Læsetid: 2 min.

Og vejret...

27. juli 2005

Hver sommer sker det igen. Telegrammerne fra hele verden melder om den hidtil værste tørke, den hidtil værste storm, det hidtil værste skybrud, den hidtil værste hedebølge. Og måske det hidtil varmeste år siden verdens forbrug af kul og olie og gas tog fart. I år har der været tørke og skovbrande i Spanien, skybrud i Alperne, en dødbringende hedebølge i USA, tørke i Niger og meldinger om, at tornadoerne i Caribien, hvoraf Emily er den første, bliver flere og kommer tidligere.

Og ja: Meldinger fra klimaforskerne om, at 2005 måske bliver det hidtil varmeste år.

Der sidder man så med sine fornemmelser. Bygerne går og kommer. Der er vejr, og der er uvejr. Men hvert enkelt uvejr er blevet et tegn på den risiko, vi har påført os selv. Jo mere pres, vi lægger på verdens klima med vores udslip af drivhusgasser, jo mere får vi af den slags ekstremt vejr.

Ganske langsomt, næsten så langsomt som isen flyder i en gletscher, er risikoen blevet til almen viden. Bekymringen over den globale opvarmning er ikke mere forbeholdt de bekymrede forskere og miljøbevægelser og aviser som denne. Nu er risikoen blevet en del af storpolitikken og de globale mediers dagsorden.

Dette års foreløbigt største øjenåbner er målingerne fra Grønland, som viser, at den store Kangerlussuaq-gletscher glider mod havet med tredoblet fart. Professor Gordon Hamilton fra Maine Universitetets klimaafdeling, om bord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise har målt gletscherens fart med GPS-udstyr til 14 kilometer om året. I 1988 var farten omkring fem km. Samtidig smelter den syv kilometer brede og en kilometer høje gletcher hurtigere end før, så kanten har trukket sig fem kilometer tilbage.

Hvis afsmeltningen af Grønlands indlandsis for alvor begynder at gå stærkere, end sneen falder, og ny is dannes, er det på langt sigt en katastrofal nyhed for de hundredevis af millioner mennesker, der bor i lavtliggende områder nær ved havet. På tusind år vil verdenshavene stige syv meter, hvis al indlandsisen smelter, på kortere sigt vil mange mennesker miste deres liv eller levevej, når vandene stiger. Især i lande, hvor de ikke kan værne sig med diger og varselssystemer.

Lidt længere mod nord, i Ilulissat, har miljøminister Connie Hedegaard om tre uger inviteret sine mini-sterkolleger fra mange lande, men især fra de store vækstlande i Asien og Latinamerika på besøg.

Hun vil vise dem de tegn på ødelæggende virkning af den globale opvarmning, der er særligt tydelige i Grønland. Og hun vil tale med dem om, hvordan de gamle industrilande og de store lande med behov for en fortsat høj vækst kan arbejde sammen om at begrænse risikoen i fremtiden.

Ingen nem opgave så længe konkurrencen om vækst og voksende vækst er den afgørende faktor i det globale økonomiske system, begge parter er del af. Kun mulig at løse, hvis de, der har magt, indser, at risikoen er reel, og viljen til at styre udviklingen i en anden retning og omfordele dens resultater vokser sig stærk. Man har lov at håbe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her