Læsetid: 7 min.

Det vaskeægte West Cork

13. maj 2006

Jeg var 16 år gammel, da jeg første gang rejste til den irske vestkyst, og mit hoved summede af W.B. Yeats-digte. Han var i sandhed Irlands litterære 'grand old man', og hans blanding af keltisk mytologi og mystik faldt fint i tråd med de tidlige 70'eres hippiekultur, som jeg var meget optaget af.

En irsk skolekammerat inviterede mig med på campingferie med sin familie. Dét havde jeg heller aldrig prøvet før. Efter hans instruktion tog jeg en bus fra Dublin til den nærmeste større by og derfra videre med en lokal bus. Chaufføren satte mig af på en forblæst odde, og jeg priste mig lykkelig for min duffelcoat, da jeg bevægede mig ned til kysten via et primitivt hjulspor. Jeg kunne smage det salte tang på mine læber, hver gang de stærke atlantiske bølger buldrede mod klipperne. På den sidste strækning af turen måtte jeg smøge mine bukseben op og vade gennem vand, da mine venner havde slået lejr på en holm, der blev isoleret, så snart tidevandet vendte tilbage.

Det var altså meget, meget anderledes end det sydlige forstads-England, jeg var rejst fra dagen før.

Da jeg ankom, sad min vens far på en klippe med benene over kors og en kniv i munden, travlt optaget af at rense makreller. Han så meget sørøver-agtig ud, selv om jeg udmærket godt vidste, at han i virkeligheden arbejdede som advokat i Dublin.

"Har du lyst til at hjælpe mig med at rense dem her?" spurgte han og pegede hen mod en spandfuld af meget forskelligartede fisk. "De skal gøres klar til middagen. Senere skal jeg nok vise dig, hvor du skal sove."

Teltene var fra et militært overskudslager, og de meget reparerede, men stadig utætte kanvasvægge blev holdt oppe af træpæle, der styrtede sammen med foruroligende hyppighed. Bortset fra, at vores fødder lå i en vandpyt hver morgen, når vi vågnede, var det den bedste drengeferie, man kunne forestille sig.

'Hedningedjævle'

Vi fiskede stående på klipperne, samlede drivtømmer til bålet eller tog ud på daglange vandreture i et stenet landskab, der foldede sig ud under en himmel i konstant forandring.

To gange om ugen gik vi op til den nærmeste gård for at få fyldt mælkespanden eller købe en ny forsyning kartofler. Det kunne godt tage flere timer, fordi den gamle enke på gården var ekstremt snakkesalig og meget ivrig efter at dele ud af sin viden om den lokale folklore. En af hendes historier handlede om en galleon fra den spanske armada, der gik ned i nærheden. Alle ombord druknede på nær en håndfuld mænd, som fandt ind til kysten ved at følge lyden af sækkepiber og hylende sæler. Nogle nætter, sagde hun, kunne man stadig høre visse lyde. Det var de druknedes spøgelser, som stadig forsøgte at komme i land.

For at finde ud af om hun selv troede på sine spøgelseshistorier, besluttede vi os for at lave en falsk koncert. Jeg brugte en hel dag på at øve mig i at hyle som en sæl, mens min ven udviklede en forbløffende god menneskelig imitation af sækkepiber, hvilket blandt andet involverede en hårdhændet behandling af strubelåget for at ændre tonerne.

Da mørket faldt på, sneg vi os op til gården og indledte vores spøgelsesserenade. Reaktionen fulgte omgående. Den gode enke trådte ud på sin veranda, svingede kraftigt med en spade og begyndte at råbe om "de små hedningedjævle". Det var altså os, hun mente.

Ud over spøgelseshistorierne var der mange andre ting, som jeg syntes var mærkelige og skræmmende. Dengang herskede der stadig udbredt fattigdom på landet, især i de landområder, der lå længst væk fra Dublin. Jeg kan huske, at der gik børn rundt og tiggede i gaderne, og at der lå usle vagabondlejre i udkanten af byerne. Den slags hører heldigvis fortiden til nu, og hvis der er nogen, der påstår, at Irland har mistet noget af sin oprindelige 'charme' i kraft af den hurtige økonomiske vækst, skulle de tænke over, hvordan tingene forholdt sig dengang.

Der var allerede sket mange forandringer, da jeg rejste til Irland for anden gang, næsten 10 år efter den første tur. På daværende tidspunkt var jeg kommet ud over mine pubertetsdrømmerier om hippielivet, men dele af den gamle idealisme hang ved, blandt andet længslen efter at stige af rotteræset og stifte familie i et uberørt miljø.

Den længsel forklarer formentlig, hvorfor der fra slutningen af 70'erne og fremefter kom en sand bølger af 'indvandrere' - eller 'de indblæste', som de lokale kalder dem - til den vestligste del af Irland.

Nogle af mine tidligere hippievenner sluttede sig til dem fast besluttede på at skabe sig et helt nyt liv i West Cork.

Uanset hvilken politisk ideologi de var tilhængere af, holdt de britiske tilflyttere normalt lav profil. Det sørgede urolighederne og sultestrejkerne blandt fængselsfangerne i nordirske fængsler for. Der var stærke republikanske følelser i luften, og West Cork fik ry for at være stedet, hvor 'IRA tog på ferie': Mænd iført sorte elefanthuer gik rundt på det store torv i Skibbereen.

"Da konflikten var på sit højeste, var folk bange for at komme her," fortæller en tilflytter, som stadig holder til her 25 år efter. "Hvis bare man holdt næsen for sig selv og fortsatte sit liv som normalt, var der ingen problemer."

Godt for marihuanna-dyrkningen

Bortset fra englænderne kom der mange tilflyttere fra Holland og Tyskland. Den Kolde Krig var på sit højeste, og West Cork ligger nogenlunde så langt fra en potentiel atomulykke, som man kan komme. De rigeste ankom i deres Mercedeser og BMW'er - dengang var de et sjældent syn på de irske veje - og slog sig ned omkring den idylliske bugt i Glandore. De gjorde ikke et stort nummer ud at falde til blandt lokalbefolkningen. Det var tidligere rockstjerner som Noel Redding, der havde spillet bas i The Jimi Hendrix Experience. Der var en del tiltrækkende elementer for hippierne i West Cork, blandt andet det milde klima og de mange isolerede marker - en optimal kombination for vellykket dyrkning af marihuana.

Det har aldrig været nemt at tjene til livets ophold på de kanter, og de tilflyttere, der har klaret sig bedst, har alle måttet udvise en vis iværksætterånd.

Sally Barnes, hvis mand i mange år havde en fiskerbåd i Union Hall, lærte sig at ryge laks, makrel og sild fanget langs kysten, og hun står stadig i spidsen for Woodcock Røgeri i nærheden af Castletownshend.

"Det var tit kvinderne, der fik forretningsideerne," fortæller hun, "og de byggede tit videre på mændenes job. Det var sådan, en stor del af den lokale osteproduktion kom i gang."

Andre åbnede butikker med varer, der faldt i tilflytternes smag. Der ligger stadig mange helsebutikker med økologiske varer i 'hippiehovedstaden' Ballydehob, en farvestrålende købstad, hvor tilflytternes antal engang oversteg antallet af lokale. De fleste fik ligesom min ven midlertidige job med at male huse eller tage ud på sildefiskeri på en båd. "Det var ikke nok til dagen og vejen," indrømmer han, "så vi pakkede sammen igen og rejste tilbage til England. Men det var herude, at jeg lærte at dyrke planter." Han er siden blevet en succesrig landskabsgartner.

Landskabet fortsat fantastisk

Det var det fantastiske landskab og den høje livskvalitet, der fik ham til at flytte til dette afsides beliggende hjørne af Irland. Der var især gode forhold for små børn, som kunne gå hen, hvor de ville. "Det var godt for børnene at lære at klare sig selv, også hvis de kom ud i problemer," siger Sally. I modsætning til stemningen i England var man ikke bange for at komme til at betræde andres jord. Man spurgte bare landmanden om lov.

Da jeg vendte tilbage sidste år, oplevede jeg et landskab, der var lige så fantastisk, som jeg huskede det - fra de tårnhøje klinter ved Toe Head, hvor mine venner boede engang, til de blidere flodmundinger i øst, hvor svanerne duver på det stille vand. Denne gang rejste jeg endnu længere vestpå til Mizen Head og Beara-halvøen. Jeg har aldrig set noget lignende: klipper, der strækker sig som fingre langt ud i Atlanterhavet, men jeg kan samtidig godt forstå, at tilflytterne valgte de mindre vindblæste dele af det sydvestlige Cork.

Der er mange ting, der har ændret sig. Den tobakståge, der engang slog gæsten i møde, når han eller hun trådte ind på pubben, hører fortiden til efter indførelse af totalt rygeforbud i Irland. Restauranterne laver mere raffinerede retter af de lokale fisk. Hovedvejene er stærkt forbedrede takket være støtte fra EU, og købstæder som Skibbereen og Clonakilty kan nu prale af ringveje bestrøet med kæmpemæssige indkøbscentre.

For Sally Barnes er landskabet lige så uendeligt vidtstrakt og spirituelt som altid. Den nærmeste bakketop er prydet af en kreds af opretstående sten. Alligevel synes hun, at der er gået en portion uskyld tabt, siden hun og hendes mand ankom. Det skyldes måske den snigende forbrugerisme. Eller globaliseringen. Sally mener, at hun kan slå ned på det tidspunkt, da uskylden begyndte at forsvinde: "Det var, da de begyndte at vise Dallas i fjernsynet. Tingene blev aldrig helt det samme efter dét."

weekend@informaiton.dk

Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her