Læsetid: 3 min.

Varme toner på en kold dag

Angelika Kirchschlager pakker sig ind i stemmepragt og teater, så man må spørge sig selv, hvad hun egentlig vil
15. november 2006

Stakkels lied-tradition altså. Selv over for et publikum, der har købt billetter og parkeret deres biler eller kæmpet sig frem i regnvejret med bus og metro, og som man skulle antage, ved, hvad de er gået ind til, skal lieden lige forklares som genre.

Radioens mand, Lars Søgaard, indledte aftenens stjernekoncert med en lille tale til publikum og radiolyttere og forklarede, at i lied står digt og musik i et forhold, hvor 1 + 1 er 3, og at lieden er en fortættet verden, som det både kan tage et liv at trænge ind i, og også bare en god melodi til umiddelbar glæde. Ordene var fine og godt afleveret, men man bliver forstemt over, at det skal være nødvendigt at sælge varen helt inde i koncertsalen. Jeg mener, hvem skal have George Michael forklaret?

Teksthæftet som publikum blev opfordret til ikke at rasle for meget med, bar præg af samme pædagogiske formidling, ved at der til hver sang stod et lille poetisk resume af indholdet. Ved første øjekast ulideligt, men indrømmet: Som et lille ekstrakt man lige kunne nå at orientere sig med og så bare læne sig tilbage og nyde sangen i stedet for at følge stift med i alle versene. Der stod også andre ting i programmet, så som at publikum bedes dæmpe hosten, og at Schubert forlangte at lied-sangerne var tilbageholdte i deres udtryk og mimik. Her må man sige, at begge parter forbrød sig så det stod 1-1.

Svær Schumann

Robert Schumanns sange er svære. Indholdet ligger i klaveret, og sangstemmen er ofte bare en røg eller et billedtæppe, der væver sig ind i klaveret.

Derfor egner de sig dårligt som dramatik og skal snarere sælges som kammermusikalske tableauer end små operascener. Aftenens stjerne, mezzosopranen Angelika Kirchschlager gjorde meget ud af at lægge ansigtet i de rigtige folder til hver sang. Hendes koncentration er til at følge med i: Ansigtsfolder, vejrtrækninger, disponeret opbygning, alt sidder i skabet hver gang, men ofte så man ved sangens slutning måtte spørge: Hvad ville hun egentlig?

For lidt modspil

Dette spørgsmål var også centralt for duoen som sådan. Pianisten Stefan Vladar spillede gedigent og i virkeligheden mere end gedigent.

Ingen tvivl om at han er inde i musikken, men han satte næsten sit lys under en skæppe for at understøtte sopranen. På forunderlig vis kunne han indoptage den bløde mezzoklang og lægge sig som en pude under hendes toner, men der var ingen modspil, og kun lidt samspil.

Det var akkompagnement som akkompagnement, og så hedder regnestykket lige pludselig 1 + 1/2 er alt for lidt. Hvorfor ser man så sjældent en akkompagnatør, der smider noderne og gør sig fuldt gældende på lige fod med solisten? Og hvad han kunne, kunne man jo høre ind i mellem, som når han fangede en hel verden i det ultrakorte efterspil i Die Löwenbraut eller sendte englefødder af sted i Abendlied. I Abendlied, den sidste sang før pausen, fandt solist og pianist i det hele taget endelig hinanden. Den distraherende hosten fra publikum var omsider blevet kvalt, og nogle sange passer bare bedre til nogle dage. En sådan efterårsdag er det en velsignelse med en sang, der kan gøre mørket beboeligt og ligefrem elskeligt.

Schuberts sange gik så meget bedre, fordi de, uanset komponisten selv har frabedt sig for meget skuespil, er mere dramatiske, især dem der stod på aftenens program, og det gav flere løsninger for Kirchschlager. De smukke dur-mol skift passer godt til krøller, og Kirchschlager fik sunget sig selv varm og salen honningdrukken.

* Stjernekoncert, mandag i Radiohusets Koncertsal. Angelika Kirchschlager, mezzosopran, Stefan Vladar, klaver. Sange af Robert Schumann og Franz Schubert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu