Læsetid: 2 min.

Hvad ved bønder om agurkesalat?

'Ordnung muss sein', og Klaus Bondam vil uddele bøder til de cyklister, der ikke stiller deres cykler i stativerne. Det skal være slut med sjuskeri og dårlige parkeringer. København skal være en lækker storby med styr på tingene - og det sker bedst ved at lukke ned for lortet, give folk en lovpligtig cykelhjelm på og forbyde rygning
10. august 2006

Lækker storby? De Radikale beslutter sammen med Socialdemokraterne at lukke de offentlige toiletter i København, så hvis du er på skideren, er det værst for dig selv.

Og når Nico holder sin årlige fødselsdagsfest på Dyssen omme bag Staden, bliver der lukket og slukket medsalat-fade, hundevogne og politi - klokken er mange, du er taget til fange - og en halvstiv fætter med søvnige øjne, der prøvede at tromme noget Røde Mor på en tønde, ligger svinetbundet i håndjern.

Sådan gik den sommer - uden Luftkastellet, som er lukket, og Papa Hotel, som er lukket, men til gengæld har vi fået Ritt Bjerregaards og Klaus Bondams nye udspil 'Gang i København'.

Visionen er, at København skal blive en mere levende kulturby, hvor flere tør mere til gavn for alle, og det betyder blandt andet, at Wonderful Copenhagen nu kan tilbyde sine partnere at formidle kulturbegivenheder på udendørsbannere på indfaldsveje og knudepunkter i det indre København!

Det hele sejler

Men den elektroniske musikfestival Public Service kan ikke få tilladelse til at foregå i Ørstedsparken. Og når Stubnitz - kulturskibet, som turnerer i Europa - lægger til kaj ved Langebro og tilbyder Københavnerne en måneds non-stop festival på tre dæk med byens fineste festarrangører og alt fra jazz, rock, hip-hop, reggae og techno tilpoesioplæsninger, homofest og en fransk hyldest til Prins Henrik på Bastilledagen, så sker der hvad?

Bevillingspolitiet lukker og slukker på baggrund af en rapport fra Søfartsstyrelsen, som pludselig synes, at det hele sejler, fordi det ikke er en natklub, men et passagerskib, og der gælder straks andre regler.

Så hele arrangementet bliver flyttet hvorhen? Til Den Grå Hal på Christiania - som også er ved at blive lukket, og det er jo gået fremad derude lige siden! Ungdomshuset er blevet lukket og solgt til en kristen sekt og kommer til at hedde Faderhuset. Long John på Købmagergade lukker - og der er ikke mere happy jazz i midtbyen, hvor fadølsdrikkende båtnakker kan genere de hvidvinsdrikkende hattedamer i deres shopping. Når Tivoli lukker for i år, lukker Vise Vers Huset for altid - for at give plads til 'noget andet', og der bliver bygget et hotel over for Rådhuset, som kan måle sig med Det Gyldne Tårn i corporate skyline:

Disney, here we come!

Glæd dig til den dag, hvor det sidste brune værtshus er lukket og blevet til en global nudelrestaurant lige som Dansetten, og det eneste, der er tilbage, er det nye borgerskab fra Indre Østerbro og Ydre Frederiksberg i en soveby, som vil have fred og ro og ordnede forhold.

'Gang i København', helt sikkert - hvad ved bønder om agurkesalat? Ikke en skid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her