Læsetid: 4 min.

Velfærdsklemme

Vil det være anderledes, hvis Socialdemokraterne sad med regeringsmagten? Formentlig ikke. Partiet har tilsluttet sig skattestoppet, er modstander af brugerbetaling og vil løbe ind i de samme problemer på arbejdsmarkedet. Helle Thorning-Schmidt har fået en midlertidig pr-gevinst ved at ride med på utilfredsheden, men ikke fundet noget columbusæg ved at love flere penge til offentlig service og sige nej til skattelettelser. Når partiet i dag indleder sin kongres, vil partiformanden tordne løs på nedskæringer, dårlig offentlig service og så videre. Men hvem tør tage fat på det, som virkelig batter? Prioriteringen af offentlige opgaver og at nedbryde de skarpe skel mellem offentlig, halvoffentlige og private udbydere af service. Test, benchmarking, kontraktstyring, og hvad regerigenn ellers forsøger at styre den offentlige sektor med, har det med at komme til kort, når det handler om mennesker og menneskelige relationer. Det er lettere sagt end gjort, men hvis man kunne slippe konkurrencen løs, lade forældre, lokale beboere, private organisationer oprette og drive en langt større del af den offentlige service, så var det måske her alternativerne, kreativiteten og de gode idéer ville blomstre. Det nytter ikke noget at skabe en mere og mere en-strenget kunderelation mellem borger og det offentlige, uden at kunden har et andet sted at gå hen
23. september 2006

IAFTEN FEJERER Anders Fogh Rasmussen, at han er den Venstre-statsminister, der har siddet længst. Næsten fem år har han været ved magten, og det bliver markeret med en pr-konference i Odense. Her vil statsministeren blandt andet forsøge at skyde igen over for den velfærdskritik, som i den grad er gået ham imod.

Men spørgsmålet er, om regeringen overhovedet kan stille noget op. Den er nemlig havnet i en klemme, som delvist er selvforskyldt, svær at slippe ud af, og som på længere sigt kan koste taburetterne. På den ene side er der den voksende uro over kommunale nedskæringer og kvaliteten af den offentlige sektor i det hele taget. Kritikken skyldes konkrete problemer i kommunerne i kølvandet på mange års stram udgiftspolitik, sammenlægninger af kommuner og en udligningsreform, som har omfordelt betydelige midler. Men den skyldes i lige så høj grad, at de generelle for-ventninger til, hvad den offentlige sektor kan præstere, vokser i takt med, at vi bliver rigere og i vores private økonomi har muligheder, som ikke modsvares af den virkelighed, som vi møder i det offentlige. Derfor protesterne og demonstrationerne, som presser regeringen og det kommunale selvstyre.

PÅ DEN ANDEN side er det danske samfund efter mange år med høj ledighed havnet i en situation, hvor flere økonomer nu advarer mod, at økonomien bliver overophedet. Der mangler arbejdskraft mange steder, og senest har selveste Nationalbanken løftet en pegefinger og advaret om, at der ikke er plads til at øge de offentlige udgifter. Økonomien risikerer at løbe løbsk, hvis de offentlige udgifter fortsætter med at stige, mener banken og kommer med et velment råd om at bremse efterspørgslen gennem en finanspolitisk stramning.

Det er den klemme, som regeringen befinder sig i. Presset stiger for at øge de offentlige udgifter, og det vil kun stige og stige, men hvis den efterkommer de højlydte krav, løber økonomien løbsk med rentestigninger og inflation. Hvad kan den så stille op? Jo, i gamle dage kunne man tage toppen af og så at sige opsuge private forbrugsmuligheder ved en pakke af afgifts- og skattestigninger. Denne velkendte keynesianske måde at udjævne konjunkturerne på, sætter regeringens selvskabte politiske skattestop en kæp i hjulet for. Så kan den tage fat på strukturreformer og udvide arbejdsstyrken. Det er regeringen godt i gang med, med en række forlig om større fleksibilitet, stramninger af rådighedsregler, starthjælp og meget mere. Men der er flere ting, der tyder på, at grænsen er ved at være nået, og at de, der med det nuværende system er til rådighed for arbejdsmarkedet er meget svære at få ind på normale vilkår. Derfor skal der helt andre metoder til, som også vedrører en omlægning af skattesystemet. Der var muren igen.

ENDELIG KAN regeringen indføre mere brugerbetaling i den offentlige sektor, som flere Venstre-folk foreslog i gårsdagens Information. Det er der god logik i ud fra et liberalt økonomisk synspunkt, men aldeles ikke realpolitisk. Når Venstres KL-formand, Erik Fabrin, mener, at Venstre har svigtet sine liberale værdier, er det ikke uden grund. Og når Danmark har fået et "et etpartisystem, der kappes om at love så meget som muligt," så er det i virkeligheden skadeligt for udviklingen af den offentlige sektor og debatten om nye idéer. Mere brugerbetaling vil både kunne opsuge privat forbrug, tilføre den offentlige sektor flere tiltrængte midler og endog introducere en ny økonomisk reguleringsmekanisme i forhold til det offentlige forbrug. Men her står Venstre og Konservative også af. Det kan end ikke debatteres, sagde Venstres nye politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, i går.

VIL DET SÅ være anderledes, hvis Socialdemokra-terne sad med regeringsmagten? Formentlig ikke. Partiet har tilsluttet sig skattestoppet, er modstander af brugerbetaling og vil løbe ind i de samme problemer på arbejdsmarkedet. Helle Thorning-Schmidt har fået en midlertidig pr-gevinst ved at ride med på utilfredsheden, men ikke fundet noget columbusæg ved at love flere penge til offentlig service og sige nej til skattelettelser. Når partiet i dag indleder sin kongres, vil partiformanden tordne løs på nedskæringer, dårlig offentlig service og så videre. Men hvem tør tage fat på det, som virkelig batter? Prioriteringen af offentlige opgaver og at nedbryde de skarpe skel mellem offentlig, halvoffentlige og private udbydere af service. Test, benchmarking, kontraktstyring, og hvad regerigenn ellers forsøger at styre den offentlige sektor med, har det med at komme til kort, når det handler om mennesker og menneskelige relationer.

Det er lettere sagt end gjort, men hvis man kunne slippe konkurrencen løs, lade forældre, lokale beboere, private organisationer oprette og drive en langt større del af den offentlige service, så var det måske her alternativerne, kreativiteten og de gode idéer ville blomstre.

Det nytter ikke noget at skabe en mere og mere en-strenget kunderelation mellem borger og det offentlige, uden at kunden har et andet sted at gå hen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu