Læsetid: 4 min.

Varm luft i Cairo

6. april 2000

"Vi er på vej mod en tættere dialog og et tættere partnerskab med Afrika. Og det er godt. For en aktiv partner, der er villig til at stille krav, er en bedre partner end en, der bare siger ja."
EU's kommissær for u-landsbistand, Poul Nielson

Resultaterne af denne uges topmøde i Cairo mellem knap 70 regerings- og statsledere fra EU og Afrika er lige så luftige og oppumpede som aktierne i mange IT-firmaer.
Når man skræller flæsket af de politiske lederes taler samt erklæringen og handlingsplanen fra topmødet, står tilbage et tyndt skelet. Det består af, at samarbejdet mellem landene på de to kontinenter i hvert fald på det officielle plan bliver forstærket, ved at man aftalte et nyt topmøde i Grækenland i 2003.
På det konkrete plan var mødet endnu et eksempel på EU-landenes manglende velvilje over for de tidligere kolonier. Eksempelvis ønsker de afrikanske ledere brændende at slippe af med det åg, som de slæber rundt på i form af en udlandsgæld på 2.800.000.000.000 kroner. En gæld, der betyder, at mange af landene bruger en alt for stor del af deres statsbudgetter på renter og afdrag frem for at udvikle f.eks. skole- og sundhedsvæsen. Men under topmødet slap afrikanerne ikke af med andet end lidt klatgæld til Frankrig, Spanien og Tyskland. Spørgsmålet om gæld var så kildent, at det på mødet blev sendt i et embedsmandsudvalg (læs syltekrukke), der skal analysere Afrikas gæld.

En del af baggrunden for topmødet var, at USA på det seneste har halet gevaldigt ind på EU, når det gælder om at få indflydelse i Afrika. Det har supermagten gjort ved bl.a. at bruge januars formandskab i FN's Sikkerhedsråd til at sætte fokus på Afrika, og præsident Clinton turnerede rundt på kontinentet i marts 1998. Endvidere har Frankrig neddroslet en del af sin tidligere så markante tilstedeværelse både økonomisk og militært i Afrika. Generelt set er Afrikas andel af EU's samlede bistand faldet fra 66 procent i 1990 til 43 procent i 1997. Med andre ord er EU-landene interesse for og indflydelse på egen baghave blevet formindsket, og topmødet ændrede ikke meget på det billede.
De europæiske ledere er mest interesseret i at hjælpe afrikanerne med de problemer, som skrider over Gibraltar-strædet: flygtninge, aids og krige. Især de blodige og destabiliserende krige er der politisk vilje til at gøre noget for at forhindre.
På flygtningeområdet slog statsminister Nyrup som et ekko af den hjemlige flygtningedebat fast, at Europa bør hjælpe de afrikanske lande til selv i endnu højere grad at huse egne flygtninge. Underforstået, vi vil nødigt have dem herop, selv om afrikanerne f.eks. i Spanien bidrager positivt til at løse det stigende demografiske problem med mange gamle og for få unge.
Hovedparten af dem, der er ramt af hiv eller aids lever i Afrika, og i de værst ramte byer i det sydlige Afrika er over 40 procent af de gravide hiv-positive. På trods af denne katastrofale afvikling af den produktive del af befolkningen, så har EU eller USA endnu ikke for alvor gjort nok for at understøtte oplysningskampagner og udbredelsen af prævention.
Mens forbebyggelse af aids ikke prioriteres højt nok af EU og de afrikanske lande selv, så blev forebyggelse af krige et meget centralt punkt på topmødet. De seneste halvandet års krig i Den Demokratiske Republik Congo med syv andre lande plus en række guerillabevægelser involverede, har sammen med øvrige konflikter i f.eks. Angola og Sierra Leone gjort behovet for konfliktforebyggelse åbenbart for enhver. Det har fået blandt andre fået Danida til at udbygge sin støtte på dette område.
Interessant bliver det nu at se, om EU-landene i forhold til Afrika vil bruge den militære udrykningsstyrke på 60.000 mand, som unionens udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, fik opbakning til på EU-topmødet i Helsinki i december. Styrken er mest tænkt til anvendelse i nærområdet, men dets mandat om anvendelse til krisestyring og humanitære indsatser passer som fod i hose på de mange kriser i Afrika. Anvendelsen af styrken i Afrika vil have en enorm PR-værdi. Samtidig kan indsættelse være med til at sikre en vis form for stabilitet. Netop sikring af stabilitet er baggrunden for bistanden fra de store aktører som EU, Frankrig, USA og Japan. Dette spørgsmål optager faktisk storaktørerne så meget, at de gerne ser gennem fingre med eksempelvis korruption og manglende demokrati i et land som Uganda.

PÅ TOPMØDET blev de afrikanske deltagere med rette kritiseret for ringe ledelse, udbredt korruption og undertrykkelsen af menneskerettighederne. Modsat måtte EU-lederne finde sig i at høre på kritik for våbeneksport, og at europæiske banker og firmaer bidrager til korruption. "Det (dialogen, red.) afspejler meget godt ligeværdigheden ved dette møde," sagde statsminister Nyrup. Men ligeværdighed mellem et forarmet kontinent og et velstående Europa er vi meget langt fra. Vi må nøjes med efter Cairo at glæde os over, at samtale som bekendt fremmer forståelsen.hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu