- gennem violinspil og fortællen hos Selma Lagerlöf, hvis nye bog bestemt ikke skuffer
Somme tider kan man møde tildragelser, der fremstår som symboler, som tegn man må tyde. Der var en eller anden mening med det, der nu hændte ham.
Sådan lyder det et sted tidligt i Selma Lagerlöfs beretning i En herregårdshistorie om den unge Uppsala-student Gunnar Hede, der hellere hengiver sig til sjælfuldt violinspil end til studier, der kunne føre ham i position til at redde slægtens herregård fra økonomisk ruin. Det er det tilfældige møde med nogle cirkusfolk, der med sig fører en 13-årig pige med stjerneøjne. Han bliver rørt over hendes situation. Hun duer ikke som artist, forstår han og udgyder sig i stedet om denne Ingrids menneskelige fremtid ved en elsket mands side. Hun glemmer det aldrig, men han undlader at se og tyde tildragelsens tegn.
Det oven anførte citat viser forfatteren som den tilstedeværende kommentator, som både fører sine personer og for læsernes øjne eksperimenterer med deres skæbne, indtil de selv ser den i øjnene. Ikke ulig en yngre skæbnefortællerske, der også leverede En herregårdshistorie (fra Sidste Fortællinger). Karen Blixen fulgte Selma Lagerlöfs episke tradition op. Fælles for disse to fortællinger er også den betydning, deres mandlige hovedperson tillægger en forfaders handlemåde, hos Blixen et skyldmotiv, hos Lagerlöf et købmandskab og dertil et personligt skyldmotiv. Og så i øvrigt ikke flere ligheder. Men tegnet, tegnet, man skal forstå!
Ledemotiver
Violinen og musikken er et ledemotiv. Gunnar Hedes farfar havde tjent kassen som bissekræmmer og spillemand og opført den statelige gård i en fattig egn i Dalarne. Kramsækken og violinen hænger som klenodier på væggen. Hede fatter nu den beslutning at investere i en stor flok geder nordpå, som han så driver mod mere købedygtige egne, men de omkommer ynkeligt undervejs i en forrygende snestorm. Den katastrofe og det, at hans kæreste slår op med den umulige projektmager, bevirker, at han lukker sig inde i anger og mister sin forstand. Han driver om som en latterliggjort kræmmer, der går fra gård til gård og bøjer knæ for hvert dyr, han møder. Ynkværdig, men, viser det sig, snart alligevel formuende. Han kan nogle dage om året optræde som den unge herremand.
Ingrid, som er optaget i et snæversynet præstegårdmiljø, vantrives, sygner hen, dør. Fortællingen nægter sig ingen makabre effekter. Inden graven kastes, følger vi Ingrid i kisten. Den fjogede dalkarl dukker op og giver sig til at spille for den døde pige, mens følget endnu holder til kirken.
"Se, det fine ved det hele var at det slet ikke var dalkarlen der spillede, det var hans violin som kunne huske et par små melodier".
Og musikken får hende til at drømme, hjertet til at slå i den skindøde Ingrid, livslysten til at indfinde sig. Det er en lang og fint udpenslet scene, langsomme erkendelser, gennembrud, som forhales i dette forkomne sjælemøde af både eventyrlig og folkelig psykologi. Da han får arbejdet kistelåget af, og hun klavrer op og står der i liglagen, upassende klædt, ængstes hendes blufærdighed ved at skulle ses af folk, og hun får dalkarlen til at gemme hende i sin sæk og drage af sted. De genkender ikke hinanden.
Fortællingen handler om den forvandling, der skal til, før tilkoblingen til det første møde kan finde sted og kærligheden komme til sin ret. Det er Ingrids kamp for at afdække angsten, hæve fortryllelsen, som han og huset er hildet i. Hun optages i herregårdens liv, der ellers er under flagermuskvinden Fru Sorgs skumle tilsyn, mens Ingrid sanser 'studentens' nærvær.
Træsnit
Det er en fantastisk fortælling, en slags skæbneanekdote med en træsnitagtigt moderne psykologi, mærket af sin tids patologiske studier, affattet som den er i 1899, hvor der ordentlig var gang i moderne spøgelser, vanvidsanfald, ekstrem symbolik og sammensyninger af en lurende anelse om meningsløshed til særlige synteser. Her er budskabet at pleje evnen til at glemme sig selv eller finde sit oprindelige jeg, at blive genkendt i kærlighed. Mennesket har brug for at høre, at nogen holder af en.
"At befinde sig midt i al denne store stumhed der omgav hende, var som at gå og finde vej i den vilde skov. Ikke et menneske gav hende svar eller råd. Hun fik lige meget svar af fyr og gran og egern og den store hornugle som af mennesker."
Men så falder svarene i den skønne forårsnatur og dens pinsestemning.
Bogens usædvanligt smukke omslag med et tidstypisk fotografisk kvindeportræt lover en rejse i drømmens verden, og læsningen skuffer ikke, som den fremstår i Anne Marie Bjergs fintmærkende nyoversættelse, del i et større Lagerlöf-projekt, der senest har omfattet fortællingen Hr. Arnes penge, erindringerne Mårbacka og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige. Må rejsen bare fortsætte.
n Selma Lagerlöf: En herregårdshistorie. Roman. På dansk ved Anne Marie Bjerg. Gyldendal 176 s. 175 kr. ISBN 87-02-04605-2.
