Læsetid: 4 min.

Vejen frem i Israel

6. april 1998

Ingen kan benægte en historisk kendsgerning: At vejen til fred i Mellemøsten har været belagt med miner, siden staten Israel blev grundlagt i 1948. Efter den sidste krig under Yom Kippur i 1973, er en fredsordning langsomt rykket tættere på, men minefeltet er stadig ikke ryddet. Vejen frem er trang. Ifølge Oslo-aftalen fra 1993 skal de sidste og afgørende forhandlinger om dannelsen af en palæstinensisk stat, herunder aftaler om Jerusalems status, begynde i maj 1999.
Kun uforbederlige optimister sætter lid til denne dato. Benjamin Netanyahus regering har siden sin indsættelse i 1996 konsekvent har søgt at forsinke og i visse tilfælde hindre tilbagetrækningen af israelske tropper fra Vestbredden. Men til dette skal man lægge en formildende omstændighed: Som en lille nation omgivet af arabiske stater har Israel en legitim interesse i at være bekymret for sin sikkerhed, når Vestbredden en gang i den nære fremtid vil blive styret af palæstinenserne.
Man bør erindre, at befolkningen i Gaza og Vestbredden er splittet i loyalitet mellem Yasser Arafats moderate bevægelse og Hamas, den muslimske modstandsgruppe, hvis militære fløj Izzadin Kassam har udført utallige bombeattentater mod civile i Israel. Det kan derfor aldrig blive let for Israel, uanset om Likud eller Labour sidder ved magten, at trække sine soldater tilbage fra de besatte områder uden meget håndfaste sikkerhedsgarantier fra både Arafat og Hamas. Men hvordan opnå det, når disse to repræsentanter for palæstinenserne taler og agerer med to tunger?

Netanyahu har gang på gang vist, at han kan udmanøvrere sine fjender og mestre den politiske kunst lige så eminent som Arafat. Et af hans velkendte tricks er at slå Arafat i hartkorn med Hamas. I fredags sagde han f.eks., at Israel vil tillægge det palæstinensiske nationalråd det fulde ansvar, hvis Hamas som lovet tager hævn for sidste uges mord på dets bombe-ekspert Muti Sharif. En terroraktion mod civile i Israel, antydede Netanyahu, vil sætte en stopper for fredsprocessen. USA's udenrigsminister Madeleine Albright gentog budskabet i en samtale med Arafat samme dag.
Igen er det forståeligt, at den israelske regering føler sig foranlediget til at true Arafats styre med repressalier, med mindre det palæstinensiske politi og sikkerhedstjeneste gør mere for at slå ned på Hamas' militære fløj. Men man kan ikke andet end mistænke Netanyahu for at have andre motiver. Siden sejren over Simon Peres under chokvalget i 1996 har regeringschefen aldrig tonet rent flag i fredsprocessen. Han har vekslet mellem at være ideolog og pragmatiker. Det sidste var han, da Israel trak sig ud af Hebron på Vestbredden i januar 1997. Resten af tiden synes han at have været ideologen, der stadig drømmer om et Stor-Israel, omfattende Judea og Samaria, det hebraiske navn for Vestbredden.
Nu er det igen på tide, at Netanyahu ifører sig pragmatikerens udrustning. Den anden af tre planlagte rømninger af Vestbredden står for døren og det haster med at komme igang, for ellers når man aldrig at få gennemført den tredje og sidste inden maj 1999, hvor territoriernes og Jerusalems endelige status skal forhandles på plads. Hvis denne i Oslo-aftalens fastsatte tidsfrist bliver overskredet, har Arafat truet med at erklære en uafhængig stat i de områder, som det palæstinensiske nationalråd kontrollerer, hvilket er 70 pct. af Gaza og 27 pct. af Vestbredden, og måske mere om et år. En sådan udgang på fredsprocessen ville være en sand katastrofe for alle parter, inklusiv USA. Mellemøsten kunne eksplodere.
Hamas håber naturligvis på dette scenario. Det gør Arafat ikke.

Hans eneste udvej er at spille duksedreng og samarbejde med USA; ellers giver Netanyahu sig aldrig. Det er på den baggrund, man skal forstå meddelelsen i denne weekend, at det palæstinensiske nationalråd accepterer et amerikansk kompromisforslag, som kræver israelsk tilbagetrækning fra 13 pct. af de besatte områder. Arafat havde oprindeligt foreslået 30 pct. Netanyahu står fast på 9 pct., skønt han efter alt at dømme er villig til at hæve andelen til 10-11 pct.
Men uenigheden går selvfølgelig ikke på procenter. Nej, det er supermagtens rolle som mægler, der står på spil. Netanyahu frygter med rette, at USA's tålmodighed med hans stop-and-go politik nu er sluppet op. Hvis Washingtons strategiske interesser i Mellemøsten skal plejes - herunder en fortsat isolation af Irak og en åbning over for Iran - kan præsident Clinton ikke lade sig kue af Israels siddende regering. Fredsprocessen skal på skinner igen. Derfor har Albright truet Israel med at offentliggøre USA's udspil, som bl.a. kræver en fastfrysning i det nuværende antal jødiske bosættelser i de besatte territorier og øst-Jerusalem. Hvis det bliver udfaldet, vil Netanyahu pludselig stå isoleret, eftersom Arafat nu støtter det amerikanske forslag. Én i sandhed farlig politisk situation for Israels premierminister.
Det kan derfor ikke undre, at Likud-chefen i sidste uge bad sin lobbygruppe AIPAC i Washington om at skaffe hjælp fra Senatet. Til stor overraskelse for mange skrev 81 ud af 100 senatorer under på et brev, stilet til Clinton, hvori de opfordrer den amerikanske regering til kun at lægge pres på palæstinenserne og lade Israel afgøre sine egne sikkerhedsbehov. Denne public relations sejr kan imidlertid hurtig give bagslag for Netanyahu. Al den goodwill, han har oparbejdet i det jødisk-amerikanske samfund, er nu opbrugt.
Blækket var næppe tørt på senatsbrevet, førend lederne af de største jødiske organisationer i USA samledes og formulerede deres eget brev til Clinton. Ordlyden kendes endnu ikke, men budskabet er klart nok. "Hvis De, hr. præsident, vælger at ignorere Senatet og offentliggører det amerikanske udspil, så har De vores støtte." Netanyahus time er kommet. Nu bliver han tvunget til at vise sit sande ansigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her