Læsetid: 5 min.

Ved den franske intellektuelles død

De nye, franske filosoffer fylder som bevægelse 30 i år. Men nogen grund til at fejre det er der ikke, mener Frankfurter Rundschau
22. april 2006

Den lagkage, som Bernard-Henri Lévy fik i hovedet, da han signerede sin nyeste bog på Salon du Livre i Paris, må vel forstås som en fødselsdagslagkage, mener Frankfurter Rundschaus Martina Meister. De nye franske filosoffer har nemlig nu været på banen i 30 år.

Det er dog en begravelses-tale, snarere end fødselsdagshyldest, hun disker op med.

Selv om de nye filosoffer bliver gamle, er de lige så allestedsnærværende som nogensinde, konstaterer hun. Bernard-Henri Lévy (BHL), der er rejst i Tocquevilles fodspor gennem Amerika, har netop udgivet sin American Vertigo og har som så ofte før fået hård kritik. André Glucksmann har samtidig udgivet sine memoirer som engageret tænker: Une rage d'enfant (Barnligt raseri).

"Alligevel er der ingen grund til fest. De er under skarpere beskydning end i lange tider. Med regelmæssige mellemrum bliver de stemplet som neoreaktionære. Også den slovenske filosof Slavoj Zizeks dom er tilintetgørende: Fordi man i lang tid opfattede dem som de eneste repræsentanter for Frankrigs intellektuelle liv, er de 'hovedårsagen til fransk tænknings tab af betydning i verden'."

Martina Meister rekapitulerer Gilles Deleuzes kritik, der allerede da de nye filosoffer dukkede op, konstaterede, at deres program var 'et grandiost marketings-kup'.

Det var i 1976 i tidsskriftet Nouvelles Littéraires, redigeret af BHL.

"Få måneder senere sad han sammen med Glucksmann i det berømte tv-program Apostrophes. Titlen på aftenens program: Er de nye filosoffer højre- eller venstreorienterede?"

Finkielkrauts araberhad

"Tredive år senere har spørgsmålet ikke mistet sin aktualitet," mener Martina Meister, "blot falder svaret langt mere éntydigt ud. De nye filosoffer er højreorienterede. Men hvor højreorienterede? I slutningen af det forgange år døbte nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur dem de nye reaktionære, Les Neo Reacs. På titelbladet: Alain Finkielkraut som kronvidne for den franske intelligentsias nye højredrejning. Finkielkraut havde kort før i et interview talt frit fra leveren til en israelsk journalist og i anledning af optøjerne i forstæderne svunget sig op til så araberfjendtlige udtalelser, at kollegerne på den israelske avis Haarets ledsagede hans ord med den tilintetgørende kommentar, at de var 'så meget mere bemærkelsesværdige, som de ikke kom fra et medlem af Front National'."

"Er vi alle blevet reaktionære," spurgte Nouvel Observateur allerede for tre år siden.

"Reaktionære og glemsomme," svarer Martina Meister. "Med regelmæssige mellemrum afregnes der med frafaldne fra den venstreorienterede utopi. Hvorfor disse uforsonlige begravelseskampe inden for den franske intelligentsia? Er det en gentagelse af det gamle skema: Sartre imod Aron, Sartre imod Camus? Uden tvivl er disse konflikter stadig virksomme i det kulturelle mønster," mener hun.

Men spørgsmålet er også, om venstreorienterede, som nogle af dem, de har angrebet, anfører til deres forsvar, ikke blot søger efter stadig nye fjender, fordi de ikke selv mere har et projekt.

Man kan ikke helt feje argumentet af bordet, skriver Meister, men de talrige intellektuelles vending mod konservatismen falder også i tråd med et større, fælles klima: I en meningsmåling betegnede 33 procent af franskmændene sig som racister, otte procent flere end året før. Og ifølge en anden meningsmåling sympatiserede 24 procent af franskmændene med Front Nationals teser "og var ikke bange for offentligt at proklamere det."

Smerteligt vakuum

Ikke desto mindre er debatten om de franske filosoffer også udtryk for noget andet, mener Martina Meister.

"Den er udtryk for et smerteligt vakuum og det sørgelige belæg en mytes endeligt: Den står for de franske intellektuelles endeligt, sådan som verden indtil nu har forestillet sig dem. Blot har ingen haft mod på at begrave myten. Ikke i Frankrig og slet ikke i Tyskland, hvor man hårdnakket holder fast ved troen på arven efter Zola, Sartre, Foucault og Bourdieu."

"Men det er slut: Den franske intellektuelle er død."

Det, de nye filosoffer har udrettet, har blot været at sløre billedet for en tid.

"De bragte en frisk vind ind på universiteter og i redaktionslokaler, de var nye, men var de filosoffer? Allerede dengang sagde Deleuze: 'Deres tænkning er nul og nix'."

Også debatten om de neoreaktionære og Finkielkraut er belæg for tingenes beklagelsesværdige tilstand, anfører Meister. Finkielkraut holdt ikke, "som konceptet for den stridbare, kritiske intellektuelle altid har foreskrevet", med oprørerne, han var imod dem.

Det er dog ikke det bemærkelsesværdige, så lidt som at han indtog en højre-orienteret position. Næh, det bemærkelsesværdige er, at hans vurdering af begivenhederne i november slet og ret var et bevis på manglende virkelighedsfornemmelse, fastslår hun. Finkielkraut så optøjerne som udtryk for antisemitisme og islamistisk kamp, "motiver, som der ikke er og ikke kan findes belæg for".

"Øjensynlig tilpasser han ikke længere teorien til virkeligheden, men omvendt virkeligheden til sine forhåndenværende tankefigurer."

I mellemtiden har studenteroprøret bevist, at der er tale om en hel generation, der har mistet perspektivet. Men årsager som konkret social udstødelse, kulturelle fejludviklinger, samfundsmæssig integration af minoriteter - alt dette bliver end ikke nævnt. Og på den anden side er der ikke nogen venstre-intellektuelle, der undersøger sagen og stiller spørgsmål uden at kende svarene på forhånd, hævder Meister.

"Hvor er de? Forsvundet i begravelseskampe. I stedet for at brillere med deres tænkning foretrækker de at mistænkeliggøre modpartens ideologi. Og moralsk overvåge andre videnskabsfolks arbejde."

For nylig blev således en velrenommeret historiker slæbt for retten, beretter hun, fordi han i sin gennemgribende research af slavehandelens udvikling ikke havde begrænset sig til Vestens forbrydelser.

"I en proces har man anklaget Olivier Pétré-Gre-nouilleau for at have 'relativeret' Frankrigs 'forbrydelser mod menneskeheden' ene og alene fordi han ikke kun har interesseret sig for den transatlantiske, men også for den indre afrikanske og arabiske slavehandel."

Derfor taler konservative intellektuelle som 'konvertitten Pierre-André Taguieff' om en 'sovjetisering af tænkningen', ja om 'intellektuel terrrorisme'.

"Fast står det, at det fra begge sider snarere drejer sig om stedfortræderkampe end om sagen."

Mand med to skjorter

"Som intellektuel type regerer stadig den flinke tidsånds-surfer, især inkarneret i BHL, manden i kridhvid skjorte, som altid har en ekstra med sig, såfremt der atter skulle lande en lagkage i hans tænksomme ansigt."

Dog holder han immervæk fast ved det moderne projekt til forskel fra folk som Frédéric Beigbeder og Michel Houllebecq, der for længst har opgivet håbet og er blevet trætte af at være formanende, medgiver Martina Meister. Hun sammenligner dem med de to gamle sure knarke i tidligere tiders Muppet Show, der står på balkonen og hælder deres spot ud over begivenhederne.

"Kynisk kommenterer de verdens gang, uegentlige som tilstandene selv."

Martina Meister slutter med følgende salut:

"Den intellektuelle debat finder ikke længere sted i tilrøgede caféer på Saint-Germain eller i auditorier fra det 17. århundrede, men i private tv-stationers og nichesenderes fuldautomatiske studier. Dér består den i det ene talkshow efter det andet, hvor de iscenesætter sig selv, som ikke længere håber på at forandre verden, men på at profitere af dens mangler. Der tales meget. Selv om eller netop fordi man ikke har mere at sige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu