Læsetid: 4 min.

Ved mølleåen i klassekampens tid

13. maj 2006

Engang da klassekampen stadig pågik, nemlig en dag sidst på sommeren i 1981, besøgte jeg en islandsk bekendt på sanatoriet i Skodsborg, hvor han boede sammen med sin kone, der var sygeplejerske og ansat på stedet. Islændingen havde fået et midlertidigt job som portør, indtil han senere skulle flytte til Aarhus, hvor det var hans mening at uddanne sig til arkitekt. I Island havde han været ansat i skattevæsnet, et mareridt af tyvagtighed, embedsmandssvindel og storsmuglende toldere, fortalte han. Om formiddagen, lige før jeg kom, havde han for første gang nogensinde vasket en afdød patient, et lig. Hvordan var det? spurgte jeg. Mærkeligt fredeligt, svarede han. Selv forundret over det.

Alle er forlovet

Det gamle Skodsborg Badesanatorium, hvor Martin Andersen Nexøs begavede ungdomsven, Anton Hansen, døde af tuberkulose for mange år siden, var bemandet med et væld af næsten uhyggeligt smukke kvinder. De var også indladende, man følte sig i den grad velkommen, næsten som om de i ugevis havde ventet på den glæde, det selvfølgelig var at få lov til at hilse på én. De fortalte mig, hvor islændingen og hans kone boede, et værelse langt inde bag hovedbygningen, ad en livsfarlig gang med ustabilt, svajende gulv. Sikke kvinder, sagde jeg til islændingen. Han forklarede at det ikke var kvinder, der var tilgængelige for sådan nogle typer som mig - og ham selv. De er alle sammen forlovede, sagde han. Nå? Med den samme, uddybede han. Hvad?! Med Jesus, selvfølgelig. Nåe. Ja, det er åndssvagt, sagde islændingen, for Jesus elsker jo alle, uanset hvordan de ser ud. Surt show.

Skodsborg var alt for dyr for en sygeplejerske og hendes endnu ikke arkitektstuderende mand med det løse portørjob. Når de skulle handle ind til deres lille, topersoners husholdning, tog de til Holte. Selv sødmælk var langt dyrere i Skodsborg end andre steder. En skide liter mælk. Og de drak begge meget mælk. Alle her, sagde islændingen, må være dunstende rige. Du mener stinkende rige? Stank eller dunst, penge har de i alt fald nok af, afgjorde islændingen. Han pumpede mig ustandseligt for danske udtryk og talemåder, men han blev mopset, når jeg engang imellem tillod mig at rette ham. Vi havde mødt hinanden i Prag, jeg sammen med min kone, han sammen med sin. Vi opdagede, at vi havde noget tilfælles, nemlig det at vi begge var så sjuskede og ligeglade med vores påklædning at vores højtelskede hustruer endog højlydt morede sig derover.

Mølleåen. Vi gik tur langs Mølleåen, på vej mod kroen, Strandmøllekroen hed den vist. Jeg tror ikke han lagde mærke til det, men jeg følte mig som medvirkende i en vaudeville. Nede ved Mølleåen. Til overmål faldt vi i snak med en arbejdsmand, som - det garanterer jeg! - talte et sirligt, 'folkeligt' københavnsk af klang og melodunte, som sidst må have været i brug omkring Første Verdenskrig. Han stod og rodede med en lang stang, det var et afløb nede i Mølleåen, der var stoppet, forklarede han. Vandet bliver skident, sagde han. Det kan vi ikke have, sagde jeg, skident vand i Mølleåen, det er reverenter talt ikke til at holde ud at tænke på. Godaften, sagde han, da islændingen og jeg gik videre. Godaften, min gode mand, sagde jeg. Alt andet ville være uhøfligt. Hvad slags sprog talte han? spurgte den vældig sprog- og dialektinteresserede Mr. Iceland. Vaudevilledansk, sagde jeg.

Tjeneren inde på Møllekroen var en klejn dreng i en stumpet tjenerjakke og med store briller. Han hed Arthur, fandt vi ud af efterhånden, som aftenen skred frem. Arthur kunne først ikke lide os. Måske var han ikke nedladende, direkte, men han var uhyre skeptisk. Vi lignede ikke nogen, der havde råd til at drikke bayersk øl på Strandmøllekroen. Det var selvfølgelig ikke kun mælk, der var dyrere i Skodsborg, det var alting. Men som tiden gik, blev han svært glad for os.

I monopolets tid

Det lykkedes os at bilde ham ind, at vi var en slags eksotiske "intellektuelle", og den slags var fine folk, det vidste han. Vi opfordrede ham til ikke desto mindre at sige 'du' til os. Det faldt han pladask for. Det var en stor aften for Arthur, ikke kun på grund af os, men også fordi der var en berømt mand til stede. Han sad ved et bord et stykke fra os, en kendt tv-journalist. Jeg er naturligvis for nænsom til at nævne mandens navn, men jeg kan fortælle, at han bællede øl i mængder, som tv-seerne bare lige skulle vide. Det var jo ikke kun i klassesamfundets og sammenhængskraftens epoke, det var også i monopoltiden. Jeg bestilte Fernet Branca for at sætte yderligere fut i tankeudvekslingen. Hvor mange procent alkohol er der i Fernet Branca? spurgte islændingen. Nok, sagde jeg. Jeg kendte også andre islændinge, de har ikke andet end alkoholprocenter i hovedet. I lufthavne og den slags steder går de udelukkende efter procenten. Hvordan skidtet smager, interesserer dem ikke.

Vi pissede i Mølleåen, da vi gik tilbage, han mod sanatoriet, jeg mod stationen. Jeg har ikke set manden siden, jeg ved ikke om han nogensinde er blevet arkitekt. Han var en fin fyr, en broder i påklædning. En mand der følte dyb fred, da han vaskede et dødt menneske om formiddagen. En mand der sikkert havde mælkeskæg om morgenen, efter indtagelse af den livsvigtige sødmælk. Svinedyre Skodsborg. Er der en stærk, revolutionær bevægelse i Danmark? spurgte han til afsked.

Næe, svarede jeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu