Læsetid: 8 min.

Ved tredje vejs ende - nu ligger midten til venstre

Selv om Tony Blairs New Labour vinder det britiske valg på torsdag, er det eksperiment, der i de boomende 1990’ere blev kaldt Den Tredje Vej, ikke længere højt på dagsordenen. Blair har brudt med venstrefløjen og med succes videreført Margaret Thatchers projekt fra 80’erne, mener den anerkendte kommentator Martin Jacques De centrum-venstre politikere, der ved afslutningen af det 20. århundrede talte om en progressiv tredje vej og regerede fra USA til det kontinental...
30. april 2005

De centrum-venstre politikere, der ved afslutningen af det 20. århundrede talte om en progressiv tredje vej og regerede fra USA til det kontinentale Europa, har næsten alle mistet magten eller er i dyb krise. Historiens pendul er svunget mod højre fra Danmark og Norge i Norden til landene nord for Pyrenæerne. Den iberiske halvø, der siden overgangen til demokratiet i 1970'erne næsten altid er gået kontra i forhold til de europæiske stemningsskift, har igen fået socialistiske regeringer, men i stort set alle vesteuropæiske lande befinder de socialdemokratiske partier sig i dyb krise. Göran Perssons Sverige har været en undtagelse, men et nyt feministisk protestparti stormer frem og kan sende socialdemokraternes to støttepartier ud i kulden ved det næste valg og føre til en borgerlig regering. Igen.

I Tyskland kæmper Gerhard Schröders rød-grønne regering stadig forgæves mod recessionens mørke spøgelse. De taber i delstat efter delstat, og om mindre end en måned kan de miste magten i socialdemokraternes gamle kerneland, Nordrhein-Westfalen. Tendensen er tydelig: Tysklands liberale og kristendemokratiske partier er på vej tilbage til magten.

Tony Blairs New Labour i Storbritannien er en bemærkelsesværdig undtagelse fra dette mønster. Alle meningsmålinger forud for det britiske valg den 5. maj peger på, at Blair for tredje gang i træk vil vinde valget. Fra Danmark vil Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, sikkert opmærksomt studere Blairs metode til at genvinde regeringsmagten på. For det har vist sig at være en opskrift, der virker.

Da Blair for 11 år siden blev valgt til partiformand kastede han Old Labour på historiens mødding. Med ideologisk inspiration fra sociologen Anthony Giddens - der i 1994 udgav en bog om Den Tredje Vej hinsides venstre og højre - fik Blair brandet og relanceret sit parti som New Labour. Ingen vidste dengang, at det skulle blive indledningen til en i Storbritannien historisk præstation: tre valgsejre på stribe til Labour.

"Vi står over for et historisk øjeblik," siger Paul Miller, der seniorforsker ved tænketanken Demos. Der står forfærdelig meget på spil ved valget den 5. maj, forklarer Miller i telefonen fra London.

"Det kan føre til afslutningen af de konservatives historiske dominans i britisk politik. Det kan blive det øjeblik, hvor socialdemokratismen forankres som den normale regeringsideologi. Labour kan endelig holde op med at være paranoid og angst for de konservatives genkomst."

Blairs karisma, lederevner, retoriske styrke og evne til at markedsføre sin politik fremhæves af mange som den centrale årsag til, at han vil vinde valget.

De gamle massepartier, der tilbage i 50'erne talte over 3,5 millioner medlemmer, er døde, og er skrumpet ind til mindre end en sjettedel. New Labour er med succes forvandlet til det, Paul Miller uden omsvøb kalder for 'et centralt markedsføringsagentur'. Ingen har som Tony Blair været i stand til at kapitalisere på denne forvandling af den gamle politik med loyale kernevælgere til den nye tids politik, hvor de stadig mere individualiserede borgere foretrækker at vælge frit på alle hylder.

En anden forklaring på Blairs formodede genvalg kan måske findes i fremgangen for britisk økonomi, der har højere vækstrater og lavere arbejdsløshed end mange andre EU-lande. På overfladen hersker stadig et image af Cool Britannia, sådan som New Labour har markedsført nationen. En af sidste års britiske førende bands, Keane, der er en af Storbritanniens store eksportsuccesser, erklærer passioneret, at de er stolte af at være briter. Vibrationerne på musikscenen er så gode som ikke set i mange år, men alligevel kan man fornemme undertonen på "Hopes and Fears":

Everybody's changing. You're gone from here. Soon you will disappear, synger den unge Keane-forsanger, Tom Chaplin. This is the last time. Dette er den sidste gang.

For Tony Blair er musikken ikke stoppet endnu. Han smiler som aldrig før. Og holder brandtaler. For New Labour skal stadig brandes - det vil sige markedsføres. De gode vibrationer skal holdes i gang, indtil Blair trækker sig tilbage som premierminister og overlader tøjlerne til den populære finansminister, Gordon Brown.

Men det spørgsmål, som mange analytikere i Storbritannien stiller, er dog, om blairismen og New Labour overhovedet kan defineres som et socialdemokratisk - endsige et venstreorienteret - projekt.

Ugemagasinet The Economist har -- -- kaldt Blair for "den bedste konservative premierminister", og mediemogulen Rupert Murdochs sensationsavis, The Sun, har - efter en dyb indånding - åbent valgt at støtte Blair. Langt ind i konservative kredse er fornemmelsen, at efter otte år ved magten er New Labour stadig det bedste valg til at varetage deres interesser.

Forleden fremførte den velanskrevne kommentator Simon Jenkins i avisen The Times, at "hvis man ønsker en fortsættelse af den nuværende konservative regering, så stem på Blair". Jenkins fremhæver, at Blair-regeringen har "positioneret Labour til højre for midten", og at konservative kernevælgere klapper i hænderne over regeringens workfare-programmer og "tackling af velfærdsnassere". Uden at hæve skatterne - og med lavere afgifter på bilisme og alkohol - har regeringen sørget for flere private hospitaler, flere fængsler, en stærkere politistyrke, samt "genoplivet middelklasse-subsidierne til huskøbere og frisat jord til 'ejendomsspekulation'".

Det konservative Tory-parti, der i det 20. århundrede næsten følte, at det var født til magten, kæmper nu under ledelse af Michael Howard desperat for at erobre tvivlende og frustrerede Labour-vælgere. De har indrykket røde annoncer imod Tony Blairs personlige karakter: 'If he's prepared to lie to take us to war, he's prepared to lie to win an election.'

De konservatives problem er ikke så meget, at de stemte for Irak-krigen, og dermed ikke som de liberale demokrater kan føre en fuldblods kampagne imod Tony Blairs beslutning om at bakke 100 procent op bag præsident Bushs krig i Irak. Deres problem er, at Blair på afgørende strækninger har overtaget de konservatives politik og udmanøvreret dem på deres ideologiske hjemmebane.

"Blair går til valg som en sand thatcherist," fastslår Jenkins og tilføjer, at også på krigsfronten kan Blair stikke Margaret Thatcher:

"Han har efterlignet ladyens sørøver-tilgang til udenrigspolitikken med ikke mindre end fire krige, i Kosovo, Afghanistan, Sierra Leone og Irak."

Så hvad skal de konservative stille op? Howard - der i øvrigt selv er søn af en rumænsk indvandrer - har forsøgt i valgkampen at lufte et ønske om en hårdere anti-immigrationspolitik og farvel til FN-konventioner, men det faldt til jorden. Blair-regeringen har på en måde allerede været der ved at lave flere deportationer og skrappere regler for asylansøgere.

Eller som forfatteren John Lanchester skrev for nogle uger siden i en kommentar til London Review of Books:

"Der er virkelig ingen plads til højre for New Labour med hensyn til kriminalitet og asylpolitik - intet rum bortset fra åbent at slå til lyd for overvågning og racisme," mente Lanchester. "Indenrigsministeret er mørkets store hjerte i den britiske regering, kilden til den mest reaktionære politik" og deres "sikkerheds-krater (afledt af bureaukrater, red.) og tåber har en ønskeliste over begrænsninger i vore frihedsrettigheder."

Lanchester har tidligere været en åben fortaler for Blairs New Labour, men han er skuffet og spørger nu, hvad man kan bruge Labour til:

"Er det her en Labour-regering? Er det her, hvad vi så frem til efter 18 års Tory-regering? Krig, undervisningsgebyrer, husarrest, fuld underdanighed i forhold til amerikansk udenrigspolitik, snak om at offentlig serviceydelser 'oversvømmes' af flygtninge, den manipulerende brug af frygt, introduktionen af identitetskort, afbrydelse af habeas corpus - og er det her de gode fyre? Hvad er der sket," spørger Lanchester.

Det gør Howards konservative parti sikkert også. Deres spindoktorer river sig i håret for at finde en måde at generobre det terræn, som Blair effektivt har sat sig på. Så måske netop derfor klamrer de sig til det yderste håb, at et karaktermord og udstilling af Blairs løgne før Irak-krigen kan bane vej for et mirakel på valgdagen?

Martin Jacques, der er klummist ved avisen, The Guardian, og er tilknyttet Asia Research Centre på London School of Economics, vil ikke afvise, at valget kan byde på en overraskelse, fordi Labour i de yderste valgkredse er ved at miste terræn til både konservative og liberale. Han siger til Information, at han fornemmer et stemningsskifte:

"New Labour er ved miste pusten. I 1997 var folk begejstrede for Blairs politik, i 2001 var de tilfredse, men nu er folk ved at blive skuffede. Der er mange, som ikke føler sig så trygge, efter det blev afsløret, at Blair løj om grundlaget for Irak-krigen," siger han. "På trods af den dygtige markedsføring er der en vis tomhed i New Labours projekt. Det har i hvert fald ikke været venstreorienteret. Blair har ingen ideologi eller en klar strategi, ud over at bevare magten. Lykkes det ikke, kan New Labours projekt ende i tårer."

Jacques var i en årrække - indtil 1991 - redaktør for magasinet Marxism Today, og i 1993 var han med til at stifte tænketanken, Demos, der har støbt flere kugler til Blairs New Labour. Han tror dog, at Blair - trods alt - vil stå distancen denne sidste og tredje gang:

"Jeg formoder, at Blair vil vinde valget. Ikke fordi folk er begejstrede for hans politik som i 1997, men fordi de konservative stadig er i krise og er et svagt alternativ," pointerer han.

Martin Jacques mener, Blair har brudt med venstrefløjen og med succes har videreført Margaret Thatchers projekt fra 80'erne.

"Tony Blairs New Labour-projekt er en fortsættelse af thatcherismen. Blair opererer inden for det samme paradigme som Thatcher og har kun lavet mindre justeringer," siger han.

Martin Jacques understreger, at han overhovedet ikke deler det nykonservative og nyliberale projekt, som Thatcher satte sig i spidsen for med håndtaske og jernhårdt lederskab. Men han mener, at hun har sat sig dybere spor end de overbeviste blairister vil vedkende sig:

"Thatcher havde en fast ideologi og et politisk mod til at vise lederskab. Da hun kom til magten i 1979 afviklede hun den gamle socialdemokratiske velfærdsstat og et-nationers konsensus, der havde regeret i Storbritannien siden 1945. Gennem privatiseringer og opgør med fagforeningerne fik hun skabt en bred common sense om værdien af folkelig kapitalisme. Da de konservative løb tør for damp i 1997, kom Blair til og videreførte den thatcheristiske revolution og gennemførte flere privatiseringer, end selv de konservative ville have været i stand til. Selv om regeringen har øget de offentlige udgifter i den sidste valgperiode, har Labour gjort det uden at øge skatterne. Og det er typisk thatcherisme."

Martin Jacques medgiver dog, at Thatcher havde et andet begreb om den offentlige sektor end Blair:

"Hvor hun ikke kunne holde den offentlige sektor ud og beskar den, kan Blair nok holde den ud. Men han siger aldrig eksplicit, hvorfor offentlige løsninger i nogle sammenhænge er bedre end private. Blair er helt og holdent pragmatiker, og han er ligeglad med, om det er den private eller den offentlige sektor, der klarer opgaverne. Bare de bliver løst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu