Læsetid: 4 min.

Velbevarede hemmeligheder

Pluto er efter en pause på banen med et underspillet bud på alternativ dansksproget rock, hvor Lampshade på deres anden cd viser imponerende vækst på vejen frem mod et rendyrket personligt udtryk
17. februar 2006

Sagte, sagte nu- Pluto kommer. Denne undseelige dansksyngende trio anført af den poetisk begavede sangskriver og sanger Thomas Thomsen har ikke meget med den fra Walt Disneys tegnefilm så elskelige hundefigur af samme navn at gøre. Derimod kan ensemblet minde lidt om planeten af samme navn- fjern, lille, og kuldslået, men også dragende, mystisk og smuk.

På foreløbig to cd'er fra henholdsvis 2002 (den hed såmænd blot Pluto, gjorde den) og fra 2003 (hvor dyret som en anden digtsamling døbtes Støv/eller/støj) slog trioen (dengang en kvartet) stilfærdigt sit navn fast som leverandører af original dansksproget alternativ rock, der udgjorde en glimrende modgift mod den megen kvalmende danske musik, der fra Big Fat Snake og Sanne Salomonsen over Poul Krebs og Johnny Madsen til Saybia gør Radioland til et sted, man kun vover sig ind i med livrem, seler og gudeskøn ledsagerske. Og en masse narko.

Nu er Pluto så efter en pause på tre år tilbage med det smukt afrundede Ingen ved hvorhen, der dog ikke fører trioen i markant nye retninger. Tværtimod holder den sig dydigt inden for de rammer, der blev udstukket på de to første album, og det er såmænd også lækkert nok, selvom en spids nytænkning næppe havde skadet sagen.

For nu at gribe i sækken med godt gennempulede fraser, befinder vi os med Pluto i et musikalsk minimalistisk for nu ikke at sige nøgent landskab, hvor fyld, filigran og festfyrværkeri er absolutte no-no's. Det gælder såmænd både musik og ord, selvom Thomsen på sidstnævnte område er blevet en spids mere generøs. Han forlader stedvist det haikuagtige for at folde sig ud i flere på hinanden følgende vers, på samme måde som musikken sine steder næsten tangerer noget energisk - uden at der dog tilnærmelsesvist går AC/DC i den af den grund. Der er således trods alt måske tale om en forsigtig, men klædelig udvikling, som ikke helt formår at tilsløre det faktum, at melodierne ofte stadig kun besidder skitsepræget og ikke altid folder sig fuldstændig tilfredsstillende ud.

Det kan så også skyldes den døsige ro, der præger foretagendet på alle niveauer, og som så absolut udgør både gruppens adelsmærke og akilleshæl. I længden vinder gruppens insisteren på det lavmælte, det skønhedssøgende og det originale dog over dens tendens til inerti og ind i mellem lige lovligt stillestående monotoni, og Ingen ved hvorhen fremstår som helhed som et både stærkt og personligt bud på at gøre tingene såvel anderledes som kompromisløst egensindigt.

Vidunderligt sprælsk

Vækst er der til gengæld masser at finde hos den alsidige dansk-svenske kvartet Lampshade, en anden af den danske rockscenes lige lovligt velbevarede hemmeligheder. Siden gruppens dårende debutplade, Because Trees Can Fly fra 2003, er den kommet vidt omkring i den store verden; pladen er således udsendt i hele Europa af Glitterhouse Records, og gruppen har siden udgivelsen turneret kontinentet tyndt, ja de afsluttede først den side af sagen sidste år med koncerter i ikke færre end ni lande.

Den slags giver en rutine og sikkerhed, som i høj grad slår igennem på efterfølgeren, det vidunderligt sprælske og helt igennem vindende Let's Away, hvor det sungne hovedsprog godt nok er engelsk, men med plads til ekskursioner ud i både det svenske og det danske, for ikke at tale om den pragtfulde "It's okay", hvor dansk og engelsk rask væk blandes på samme måde som svensk og engelsk gør det på den abrupt fjedrende "Fjäril". Mens "Disse fugle" står som gruppens debut som dansksyngende kunstnere. Jeg ville ikke være mig, hvis ikke det både glædede mig usigeligt og foranledigede mig til at udbryde 'mere af den slags'. De nordiske sprog ligger godt til gruppens frontkvinde og dominerende frontfigur, Rebekkamarias forlokkende stemme, der stadig ikke undgår sammenligninger med svenske Stina Nordenstam, men det er så også en sammenligning, der bør fylde hende med stolthed.

Gruppen mangler et sidste nøk for at fremstå fuldstændig original, men konturerne af noget excentrisk egensindigt tegner sig med tydelighed og eftertryk. Her er ingen frygt for at gå linen ud eller følge veje, de fleste andre næppe tør følge. Der er stadig noget splintret og søgt i lydbilledet her og der, men som helhed præges albummet af en mere tilfredsstillende og organisk klang, der ikke forivrer sig på det fortænkte, men i stedet stiller sig i de respektive kompositioners tjeneste.

Tillad os på falderebet at rose fotograf Carsten Villadsen, hvis billeder af bandet i dén grad fanger den aura, der omgiver dette umådeligt lovende ensemble. I det hele taget er pladen pakket ligeså smukt og indbydende ind, som den besidder en berusende og betagende lyd.

Er Lampshade endnu ikke fuldudvoksede, er det dog stadig en af rockscenens smukkeste og mest lovende teenagere p.t., og vi kan ikke vente, til den springer ud som en dødlaber eksportvare, der måske kan rette lidt op på den misere, det er, at vore mejeriprodukter ikke længere er ønsket af en lille milliard mennesker grundet et par fjollede tegninger i en dødssejler af en avis.

Pluto: Ingen ved hvorhen (Good Guy's Recordings Company/ A:larm)

Lampshade: Let's Away (Tyst/ A:larm)

Lampshade spiller følgende steder: 17/2: VoxHall, Århus. 24/2: Studenterhuset, København. 25/2: Studenterhuset, Aalborg. 26/2: Studenterhus Odense.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu