Læsetid: 4 min.

Alt er ved det gamle i Italien

1. juli 2003

Den italienske modstandskæmper og velnok landets mest agtede politiske kommentator Giorgio Bocca sagde engang følgende uomtvistelige sandhed om italienske valg: »Italienerne vælger den, de fortjener at have som ministerpræsident.« Nu var referencen ikke til Silvio Berlusconi. Den var såmænd til Giulio Andreotti, som nåede at være ministerpræsident syv gange, inden han og hans parti, de kristelige demokrater, blev ramt af statsadvokaternes Operation Snavsede Hænder i 1992 og af vælgerne blev stemt ud af Italiens politiske liv sammen med Bettino Craxis socialistiske parti. Craxi flygtede og Andreotti blev sigtet for meddelagtighed med mafiaen og ansvar for et mord på en journalist. Men i ingen af tilfældene blev han fundet skyldig. Ikke desto mindre holdt mange italienere sig for næsen, mens de gennem flere generationer satte kryds ved Andreottis parti, selv om de udmærket kendte til alle rygterne om ministerpræsidentens kurtiseren med mafiaen og dens vælgere i Sicilien gennem sine politiske allierede i Palermo.

Det vidste man selvfølgelig alt om i Downing Street, Elysée-palæet og Bonn. Men det var ikke, fordi Thatcher, Mitterand og Kohl gjorde indsigelser eller lod den nationale presse vide under hånden, at man egentlig ikke syntes, at det kristelige demokratiske regime i Italien var legitimt. Dengang var det jo Den Kolde Krig, og det italienske kommunistparti skulle
ikke have lov til at komme ind i varmen. Det ville USA simpelthen ikke gå med til. Så Andreotti og andre kristelige demokratiske lederes forbindelser til Cosa Nostra og socialistpartiets malkning af statsvirksomheder og statsinstitutioner for penge, bestikkelse af dommere og Gud ved hvem – tja, det var bare den måde, man førte politik på i Rom og Milano. Så da Italien overtog EU-formandskabet i sommeren 1990 under den næstsidste Andreotti-regering, lød der ikke et pip fra de andre store europæiske hovedstæder.
Tavsheden skyldtes naturligvis også den pinlige omstændighed, at ledere som Mitterand og Kohl ikke selv havde papirerne i orden, når det gjaldt finansiering af deres respektive partier og valgkampagner. Forskellen var blot, at den politiske korruption i Italien var af en grovere karakter. Det tragiske er, at det demokratiske styre, der fulgte Mussolinis fascisme og den tyske besættelse under Anden Verdenskrig, var defekt fra begyndelsen. Først da Berlin-muren faldt, kommunistpartiet skiftede navn og de kristelige demokrater og socialisterne blev sendt ud i kulden, forelå der en mulighed for at indføre ægte demokratiske tilstande. Der var blot et ikke ubetydeligt problem. Initiativet til de politiske omvæltninger i 1992-94 stammede ikke fra folket. Det kom fra statsadvokaterne, hvoraf de fleste som bekendt tilhører venstrefløjen, mens nogle få – som Antonio del Pietro – ligger til højre for midten. Pludselig følte undersøgelsesdommerne sig frie til at forfølge korruptionssager, som hidtil var blevet blokeret af magthaverne. Det lignede en revolution gennemført fra oven, inspireret af Robespierre og hans jakobinere, dog uden terroren til følge.

Silvio Berlusconi forstod at udfylde det politiske magttomrum, som hans allierede i det kristelige demokratiske parti og socialistpartiet havde efterladt under valget i vinteren 1994. Hvorfor tv-kongen gik ind i politik på det tidspunkt, er der blevet spekuleret meget om. Det bedste svar er nok, at hans narcissisme altid havde været overbevist om, at det italienske folk fortjente ham som deres leder. Solkongen. At han så samtidig var i stand til at sætte en midlertidig stopper for statsadvokaternes snusen i hans skumle forretningsaffærer udelukker ikke, at ambitionerne primært drev Berlusconi til valgpodiet. Men statsadvokaterne afviste at indstille deres undersøgelser.
Det var statsskuddet til krigen mellem Berlusconi og statsavokaterne – et slag, som dommerne havde tabt på forhånd. Gennem syv år i opposition lykkedes det ikke for dem at få ram på lederen af Forza Italia. Først da Berlusconi blev genvalgt for et par år siden, kom der fart i en gammel sag om salget af en statsejet supermarkedskæde, der havde spøgt under l’ancien regime i 1980’erne, dengang alt, hvad der var statsejet, var genstand for rovjagt fra mange forskellige sider. Og hvem finder vi i dommersædet? Ilda Boccassini, en utvivlsomt hæderlig person, men et velkendt navn fra snavsede hænder-perioden.
Man kunne fristes til at konstatere, at intet er normalt i Italien, eller at alt er ved det gamle. I disse dages fordømmelse af Berlusconi mangler en forståelse af, at italiensk demokrati er ufuldstændigt. Chancen for de store reformer blev forspildt i 1990’erne under Prodi og D’Alema. Man mærker også småracismen. Berlusconi minder om den stereotype italiener, som ikke har moralsk rygrad – hverken i sit privatliv eller i det politiske liv. Han er en plattenslager og en klovn, ligesom alle andre italienere. Det er rigtigt, at den nye EU-formand udgør en overhængende trussel for italiensk demokrati. Men det gjorde nogle af hans forgængere også. Det afgørende spørgsmål er, om Italiens demokrati kan overleve Berlusconi – ligesom det overlevede Andreotti. Svaret er: Formentlig.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her