Læsetid: 3 min.

Vejen til medmagt

20. marts 2000

THORKILD SIMONSEN har sagt det, efter at han stoppede som indenrigsminister. Demograferne har forudset det. Morgenavisen Jyllands-Posten påpegede det sidste lørdag. Information har vist det: Danmark er på vej til at blive multikulturelt.
Udviklingen er uafvendelig, og den nye tid er ved at slå igennem overalt i det danske samfund. I de sidste måneder har dagsordenen i den danske udlændingedebat flyttet sig. Fra at være et spørgsmål om, hvordan man forhindrer udviklingen mod et multikulturelt samfund. Til at være en diskussion om, hvordan vi så tackler den nye situation.
I denne avis har artikelserien "Når Danmark bliver multikulturelt" sat fokus på den multikulturelle hverdag, som vi allerede kender den: I den professionelle sportsverden, i den toptunede del af erhvervslivet, inden for kunsten, religionen og kærligheden.
For det er i hverdagen, kulturmødet foregår. Og det er i dagligdagen, dette møde skal fungere.
Det gør det for eksempel, når en præst og en imam på Nørrebro i København går sammen om at lære muslimske og kristne børn at respektere hinanden. Men det gør det eksempelvis ikke, når dele af den danske kunstelite lukker sig sammen om sig selv.

HVIS KULTURMØDET skal lykkes, kræver det selvsagt engagement fra begge sider. Det nytter ikke noget, hvis en gruppe irakiske flygtninge i Hvide Sande forventer, at de lokale indbyggere skal komme til dem, mens Hvide Sandeboerne mener, initiativet skal komme fra de nytilkomne.
En fastlåst situation, som den i Hvide Sande, er et eksempel på den fare, der er for, at det multikulturelle samfund bliver et opdelt - fremfor et helt - samfund. At samfundet kommer til at bestå af en række grupperinger, som bliver i egen lejr og ikke arbejder sammen.
Sådan et samfund ønsker de færreste velsagtens. Idealet må være, at alle borgere i Danmark - uanset kulturel eller etnisk baggrund - betragter sig selv og hinanden som medborgere i dette land. Kun hvis vi har dette fælles udgangspunkt og ønske om at fungere sammen i samme samfund, vil kulturmødet lykkes.

ET FÆLLES ønske om et helt samfund er dog langt fra nok, hvis fremtidens Danmark skal fungere. Hvis vi virkelig skal tage medborgerskabet alvorligt, kræver det, at vi alle er medspillere i demokratiet og er med til at påvirke samfundets udvikling. Men det går trægt.
Der er med kommunernes integrationsråd blevet gjort et spædt forsøg på at få indvandrere ind i det danske demokrati. Men integrationsråd er kun blevet oprettet i 12 ud af landets 275 kommuner. At integrationsrådene derudover kun har en rådgivende funktion, viser blot hvor lang vej der i virkeligheden er til magten. På samme måde viser undersøgelser, at indvandrere ligger 20-25 procent under danskere, når det gælder deltagelse ved kommunalvalg.
Indflydelse kommer ikke af sig selv. Vi skal selv engagere os i det demokrati, vi gerne vil have. Som dansker eller pakistaner. Som buddhist eller jøde. Som kvinde eller mand. Vejen går gennem magten - det handler om at være med, hvor det sker. Der, hvor de faktiske beslutninger bliver taget. I skolebestyrelser, i fagforeninger, i byrådet. I fællesskab. Ikke bare i minoritetsforeningerne eller i kolonihaven.
DET LYDER jo nemt nok. Men en forudsætning for det er naturligvis, at man er i besiddelse af et minimum af ressourcer og personligt overskud. For den danske pensionist, der har problemer med at få sin hjemmehjælp, kan det være svært at have overskud til at ønske udlændinge velkommen i det danske samfund. For den traumatiserede afghanske krigsflygtning skal der noget til at lægge fortiden på hylden og sætte sig op til at kæmpe for bedre afspadseringsregler på tekstilfabrikken i Ikast.
Og man kan i den forbindelse sætte spørgsmålstegn ved, om de personlige ressourcer har haft de bedste vækstbetingelser med den social- og arbejdsmarkedspolitik, der er blevet ført gennem de senere år.
Faktum er i hvert fald, at der hersker en grundlæggende stemning af afmagt både blandt danskere og indvandrere.

DEN STORE udfordring i det multikulturelle samfund bliver at vende afmagt til medmagt. Det gøres ikke ved at fortsætte brok-diskursen - uanset etnisk og politisk baggrund. Det gøres heller ikke ved at lukke øjnene for de problemer, som er her eller vil komme.
Vejen til medmagt har to forhindringer: For personer med anden etnisk baggrund end dansk handler det om at turde tage del i magten. For personer med dansk baggrund handler det om at have selvtillid nok til at turde dele den.
Også til hverdag. moust & brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu