Læsetid: 2 min.

Varm og vittig blæksprutte

'Killer Joey' alias trommeslageren Joey Baron dyrker ikke perfektionen men (heldigvis) en musik, der handler om leg og nærvær
20. oktober 2006

Den amerikanske trommeslager, Joey Baron, er en sjældenhed. En energibombe, et legebarn, et lysende og humoristisk gemyt.

Derfor er han også en musiker, der naturligt kan bære rollen som kapelmester. Hvilket han gjorde ikke som en selvpromoverende egocentriker men som en kollektivt tænkende musiker, da han forleden i Copenhagen Jazzhouse for første gang præsenterede sit eget band, 'Killer Joey'.

Sammen med den grovskårne, pluskæbede Tony Scherr (bas) og de to el-guitarister, Brad Shepik og Steve Cardenas, gav han jazzhuset en vital live-oplevelse, der godt nok ikke var uden huller eller svagheder, men som gang på gang overraskede i nye retninger og løftede sig fri af den suppedas, musikerne bragte sig selv i, når det kompositoriske skelet var for tyndt, når de forfaldt til klicheer eller trak tingene i langdrag.

Men som Baron på et tidspunkt sagde, så er han ikke en musiker, der planlægger i detaljen eller stræber efter perfektion. Han er en musiker, der sætter alt ind på nærvær, leg og energi, hvad enten bandet fyrede med eksplosiv, rockinflueret kul eller orienterede sig på listetå i fint broderede ballader.

Et niveau op

Det politiske dukkede op fra understrømmen sammen med humoren i en passage, hvor Baron i forbifarten nævnte noget om Bush-administrationen, efterfulgt af et "We don't like him either". Det blev efterfølgende subtilt bragt til torvs i introduktionen til "A Pocket Full of Change", som Baron kommenterede med et:

"You can take that anyway you want", hvorefter alle tænkte på det samme! Men værre var det ikke, end at et andet stykke handlede om et måltid mad, som musikerne havde fået på Sardinien for år tilbage, og som de stadig følte sig syge af.

Hvis det første (for lange) sæt bar præg af, at luften somme tider gik af ballonen, så fik vi for alvor gruppens kvaliteter at høre i andet. Det demonstrative i gruppens fremfærd var forsvundet til fordel for en fælles ro og forståelse, der løftede musikken et niveau op. Efter en funky start med omdrejningspunkt i Barons levende beat men også med sprudlende indsatser af Cardenas og Shepik fik vi en overmåde smuk, nærmest snusende underspillet udgave af "All The Things You Are", hvor den ellers lidt farveløse Cardenas viste, hvor fin og velartikuleret en guitarist han er.

Mainstream og avantgarde

Baron (f. 1955) er en musiker med jazztrommespillets mange facetter inde under huden. Han uortodokst legende tilgang til sin metier blev tydelig fra slutningen af 1980'erne, da han arbejdede med bl.a. Bill Frisell og Tim Berne.

Baron har haft fingrene med i spillet hos de fleste toneangivende jazzmusikere i dag, og hans vidtfavnende tilgang til musik ses ikke kun af hans aktiviteter i jazzens mainstream såvel som i dens avantgarde, men også ved hans samarbejde med rockmusikere som Elvis Costello. Som aktuelt eksempel på en kontrast til den stilistisk blækspruttende musik, hans Killer Joey-band dyrker, medvirker Baron i en helt anden nedtonet rolle på det sublime trioalbum fra i år, Ballads, med pianisten Enrico Pieranunzi og bassisten Marc Johnson.

Joey Baron 'Killer Joey', Copenhagen Jazzhouse, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu