Læsetid: 6 min.

Vejen til verdens ende

19. august 2006

Den moderne pilgrim går ikke så meget op i bodsgang og kirker, men mere i fællesskab og sig selv. Pilgrimsruten til Santiago de Compostela er vældig populær

Før nogen i Europa vidste, at Amerika fandtes, og at Jorden faktisk var rund, sluttede europæernes verden længst mod vest i Nordspanien ved Cap Finisterra.

Og her slutter vandringen. Definitivt. For man kan ganske enkelt ikke komme længere. Foran ligger kun det uendelige Atlanterhav. For pilgrimmen slutter dage, uger, måske sågar måneder til fods her. Fra Pyrenæerne, fra Leon, eller måske helt fra Danmark eller et andet sted i Europa har man været undervejs. Her slutter den næsten 1.000 år gamle pilgrimsrute, Jakobsvejen eller Caminoen, som den kaldes, hvor den hårdt prøvede, men lykkelige pilgrim ifølge traditionen brændte sit tøj og kastede vandrestaven i havet.

Få dage forinden er det egentlige, konkrete mål, Santiago de Compostela, nået. Forudsætningen for pilgrimsmålet er den mildt usandsynlige legende om apostelen Jakob, der skulle kristne Spanien, men uden de store resultater vendte tilbage til Israel, hvor han led martyrdøden. Legenden fortæller, at et par af hans disciple satte den døde krop til søs - og at den så dukkede op noget senere på Spaniens vestkyst. Det, der var tilbage af ham, ligger i en kiste i byens imposante katedral. Meget skidt kan siges om den katolske kirke gennem tiderne, men den har altid været fabelagtig til at sætte ting i scene. Også den daglige pilgrimsmesse i Santiago ledsages af et decideret show, når en større flok præster sætter et gigantisk røgelseskar i svingninger tværs gennem kirkeskibet.

Den moderne pilgrim

Her ved vandringens afslutning er kroppen og sindet tilsyneladende toptrimmet efter adskillige hundrede kilometer til fods. Men glæden over at være nået frem kombineres med en stille ængstelse over ikke at skulle bevæge sig længere og skilles fra de mennesker, man har mødt på vejen. Bevægelse er den bedste kur mod melankolien. Og at dømme ud fra tilstrømningen på Jakobsvejen er der behov for bevægelse.

Den traditionelle pilgrim var på bods- eller takkerejse i forholdet til Gud, eller ganske enkelt bare ude på at slippe væk hjemmefra. Den moderne pilgrim er ude i et personligt projekt. Som Jan fra Utrecht i Holland, der til daglig går på katolsk præsteseminar om dagen, øver med rockbandet The Last Supper om aftenen, lige indtil han skal hjem til kæresten. Der er et valg, der skal træffes. Eller som en hel flok tyskere, der vælter ud af Mercedes-bussen ud for at tilbagelægge nogle få kilometer på ruten - alle med den obligatoriske jakobsmusling om halsen og vandrestaven formet som et kors ved hånden, så man skal passe på ikke at miste et øje under overhalingen. Eller som det belgiske ægtepar, der solgte både hus og butik og har spadseret hele vejen fra Bruxelles. Små hundrede kilometer fra Santiago ved de stadig ikke, hvad de skal gøre, når de er ved vejs ende. Men det bekymrer dem ikke.

Gamle sandheder og både hele og halve klicheer står i kø - det er vejen og ikke målet, der er det afgørende. Vandringen er en sjælens rejse. Den moderne pilgrim søger personlig udfordring og tid og ro til en fordybelse, der er langt fra oplevelsesturismens insisteren på, at overlæsse den korte ferie med større og mere spektakulære oplevelser. Pilgrimsvandringen er noget helt andet, for mens religionen i det offentlige rum er et stærkt politiseret felt, trives mere personlige, spirituelle former i bedste ubemærkethed. Behovet for et alternativ til hverdagens mange valg og stramme program er udtalt.

Ruten er nærmest overbefolket - spaniere, brasilianere, alskens europæere, og sågar japanere er undervejs i eukalyptusskovene i det frodige Galicien. Man møder dem på de statsdrevne refugier, hvor frivillige tilbringer ferien eller pensionisttilværelsen med at drive et af de gratis overnatningssteder. Eller ude på ruten, hvor der udveksles selvfølgeligheder, erfaringer, motiver og vidtløftige tanker om kærligheden og livet som sådan. Alle følger de karakteristiske blå og gule farver, der pryder camino-skiltene og minder om, at også EU har en finger, eller måske snarere en stor pose penge, med i spillet.

Man er selv med

Halvvejs til Santiago har kroppen fundet sin rytme. Nu virker det helt naturligt at stå op klokken seks og tilbagelægge de første 15 kilometer inden frokost - for hvad skulle man ellers give sig til. Og målet nærmer sig med faretruende skridt. Det er nu svært at forestille sig, at man på et tidspunkt ikke skal gå længere - for perspektivet er befriende kortrækkende - det begrænser sig til i aften, måske til i morgen. Det eneste, der skal tages stilling til, er: Hvilken vej skal jeg, hvor skal jeg sove, og hvad skal jeg spise? Det lyder unægtelig ikke vanvittig spektakulært - men heri ligger vel også hele pointen, det enkle liv.

Den britiske forfatter Alain de Botton har gjort den meget fine iagttagelse, at få ting er så spændende som tanken om at rejse - men at de fleste rejsemål i sidste ende opleves som skuffende, fordi de attraktive billeder og beskrivelser i rejsekataloget har en væsentlig mangel: Man er ikke selv med på dem. Når man forestiller sig rejsen, glemmer man den krop og det hoved, der uværgeligt følger med. Når man faktisk er ankommet til rejsemålet, er det måske for varmt, man kan ikke sove, den fremmedartede mad er ikke god for maven, man bekymrer sig om alle de penge, man bruger, og var man melankolsk anlagt, inden man tog af sted, er man det såmænd nok også på ferien. Og det stod der ikke noget om i kataloget.

Sådan er det selvfølgelig også på Caminoen. Det er ikke storslåede naturoplevelser, kulturhistorie og storslået arkitektur det hele. Kroppen har også sit at skulle have sagt - særligt fødderne synes meget insisterende at minde én om, at pilgrimsfærden oprindeligt var en bodsgang. Men alligevel er det, som om vandringen i udgangspunktet er et personligt projekt. Det er netop ikke stedet, ikke målet, der er det centrale, men derimod vandringen i sig selv, og så er det mindre vigtigt om landskaberne lever op til forventningerne, eller katedralerne er lige så flotte som på billederne - hvad end bevæggrundene til rejsen måtte være - sportslige, religiøse, spirituelle eller noget helt fjerde.

Ved vejs ende

Med blot hundrede kilometer tilbage føles rygsækken ikke længere tung og forholdet til støvlerne kunne ikke være bedre. En tidlig morgen i de tågeindhyldede, Caspar David Friedrich-agtige landskaber ved spøgelsesbyen Foncebadon giver det hele virkelig god mening.

Og vejen har da også givet stof til en og anden litterær skildring af varierende kvalitet: Den litterære mester ud i livsklogskabens papmachefigurer, brasilianske Paulo Coelho, fandt materiale til sin verdensomspændende bestseller Alkymisten på Jakobsvejen, mens danske Jeppe Brixvold i sit Hæfte lod sin melankolske jeg-fortæller kaste sig ud fra klipperne ved Finistera efter afsluttet vandring. Mere vidtløftigt og finurligt er det hos hollandske Cees Noteboom, hvor rejsen til Santiago ikke vil tage nogen ende, og han lader sine omveje og svinkeærinder rundt i hele Spanien blive et storslået sindbillede på søgen efter mening.

Det er som om, vejen kræver overvejelse. Alene de mange timer på vejen - langsommeligheden, monotonien og selve den fysiske udfordring giver gode betingelser for ro. For Caminoen er ikke en vandresti som i Himalaya eller Alperne - den har en historie og en tradition, som man ved sin blotte tilstedeværelse indskriver sig i. Den er blevet gevaldig befærdet de seneste år - den fastlagte rute til trods går alle deres egne veje, og ruten er et fællesskab af de mest forskellige personlige historier og skæbner.

Ved vandringens begyndelse en kølig morgen i Pyrenæerne, var det ikke til at vide, hvad man skulle forvente. Og ved verdens ende er man ikke stort klogere, men en hel del erfaring rigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu