gør alting til en vare, ser vi et stadig mere intensivt globalt kapløb om at privatisere vandforekomster. Konkurrenterne tæller franske selskaber som Vivendi og Suez-Lyonnaise, Tysklands RWE, Thames Water i England, samt Bechtel m.fl. i USA. Det eksploderende vandmarkeds værdi løber op i hundredvis af milliarder dollar.

Siden år 2000 er IMF og Verdensbanken blevet enige om at finansiere gældslettelse og yde nye lån til 40 lande, på betingelse af, at de privatiserer vandforsyningsnettene. Den vigtigste diskussion i dag overhovedet angår, om vand skal være livets kilde eller profittens.

Lad os begynde med at slå fast at vand ikke er en økonomisk vare som enhver anden. Det er så tæt knyttet til liv, at det må anses for at være en del af livet og kan i den forstand næsten tillægges en hellig status. Og liv kan ikke omgøres til en markedsværdi.

For at forstå vandets værdi må vi bryde med tyranniet fra utilitarismens totalitære optik, der påtvinges hele samfund. Ifølge denne, er vand en ressource, der kan handles, købes og sælges som alt andet. I stedet må vi se på vand som et naturligt gode som kilden og vuggen, i hvilke livets ekstraordinærede fænomen spirede frem for 3,8 milliarder år på vor planet.

Disse to sider af vand - som livets kilde og som efterspurgt ressource - udelukker ikke hinanden, men bør afbalanceres nøje. Grundlæggende er vand en del af retten til liv, men det kræver også en kompleks opbygning af indsamling, opbevaring, behandling og distribution, der indeholder en uafviselig økonomisk dimension. Dette bør dog aldrig gives forrang over den anden dimension. Tværtimod bør det i stedet sikres som en menneskeret, at alle mennesker på kloden har adgang til vand. Der bør udstedes garanti for, at alle mennesker kan sikres mindst 50 liter gratis drikkevand om dagen. Det må være en opgave, der påhviler enhver stat at at skabe et offentligt finansieringssystem, som kan dække omkostningerne i forbindelse med at håndhæve denne ret og garanti. Forsyningsomkostninger bør indregne de mange forskellige former for udnyttelse, der sker af vand: i husholdningen, industrien, landbruget og rekreativt. Og vand bør sælges hvis det benyttes i industrien og landbruget.

Det dominerende verdenssyn i dag er imidlertid det markedsbaserede med en overdreven vægt på privat ejendom, hvilket fører til, at man i stigende grad også er begyndt at opfatte uden hensyntagen til de basale menneskelige behov.

En anden faktor er den manglende forståelse for interessefællesskaber og manglende respekt for de vandforekomster, der krydser nationale grænser, som det f.eks. er tilfældet med Tyrkiet, Syrien og Irak, og med Jordan og Palæstina eller med USA og Mexico i forbindelse med Rio Grande og Colorado-floden. Med tanke på disse anerkendte FN ved en række møder i Mar del Plata (1997), Dublin (1992), Paris (1998) og Rio de Janeiro (1992) "alles ret til adgang til drikkevand i tilstrækkelige mængder og af høj kvalitet til at dække vigtige behov".

For at diskutere disse vitale emner, dannedes i 2003 i Firenze i Italien The Alternative World Forum on Water. Her foreslog man oprettelsen af en World Water Authority, der skulle være en offentlig enhed, hvis opgave skulle være at behandle emner som internationale vandveje eller vandbækkener og en mere retfærdig fordeling hvad angår regionale behov.

Parallelt hermed har en bevægelse kaldet World Water Contract lagt pres på regeringer og selskaber om ikke at betragte vand som en vare eller et marked.

Målet er at skabe et offentligt samarbejde, der skal forhindre vandmangel og forurening, og de dødsfald, der følger med dette. Hver dag dør 6.000 børn af sult. Det hører man aldrig om i nyhederne. Og omkring 18 millioner børn kommer ikke i skole fordi de skal hente vand op til 10 kilometer fra hjemmet.

Elimineringen af sult, der er et af målene for FN's Millenniummål for Udvikling, bør også omfatte eliminering af tørst, fordi vand er uundværligt for livets opretholdelse. Fordi vand er liv, selve livets dynamo og et stærkt symboler på evigt liv.

Leonardo Boff er brasiliansk teolog og miljøforkæmper

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her