Forestillingen, om at man ved at bevæge sig fra et sted til et andet kan forbedre sin situation i forhold til det guddommelige, synes at være så gammel som mennesket selv. Pilgrimmen, peregrinus - vandreren i markerne eller den fremmede - er personen, der foretager en rejse til et religiøst defineret mål under udøvelse af bod i håb om bedring.
Fænomenet er nøje forbundet med kristendommen, men er på ingen måde ekslusiv for denne jvf. muslimernes Mekka og Medina. I vores kulturkreds har pilgrimsbevægelserne ikke mindst været knyttet til den katolske kirke, men i nutiden giver stadig flere sig også af mere udvandet religiøs tilknytning til helgenbegreberne ud på vandringen mod mere eller mindre fjerne mål. Santiago de Compostela er et sådant, nært for folk i Nordspanien, fjernt fra Viborg.
Radiomanden og forfatteren Jørgen Johansen, der har et omfattende kulturhistorisk forfatterskab bag sig, leverer med sin bog pilgrimme og pilgrimsrejser en både lærd, velskrevet og uhyre omfattende fremstilling af Europas pilgrimsvæsen i kristenhedens tegn.
Hvad der ikke står i denne bog om pilgrimme, er næppe værd at vide.
Tilstedeværelse
Som sædvanlig i Jørgen Johansens bøger om steder og fænomener i den verden, han med så glubende nysgerrighed tilegner sig, kendetegnes læseoplevelsen af forfatterens eget tilstedeværelse i de lokaliteter han beskriver. Denne rejsen omkring og fortrolighed med det beskrevne rum dimensionerer tillige problembeskrivelsen. Johansen er simpelthen en dannet mand, der forstår at sætte sin enorme viden i sammenhæng med den fysiske omverden. Ydermere, hvad der gør denne bog endnu mere værdifuld, ejer forfatteren den sjældne evne at kunne sætte sig i andre menneskers og andre forudsætningers sted.
Johansen forstår pilgrimmens tanke og mentalitet og beskriver dem med stor solidaritet, der næsten kan føles som kærlighed.
Det siger sig selv, at der er pilgrimme og pilgrimme. Konger og stormænd kastede sig også ud i de risikofyldte rejser; vor egen højmiddelalderkonge Erik Ejegod døde således af feber på Cypern i 1103 på vej til det Hellige Land, og kejser Frederik Barbarossa druknede under sin pilgrimsrejse. Dette var jo, hvad korstogene også var, pilgrimsrejser, ganske vist bevæbnede, men med det formål vel at forvare den hellige grav. Ellers forbinder man vel pilgrimmen med en beskedent klædt person med vandrestav og mulepose og hullede sko, et menneske som søger inderligheden. Den søgen kunne man i øvrigt betale sig til og andre foretage de skærsildsbesparende vandringer. Sådan er der så meget.
Selvfede kristne
Rejserne og togene medførte en række sidegevinster, som Johansen også kommer ind på; dog i mere begrænset omfang en særlig rejsetype, som måske også falder lidt skævt i forhold til emnet. Men alligevel. Værd at bemærke i disse tider, hvor selvfede kristne prælater på disse breddegrader taler nedladende om islam, drog adskillige lærde især munke ud fra Nord- og Centraleuropa for at opsøge de græske forfattere og filosoffer, som muslimerne i Kalifatet havde tilvejebragt i gode afskrifter. Det var vel også en slags pilgrimsrejser.
Jørgen Johansen har som sagt leveret adskillige glimrende bøger om forudsætningerne for den europæiske kultur, om de franske byer, om Grækenland, om flamlænderne og om meget mere; dette værk om pilgrimmene føjer sig smukt til rækken af bidrag til dybdeforståelse.
Man bliver varm om hjertet ved læsningen, fryder sig over at lærdommen, og - ja en gang til dannelsen - baner sig vej ved siden af eller snarere milevidt over den tendens i tiden til det rene livsstilsfis - desværre også i den gamle hæderkronede radio, hvor Johansen i årtier så generøst har betjent sine lyttere. Bogen er rigt og relevant illustreret og tilbyder desuden et udmærket og praktisk navne- og stedleksikon.
