Læsetid: 3 min.

Ved jorden at blive

27. april 2001

For danske kunstnere falder julen to gange om året. Nemlig foruden december tillige i april, hvor de faglige underudvalg inden for arkitektur, billedkunst, film/teater, kunsthåndværk/design, musik samt litteratur afgiver deres indstillinger til Statens Kunstfonds repræsentantskab, dels om værkindkøb og præmier for ydet kunstnerisk produktion, dels om rejselegater og arbejdslegater samt de overmåde eftertragtede tre-årige stipendier på 240.000 kr. årligt.
Sidstnævnte tildeling imødeses altid med spænding, ikke blot af dem, der har søgt, men så sandelig også i offentligheden. De tre-årige stipendier repræsenterer blot ved deres størrelse underudvalgenes chance for præcist at styre og præge udviklingen på kunstens respektive felter. Især i begyndelsen af en karriere som maler, komponist eller forfatter kan, det har vi gennem årene set talrige eksempler på, et tre-årigt stipendium betyde et kæmpemæssigt skub fremad. Tildelingen skal helst fungere som den tidlige og vovelige offentlige blåstempling af en indsats, som endnu kun er på vej.
Specielt på denne baggrund må det litterære underudvalgs indstilling fra i går vække nogen undren. Som en af sine sidste embedshandlinger foreslår udvalget nemlig romanforfatteren Sven Assels (f. 1947), lyrikeren og prosaisten Daniel Dencik (f. 1973), romanforfatteren Hans Henning Harmer (f. 1943), prosaisten Grete Roulund (f. 1946) og oversætteren Peer Sibast (f. 1942). Ungdommen er i år åbenbart blevet ældre!
Ligefrem ’ung’ er kun én af de fem. Sven Assels debuterede i 1986, Grete Roulund for næsten 20 år siden. Kun Hans Henning Harmer og Daniel Dencik er dukket op på den litterære scene i løbet af 1990’erne, til gengæld har det for disse to skortet en hel del på entydig litteraturkritisk ros.

Det ligger os meget fjernt at beklikke tremandsudvalgets faglige ære og at drage dets ædle hensigter i tvivl. Kunstnerisk kvalitet og litterær lødighed har mange manifestationsformer, og de tider er væk da én æstetisk skole og én vurderingsmåde dominerede hele scenen årti efter årti. Til gengæld giver tilstanden nu, kendetegnet som den er ved det radikalt forskelliges frapperende samtidighed, folk med indflydelse en mulighed for at satse på den fremtid, de virkelig tror på.
Men det ligner en massiv litteraturpolitisk manifestation, for det første at give tre-årige stipendier til skribenter med op til 15 eller 20 år bag sig, for det andet at præmiere en gumpetung socialrealisme á la Sven Assels og politiske thrillere à la Hans Henning Harmer, og for det tredje at kunne se bort fra f.eks. prosaisten Peter Adolphsen og lyrikeren Niels Lyngsø, som begge har søgt, men jo altså ikke kom i betragtning. Adolphsens debutbog, Små historier (1996), og den lige så originale efterfølger, Små historier 2 (2000), overbeviste en enig kritik; her skete en markant fornyelse af den hjemlige ultrakorte prosa. Lyngsøs to seneste digtsamlinger, Stof (1996) og Force majeure (1999) har ligeledes imponeret ikke mindst i kraft af en tårnhøj æstetisk ambition og evnen til at integrere påvirkninger fra så fornemme navne som Dante og Inger Christensen.

Søren Ulrik Thomsen – en af dem, for hvem et treårigt stipendium i sin tid kom som et velfortjent, effektivt skub – skriver i samlingen Hjemfalden (1991):

For længst er ønsket om det fantastiske
faldet
for håbet om i det mindste det bedste,
som nu må vige for bønnen til,
at det værste ikke skal ske.
Næsten taknemmelige
vises vi af små katastrofer
på plads i tilværelsen

Længere nede taler digtet om mørket, der falder på, og sjælen, som ikke kan ses, og anlægger dermed en eksistentiel synsvinkel på den beskrevne tilstand. Men overfører vi alligevel teksten på udvalgets fagkyndige julegave-indstilling fra i går, kan vi nok konstatere, at et tre-årigt forfatterstipendium til Sven Assels og Hans Henning Harmer ganske vist ikke er det værste, der kunne ske, men da bestemt heller ikke særlig fantastisk. Udvalget betegner i sin indstilling den enes produktion som prosakunst af højeste karat, en vurdering de tre må stå temmelig alene sammen med. Var det virkelig det bedste tremandsudvalget kunne finde på? Hvor alvorligt har medlemmerne taget deres fælles engagement i den litterære kunst? Har de mon ledt med lys og lygte efter den højeste kvalitet, eller har de på ægte dansk facon ønsket at understrege, at ved jorden at blive, det tjener os bedst?

es-n

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu