Der er noget tiltalende stædigt ved Martin Schmidts dyrkelse af den herhjemme så sjældne gysergenre. Bag det stille ydre er hans femte forsøg og denne gang tilmed lavet uden produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Sidste time og Mørkeleg var for de helt unge med smag for slasher-effekter, mens Afmagt, Kat og nu Bag det stille ydre prøver at skabe uhygge og spænding med mere afdæmpede virkemidler. Nu gælder det spøgelser!
Forbillederne er tydelige: The Shining og Poltergeist med en mindre dosis Rødt chok. Det spøger voldsomt i det ellers pæne hus, hvor det sagesløse yngre ægtepar Kongsted flytter ind. Spøgelserne stikker lussinger ud, får indkøbt frugt til at rådne og tænder helt uopfordret op i kaminen. Jens Okkings søvndrukne betjent disker op med en natlig beretning om en lokal brandtragedie i et helt andet hus, og her må være en del af den forklaring, der ikke skal røbes her.
Chikanerende spøgelser
Dennis Jürgensens manuskript er hjemmesløjd af den art, der anvender alle de snart hyggeligt forslidte materialer for at skabe uhygge. Selv fraserne om "mere mellem himmel og jord" og "der er noget helt galt i det her hus" kommer på genbrug. Og at indføre en dyster åndemaner med parapsykologisk hjemsted i Flensborg er ris til egen røv. Bedre til ufrivillige grin end til at formidle filmens budskab om højere magter på spil.
Martin Schmidts instruktion er ellers i passager pænt arbejde. Med nogenlunde rimelighed får han sat to ægtepar i spil: det spøgelsesplagede Kongsted-par og den mere suspekte nabo-duo David og Marianne. Sidstnævnte spilles endda af den på film savnede Andrea Vagn Jensen, der med sin stærke udstråling sørger for, at der sker lidt mere i scenerne, end der umiddelbart lægges op til. Og så er hun ikke bebyrdet med slet så uflatterende kostumer som den debuterende hovedrolleindehaver Anne Birgitte Lind.
Der tilstræbes en snigende uhygge, hvor spøgelserne med større eller mindre diskretion driver deres spil. Vi ved jo, at den store konfrontation må komme til slut, men den skuffer. Når det gælder specialeffekter, halter vi stadig mange år bagud herhjemme, hvilket selvfølgelig delvis har økonomiske årsager.
Men som sagt: Martins Schmidts trofasthed mod gyset er sympatisk. Han brænder for genren, ved meget om dens ydre kendetegn og behersker dem delvis, men tilfører dem ikke noget personligt. Hans spøgelser er gamle kendinge, hans effekter uden skrækpoetisk resonans og hans personer uden synderlig interesse.
