Læsetid: 5 min.

Man er vel diva

I Madonnas sorte gryde er der plads til det hele - religion, sex, politik, danseoptrin, kønspolitik, show, holdninger, sansebombardement, ja, sågar musik - og publikum fik lidt af det heleserveret i løbet afden stort opsatte koncert torsdag
26. august 2006

Der er så mange populære vandrehistorier i sving. Der er f.eks. klassikeren om at læse Playboy for artiklernes skyld.

Eller den om at Dansk Folkeparti ikke er spor racistisk (Tværtimod, faktisk!). At curling faktisk rykker. Eller at Ekstra Bladet virkelig skulle være på DIN side. Osv. En anden god én er den med, at undertegnede tog til Madonna-koncerten i Horsens torsdag aften for musikkens skyld. Fordi hendes plader og musik i den grad udgør et fast fundament i en flosset og flænset verden, grundet deres dybe originalitet og uomtvistelige kunstneriske dybde. Nej, vel?

Selvom der skam er røget en del Madonna-sange gennem øregangene ned gennem årene og hun er fast inventar til fester, og trods det faktum, at hun har en klynge popmusikalske pletskud på samvittigheden, kvalificerer hun sig som sanger og sangskriver ikke som ikon i Deres udsendtes private kanon.

Sagt med størst mulig respekt og med de ovenstående forbehold in mente - jeg mener uden nølen at kunne nævne mindst ti sange fra fruen, der holder (dem spillede hun ikke ret mange af i Horsens, men lad det hvile) - er det selviscenesætteren Madonna, der bliver ved med at både fascinere og blænde. Fordelen ved de utallige rolleskift, hun konstant foretager, er selvfølgelig, at hverken hun selv eller hendes publikum nogensinde keder sig, hvilket som bekendt er poppens kardinalsynd numero uno!

Bagdelen er, at hun aldrig bliver i en rolle længe nok til at den antager bare så meget som et skær af troværdighed. Man hvad fanden skal Madonna også med troværdighed? Når hun nu har så meget andet at byde på; religion, politik, danseoptrin, kønspolitik, show, holdninger, sex, sansebombardement, ja sågar musik i en stor pærevælling. Som så alligevel formår at udgøre et hele.

Benhårdt editeret show

Intet er denne superstjerne helligt, men det betyder den ondelyneme ikke, at damen er uden holdninger.

Faktisk kunne mange såkaldte rockstjerner lære et og andet der; som da hun fik de fremmødte høveder til højlydt at gentage efter hende: FUCK GEORGE BUSH!/ HE'S A WHORE! Det rykkede da. I et eller andet.

Men De må have mig undskyldt, hvis jeg finder det svært sådan decideret at anmelde eventen. Bl.a. fordi jeg simpelt hen befandt mig så langt fra scenen, at det var latterligt. Var der subtiliteter på spil, gik de hen over hovedet på denne medieslave. Og hvordan Madonna i øvrigt lige så ud og i øvrigt måtte have haft det, får stå hen i det uvisse. De øvrige 85.000 fremmødte til damens første koncert på dansk grund havde bogstaveligt talt stillet sig mellem mig og superstjernen!

Til gengæld ville det være synd at påstå, Madonna på niveau handler om nærvær. Den har altid stået på afstand, for længe før hun ville være kunstner, ville hun være stjerne. Og stjernerne, de sidder nu engang limet fast til himmelbuen, fjerne, lysende, uopnåelige. Så afstanden var i og for sig intet problem. Snarere en helt naturlig del af en pakke, der ikke overlod NOGET til tilfældighederne eller - gys og gru - spontanitet!

Men aldrig har en kunstner taget sig så liden ud i min optik, og flere gange blev jeg også grebet af panik, når hun ikke var til at spotte i det enorme (men også flotte) monstrum af en scene, der var rejst til lejligheden.

Heldigvis kørte der et alternativt, kreativt redigeret og også flot, men selvfølgelig benhårdt editeret show på de fire store bagskærme, der denne kølige sommeraften udnyttedes til det yderste.

Raffinerede detaljer var det så som så med, og lyden var mestendels blot hæderlig, selvom den blev bedre hen ad vejen. Ligesom i øvrigt solistens stemme, der til en begyndelse havde problemer med toneleje og intonationer, mest hørbart på den noget overraskende fremførelse af gennembrudshittet, Like A Virgin, fra '84. Det var dengang, hun sang deciderede sange frem for de dance- og riff-inspirerede udladninger, der nu om stunder temmelig tit gør det ud for en sang. Ikke et ondt ord om dén metode, der kan frembringe stærke numre, om end sjældent uforglemmelige melodier.

Hypnotiserende monotoni ejer dog også en egen diskret charme, selvom man ikke er nogen udpræget dansesmølf. Heller intet uforglemmeligt organ ejer Madonna, der er faktisk kun lige til øllet, og udpræget stilist er hun så heller ikke. Men hun formår meget med den smule, hun har fået tildelt, og fra og med klassikeren Live To Tell (afsunget fastspændt på et kors!) begyndte også stemmen at klinge fint.

Disco inferno

Det var passende, at Madonna flettede indledningsnummeret Future Lover sammen med et par vers fra Donna Summers udødelige discohymne, I Feel Love, den ultimative synth-riff-komposition. Det er intet tilfælde, at Madonna på sit seneste album skamløst hylder den discomusik, hun selv er rundet af, og hvis bastardafkom, den grasserende dancepop-genre, hun er ukronet dronning af. Det er hendes tilbage til rødderne-album, og man bør erindre sig, hvorledes dansen (som både frigører, meningsbærer og ritual) altid har spillet en central rolle i Madonnas liv og karriere. Hun holdt sig overraskende tilbage på det punkt denne torsdag (damen racer mod de 50!) og lod i stedet sin hårdtarbejdende trup tage sig af de overmenneskelige benspjæt og de til sangene illustrative koreografier, mens hun til gengæld løbende fik flettet kommentarer ind om AIDS, dumhed (fuck dumhed, iflg. Madonna), hustruvold, selvmutilation, uvidenhed, fordomme, diktatoriske scumbags fra Nixon til Khaddafi, næstekærlighed, tolerance, massevoldtægter, og jeg skal komme efter dig, skal jeg.

Tyve numre af en samlet varighed på to timer blev det til. Heraf stammede halvdelen fra hendes nyeste cd, Confessions On A Dance Floor, næppe det bedste Madonna-album til dato, selvom det indeholder de obligatoriske træfsikre hits, hvoraf et - det afsluttende Hung Up, bygget op over den famøse Abba-sampling - både udgjorde aftenens højdepunkt og (anti)klimaks. For det var noget af en deflation, at showet sluttede så brat, nu vi endelig var blevet løftet op under himmelbuen i et berusende og opfindsomt arrangeret disco-inferno.

Det ville ellers have klædt Madonna at have sendt os storsyngende hjemover til lyden af ét af hendes megahits, men sådan skulle det altså ikke være. For ekstranumre - no way! Man er vel diva!

Mit personlige højdepunkt var dog en afdæmpet tolkning af titelnummeret fra mit yndlingsalbum fra den produktive dames hånd, Ray Of Light. Dér fik hun også lige demonstreret, at hun spiller en sej rytmeguitar. Jo, vi kom ud i snart sagt alle tænkelige hjørner med en sand stjerne, der ikke blot nægter at ligge sig til at dø, men ufortrødent fastholder sin status som et af alle tiders største popikoner, trods åbenlyse mangler og en begrænset musikalitet. Og det er dog også en bedrift.

Madonna m/ band, dansere, storskærmsshow & holdninger, torsdag, Horsens

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her