Læsetid: 4 min.

Da vandstrømmen blev vendt

Bolivia er Latinamerikas mest åbne økonomi, men de økonomiske mirakler er udeblevet, og landet er på vej mod et opgør med den neoliberale økonomi. Eksemplet på, at det kan lade sig gøre at vende strømmen findes i en slumby uden for La Paz
19. december 2005

La Paz - Skiltet stritter ud som en dårlig vittighed mellem bortkastet skrald og faldefærdige hytter, og med en fattig familie, der har taget bopæl under det: "For Bolivia er El Alto ikke et problem. Det er en løsning," hævder de hvide bogstaver på en rød baggrund, mens bilerne suser forbi på en motorvej suser forbi få meter væk.

Væltede præsidenten

Udsagnet er ikke indlysende i La Paz' saneringsmodne tvillingeby, der har presset en halv million mennesker ind i hastigt opbyggede skure og saneringsmodne etageejendomme og afgjort ikke ligner et eksempel til efterfølgelse, men skiltet har en pointe.

El Alto er nemlig eksemplet på noget, som ikke burde kunne lade sig gøre: At bremse og vende globaliseringens fremdrift - nedefra.

Et par hundrede meter derfra i et slidt kontor husker Raimundo Marquera stadigvæk da det skete i januar:

"Vi ringede rundt til andre organisationer, i Cochabamba, i Potosi, i Santa Cruz, og landet stoppede. Og til sidst forsvandt præsidenten," siger han.

Oprøret i El Alto handler om vand. I 1997 overtog Aguas de Illimani - et konsortium bestående af blandt andet verdens største vandfirma, franske SUEZ og en gren af Verdensbanken - vandkoncessionen i byen og indledte, hvad der skulle have været en god forretning.

Overdragelsen skete som led i en massiv privatisering og strukturtilpasning, der havde set først den værdifulde olie- og gasudvinding blive udliciteret til udenlandske firmaer mod en andel til staten på 18 pct., og siden diverse andre naturressourcer og serviceydelser forsvinde samme vej. Udlicitering blev set som mulighed for at skabe fremgang i den bolivianske økonomi, der er den dårligste i Latinamerika, og gjorde på få år Bolivia til den mest åbne økonomi på kontinentet. Men miraklet udeblev. Bolivia blev ved med at være fattigt.

Vandet udeblev

For borgerne i El Alto kunne privatiseringerne imidlertid mærkes på en anden måde. For godt halvdelen af byens beboere steg regningen pludselig til et niveau, hvor det i mange tilfælde ville koste dem halvdelen af deres årsløn. For 200.000 andre var konsekvensen, at der slet ikke kom vand. Deres kvarterer var ikke ordentlig forbundet, og det var urentabelt at installere det nødvendige rørnet.

Alt var fuldstændig efter reglerne i den favorable aftale, det transnationale selskab havde lavet med den bolivianske regering. Men alligevel gik det galt. Beboerne rejste sig i et oprør, der i flere omgange lammede Bolivia, og til sidst førte til præsidentens afgang og det internationale konsortiums exit. Knap et år efter er forhandlingerne stadigvæk i gang, men beboerne vil ikke have det internationale konsortium tilbage:

"Jeg tror ikke, at et internationalt firma vil overtage driften igen på samme måde," siger Raimundo Marquera, der som konfliktsekretær var med til at organisere modstanden igennem beboerorganisationen FEJUVE.

Privatisering

"De fremmede firmaer er velkomne i El Alto, hvis det hjælper folket, og det er et sundt projekt. Men hvis det er korrupt og uigennemskueligt, vil vi reagere igen," siger han.

Oprøret i El Alto er langt fra det eneste i Bolivia, hvor de såkaldte waterwars kombineret med protester over gas-salget allerede i 2003 sendte en anden præsident på flugt i byen Cochabamba, hvor store demonstrationer og efterfølgende nedskydninger af demonstranter fik stemningen til at koge over.

Det har gjort privatisering til denne valgkamps vigtigste emne, og selv den konservative kandidat 'Tuto' Quiroga har lovet en slags nationalisering af nogle af de frasolgte gaskonsessioner, ligesom favoritten Evo Morales.

For lederen af den uafhængige tænketank CEDIB, Carlos Arce, er omvæltningerne et bevis på de grundlæggende problemer frihandlen skaber for ikke-udviklede lande som Bolivia,

Håber på Evo Morales

"Hvad er vores interesse i at være del af et stort marked, hvis vi ikke har noget at tilbyde? Det eneste vi har at tilbyde er råstoffer som olie, gas og mineraler, og da Bolivia på meget kort tid gik fra være en meget lukket økonomi til at være helt åben, smadrede det vores lille industri, som ikke var i stand til at konkurrere med de store internationale selskaber, mens naturressourcerne desperat blev solgt fra," siger han og forklarer hvordan de fem største statsselskaber i løbet af få år blev solgt ekstremt billigt, uden at det skabte specielt store indtægter for Bolivia.

"For olien og gassen modtager vi i dag 18 pct. af indtægterne mod tidligere 50. For guld, sølv etc. tre pct. For skovene betaler de internationale selskaber én dollar pr. hektar. Andelen af fattige stiger, og de fremmede investeringer skaber ikke særlig mange job, så den bolivianske stat er fattigere end nogensinde før," siger direktøren

Tilbage i det triste kontor i El Altos slidte etagebyggerier er Raimundo Marquera trods successen pessimistisk:

"På længere sigt tror jeg ikke, at vores oprør vil ændre meget," konstaterer han.

"Så længe regeringen ikke respekterer borgernes holdninger, vil de blive ved med at komme. Men måske vil det ændre sig, når Evo kommer, og vi får en regering, der lytter til os," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her