Læsetid: 5 min.

Vejen til stjernerne

I sin roman 'Stjerneknappen', der svæver i toppen af de franske bestsellerlister, forsvarer den 86-årige franske forfatterinde og feminist Benoîte Groult retten til selv at bestemme, hvornår hun vil dø
31. maj 2006

Det sidste, jeg havde forventet, var, at jeg ville komme til at græde. Men det er sådan, hun gør, Benoîte Groult. Med en blanding af tør humor og barske observationer inkarneret i personer af kød og blod, tager hun lige vejen fra hjernen en tur over hjertet og så begynder man at tude.

Man tuder, fordi hovedpersonen ikke alene er gammel, og derfor nok snart skal dø, men også fordi hun selv vil bestemme hvornår, og at man i den grad kan forstå hvorfor. Når man kommer til sidste kapitel af La touche étoile - Stjerneknappen - er man mæt af hendes liv, man kan mærke besværet ved en gammel krop på sin egen krop, man kan føle tabet af venner og elskere langt ind i sin egen sjæl, og da hun oven i købet har haft den frækhed at ødelægge det sidste idylliske billede af, hvordan forholdet til afkommet kunne være, i et spidende portræt af det oldebarn, hun ikke har den mindste positive følelse til overs for, kan man godt se at løsningen en dag må være at gøre en ende på det hele.

Men man tuder især, fordi man bare ikke vil have, at den slags skarpe, bevidste, kæmpende mennesker som Benoîte Groult skal dø, også selv om det selvfølgelig er hendes romanperson Alice, der har tænkt sig at tage billetten til stjernerne. At Benoîte Groult selv i en alder af 86 er pokkers spillevende, det vidner denne roman, med hvilken hun for en tid har lagt sig i spidsen af bogkapløbet i Frankrig, foran selveste Dan Brown, med al tydelighed om.

Nøje planlagt selvmord

Egentlig havde jeg købt Groults roman, fordi jeg fandt det interessant, at nu mindst tre franske feminister havde taget alderdommen og døden som tema. Simone de Beauvoir, både med Alderdommen og Alle mennesker er dødelige, Mireille Jospin, den tidligere socialistiske premierminister Lionel Jospins mor, jordemor og forsvarer for fri abort og prævention, der begik et nøje planlagt selvmord som 92-årig beskrevet af datteren Noëlle Chatelet i den også tårevædende La dernière leçon - Og nu Benoîte Groult. Når man dertil føjer andre feminister som australieren Germaine Greer eller amerikaneren Betty Friedman, synes der at være noget ved alderdommen, der har med kvindeligheden at gøre. Noget med på hvilken måde, man er et subjekt på, et menneske, der vælger sit liv i stedet for blot at være underkastet betingelserne. Og hvad man så skal stille op med denne hårdt vundne frihed, når man nærmer sig livets sidste tærskel, og alle har utrolig travlt med at tage friheden fra én. Ikke mindst kapitlet, hvor Groult fortæller om sine forsøg på at gøre sig klar til at tage billetten og sammenligner med lægernes modstand mod at tale om abort i 1950'erne, kan få det til at løbe meget, meget koldt ned af ryggen på sådan én som mig, eller enhver der kan have lidt besvær med at være fri.

Når hun oven i købet beretter, hvordan hun smider sine gamle strikkepinde ud, og ikke så meget tænker over de babysokker, hun har strikket, som på hvordan de blev brugt til at abortere, og hvilken der var mest velegnet, så er det at noget abstrakt og noget meget konkret, der falder mirakuløst sammen.

Borger som 25-årig

Friheden kom sent til Benovet Groult. I bogstaveligste forstand blev hun først et subjekt som 25-årig, hvis man læser subjekt, som man kan gøre det på fransk, hvor det også betyder, at være borger i et samfund. Når man er 86 år, spænder livet præcis over de store feministiske kampe i det 20. århundrede, og Groult fik først stemmeret som 25- årig. Sådan er det da også for Alice, som også er feminist, i Groults roman. Og hvis jeg blander hovedpersonen Alice sammen med Benoîte Groult, er det fordi Groult altid har blandet sit liv og sin fiktion sammen i en jubilatorisk opløsning af de grænser, man ellers kan værne om mellem privat, offentligt og fiktion. En opløsning Groult har gjort til sit levebrød som essayist og forfatter. Og som ikke mindst var del af hendes stædige kamp for at feminisere fagudtryk. Groult er forfatterinde og var en tid i 80'erne del af et ministerium, der prøvede at instituere den slags nye kvindelige betegnelser.

Efter at have skrevet adskillige romaner i fællesskab med sin søster Flora, fik Groult sit andet store gennembrud i 1975, 55 år gammel, med essayet Ainsi soit elle - Sådan er hun - der var - ja grin bare, men det var tider - et kæmpeforsvar for klitoris. Og et angreb mod omskæring af kvinder, der ellers dengang af visse venstreorienterede blev forsvaret som en særlig kultur, man ikke skulle blande sig i. Groult blandede sig og har senere beskrevet, hvordan hun modtog breve fra taknemmelige mandlige læsere, der berettede om, hvorledes de siden hen havde rørt ved deres kvinder på en helt anden måde.

Overbærende hensyn

Men hovedpersonens Alice er aldrig blevet rørt særlig godt af sin mand, for han er født i en anden tid og har ingen øvelse. Så må man jo tage sig en elsker, også selv om det er besværligt. Groults roman tager de store temaer op, men i kød og blod og kærlighed, alt sammen overvåget af skæbnegudinden Moïra, i et måske ikke særligt fikst fortællerteknisk greb. Og således får hun fortalt om den besværlige frihed, om mænd og nødvendige elskere, om børn, børnebørn og oldebørn. Og ikke mindst om at blive gammel, for det var da det sidste, hun forventede at blive.

Beskrivelserne af forhandlingerne med sine knæ om at gå ned af en trappe er uforlignelige. Men ikke mindst beskrivelserne af denne helt sikkert udbredte fornemmelse af, at det aldrig vil ramme én selv. Netop fordi gamle mennesker er af den slags, man ikke behøver at tage hensyn til. Ikke et alvorligt hensyn i al fald. Et høfligt eller overbærende hensyn - ganske som det var kvinder tildels engang, hvor de ganske vist ikke havde stemmeret, men hvor man holdt døren for dem.

Benoîte Groult kan bebrejdes for at være en overklassefeminist. Elegant er hun i al fald i en skrift, der kommer fra en tid, hvor der blev kæmpet, og man havde tid til at kæmpe, som hun skriver, for hun havde barnepige, mens hendes barnebarn må tumle med lukketider i børnehaven og mænd, der forbliver mandschauvenistiske, og oldebørn der ser ud til at styre lige lukt imod en ny pailletfyldt, videospil remotecontrolpenisforlængende udgave af de gamle mønstre. Det er ikke sikkert, at Groult, der er medlem af foreningen 'Retten til at dø en værdig død' bliver tilbage i denne verden for at se næste udgave af verdens soap. Hun har nok trykket på stjerneknappen inden da.

Benoîte Groult: La touche étoile. Grasset, 283 s., 17,90 euro. ISBN 2246670314

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her