Læsetid: 6 min.

Veje til det franske

Nu skal det handle om Frankrig. I anledning af feriemåneden vender klummen blikket udefter og glemmer for en stund alt om kreativ bogføring og de øvrige småfiflerier om masseødelæggelsesvåben og andre småting. Vi håber i den forbindelse at rigets finansminister rekreerer sig i et af sine sommerhuse og selv kan huske, hvilket ét det er
16. juli 2005

Så til Frankrig som er emne for dette og næstfølgende Intermetzo.

Det har før været berørt på denne plads, at man kan nærme sig Europas interessanteste land ad flere veje. Selvfølgelig kan man det, se blot på et kort over Europa: alle veje fører til la France, også via Rom. Men for at begynde for neden kan man vælge at liste sig ind i landet gennem Italien over Schweiz, siden nå dertil ad kystmotorvejen gennem Genova eller tage turen vestpå lidt før over de forholdsvis lave, men ganske vildsomme udløberalper i Sospel-regionen, hvor vejen sydpå blandt andet fører forbi Saorge, kaldet den tibetanske landsby. Denne lille pittoreske by højt over den snævre bjergdal minder om Tibets karakteristiske beboelser, der så at sige klynger sig til fjeldsiderne. Det var i disse skovklædte stejle bjerge at tyske SS-tropper gnavede sig fast i Anden Verdenskrig, og det derfor kostede de invaderende amerikanere blod, sved og tårer at kæmpe sig videre mod nord. Vildsvin er der også.

Kører man direkte sydpå, vejen er ren spaghetti, ender man brat i Menton, den af de franske større kyst- og badebyer på Cote d'Azur der har mindst plads mellem hav og bjerge, og hvor klimaet af samme årsag er varmt og stabilt og om vinteren mildt som i Nice. Man nærmest falder ind med døren i Menton, og så er man der og kan akklimatisere sig i en ruf og få sig en gang fruits de mer på en af de små restauranter langs strandpromenaden, hvor der altid sidder mindst en ældre englænderinde i gul cardigan og pliseret nederdel.

Men det er ligesom ikke den rigtige måde. Som nordbo bør man tilsvarende få det nordlige med, skønt man for at komme via Italien normalt jo kører over Strasbourg og dermed får en bid af Frankrig med ned over Basel.

Til Frankrig nordfra

Man har under hensyn til det nordiske flere valg, hvoraf et par stykker til her skal nævnes. To belgiske ruter fører én henholdsvis til Sedan eller Valenciennes, som også begge kan nås på rejsens første dag, hvis man ikke sidder og fedter i det eller bremses af stau på de tyske motorveje. Både Sedan og Valenciennes er jo grænsebyer med mindelser om en blodig fortid i disse omstridte egne. Valenciennes mest i Ludvig 14.'s dage, og det er så længe siden at det krigeriske dengang er blevet malerisk. Sedan siger formentlig mere om krig og ulykke, hvor den store byborg på toppen og de betydelige befæstninger rundt om byen vidner om det før i tiden aldrig svigtende hjertelige fjendskabsforhold til den store nabo i øst.

Sedan, Toulle, Metz og Verdun, grænsefæstningerne på stribe, som datidens historie-kanon præsenterede som et must, og som burde kunne forklare selv tungnemme hvor vigtig EU og UNIONEN er. Disse byer, alle med fæstningsanlæg, var indgangsporte til det ellers vanskeligt forsvarlige Nordfrankrig med de enorme landskabsdrag, hvor indtrængende hære altid har haft gode forsynings- og manøvremuligheder.

Navnet Sedan bærer denne umiskendelige klang af krig og tragedie i den fransk-tyske krig, la Débâcle, nederlaget, katastrofen, som dog ganske overskygges af Verdun. hvor et af Første Verdenskrigs værste slag stod på gennem det meste af et år og kostede i hvert fald en million mand livet. Er man til den slags og tåler mosten, bør man aflægge Verdun et besøg og erkyndige sig om, at krig også for 90 år siden foruden myrderierne var en miljøkatastrofe. Jorden oppe over Verdun er den dag i dag forurenet af djævelskabet i spræng- og gasgranater, bevoksningen lav og ussel, og det hele land- og forkrøblede skovskab omkring de store forter er arret af bombe- og granatnedslag.

Den anden vej til Valenciennes er som antydet mindre dramatisk; Valenciennes er ikke verdens morsomste by, men man kan roligt overnatte på Auberge du bon Fermier, hvor der blandt andre trofæer hænger et udstoppet vildsvinehoved. Så kan man se, hvor stor sådan en er og i øvrigt tage sig i agt i egnens underskov, hvis man er ude på at få noget på den franske. Hotellet er et af Frankrigs mest bizarre med mindelser om musketererne, der sagtens kan have henlagt deres treenighed her. I serveringsafdelingen, hvor de anrettes et dyrt og robust landkøkken, er gulvet brolagt med toppede sten; og på værelserne har de indlagt separatlokum uden loft over. Dette kan virke forstyrrende på romantikken for begge parter, hvis man gerne vil bevare illusionen om det lydefri i samlivet.

Fra Valenciennes går den lige vej til byernes by eller til de komplicerede omfartsveje - hvis man skal videre syd- eller vestpå - hvor bilkøerne efterhånden er så humoristiske, at man kan undre sig over, om nogen nogensinde kommer på arbejde eller hjem igen. Men det er svært og endnu mere benzin- og tidskrævende at komme uden om Stor-Paris, så man kan lige så godt først som sidst kaste sig ud i kaos eller den kroniske centraleuropæiske trafikprop, som de kalder færdslen på de kanter.

Den anden eller tredje mulighed er vejen over Metz, som er blevet skildret før i disse spalter, og som i redigeret form nu gentages.

Alsace-køkkenet

Metz som man når over Köln, Koblenz, Trier og Luxembourg - heraf en lille bid ud for de smukke Moselvinbjerge i grænseområderne mellem Tyskland og Luxembourg på ikke-motorvej. Metz er i sig selv en nydelig by, charmerende med mange unge, fordi der er et stort universitet med liv og glade dage og mange relativt gode restauranter. Man kan i øvrigt også hvis det skal være i denne udprægede indlandsby få fruits de mer - i restauranten La Méditerranée neden for den smukke og kompakte og meget højskibede domkirke, som altid er under restaurering og udstyret med pragtfulde glasmalerier, som er belyst indefra om aftenen. Værten på middelhavsrestauranten, der har lukket hver onsdag, kæfter op i ét væk med en stemme som en skovl over et kældergulv; men man kan jo lade, som om at ens fransk ikke er for godt, hvilket som regel heller ikke volder de store problemer.

Metz, hvor man overnatter på Hotel de Metz i gågaden - et gammelt hyggeligt borgerhotel med knirkegulve og højt til loftet - er dog ikke så raffineret en madby som Strasbourg, der jo også er internationalt mødested for folk ved muffen og kan byde på lidt af hvert. Først og fremmest Alsace-køkkenet selvfølgelig med den klassiske choucroute, det tyskerne kalder Eisbein mit Sauerkraut. Det lyder slemt, men kan være herligt, hvis det ikke er for heftigt. Surkålen dampes i tør hvidvin og svineriet der hører til skal helst ikke have levet for fedt.

Strasbourg kan rent bortset fra en fin middelalderbykerne, Petit France, der dog blev noget medtaget i Anden Verdenskrig, som bekendt også opvise en domkirke, der siger sparto. Man kan komme op i den, hvad Baggesen gjorde, men man skal lade være, hvis man har ubehag ved højder. Baggesen klatrede - Gud hjælpe én bare ved tanken! - op i spiret - der er kun det ene - og skrev bagefter i Labyrinten forførende begejstret om sin egen bedrift. Det må man ikke mere, klatre op i selve spiret, skønt man nedefra aner trappen. Men turen op til stumptårnets platform er mere end rigeligt. Stærke mænd med hår både her og der har efter sigende fået deres bekomst i Strasbourg. Latent højdeskræk bryder frem, fordi rækværket mod det svimlende svælg mod den snævre gade sidder under knæhøjde. Alene denne skildring vil give folk med lidelsen - ikke dem der bare får kriller, fordi der er langt ned, men folk med ægte uforfalsket hypsofobi - fobofobi, angst for alene at opleve angsten og klam fodsved i spandevis.

Således forbinder nogen Strasbourg med gåseleverpostej, EU eller choucroute. Hypsofobikere tænker på domkirken med skrækblandet rædsel og dyb fascination over at nogen nogensinde har kunnet og turdet bygge noget så himmelstræbende svimlende. Der er ganske vist så meget der er højere i vore dage, men ikke som denne himmelstyrtende middelalder. Ren vertigo a la France.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her