Læsetid: 4 min.

En velfærdsstat styret af ranglister

Ranglister er blevet et populært grundlag for beslutninger om valg af offentlige institutioner, men deres informationsværdi er begrænset
21. januar 2006

Den moderne velfærdsstat styres af ranglister. I sundhedssystemet anvender man ventelister og lister over succes eller mangel på samme med de behandlinger, der tilbydes. I uddannelsessystemet sætter internationale sammenlignende undersøgelser som PISA dagsordenen for den uddannelsespolitiske debat og for de politiske beslutninger.

Når det gælder skolen, så har enhver, der måtte være interesseret, i nogle år kunnet se elevernes karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9. klasse på Undervisningsministeriets hjemmeside. Og skulle nogen være endnu mere interesseret, så kan de på tænketanken CEPOS' hjemmeside, se en rangliste over skoler og kommuner, baseret på karaktergennemsnit ved afgangsprøverne.

Inden længe indføres der test på de fleste klassetrin i skolen, og resultaterne af disse vil uden tvivl også blive omsat i ranglister. Som selvfølgelig ikke skal offentliggøres, siger regeringen, til trods for at testresultaterne først får informativ værdi og betydning som styringsredskab, hvis de offentliggøres, og til trods for at der tilsyneladende er flertal blandt forældre med børn i skolealderen for at kommunerne informerer om, hvordan den enkelte skole klarer sig i sådanne nationale tests. Så mon ikke regeringen og dens støtter snart kommer på andre tanker, når det gælder offentliggørelse af testresultater?

Hvem er på kontanthjælp

I den forgangne uge blomstrede debatten om ranglister så op igen, fordi Forældreforeningen Skole og Samfund i København havde formastet sig til at rangordne kommunens skoler ud fra andelen af forældre, der på de enkelte skoler modtager sociale ydelser.

Forargeligt mente mange, en naturlig følge af den måde offentlige institutioner i dag styres på, kunne man også mene. For ranglistedebatten er ikke bare skoledebat, den er også velfærdsstatsdebat om styringen af offentlige institutioner og hvad der kan forventes af leverandørerne af offentlige ydelser.

Ranglister er blevet populære som styringsteknik i takt med, at offentlige institutioner styres på grundlag af de resultater, de kan fremvise.

Kvalitetsstyring hedder det, og i skolen går den ud på, at staten på den ene side tydeliggør sine forventninger til skolen i form af mål for, hvad eleverne skal lære og på den anden side anvender test til at kontrollere, om skolen lever op til disse forventninger. På den måde kan interessen helt og holdent samle sig om elevernes præstationer.

Den undervisningsmæssige kompleksitet reduceres til enkle måleenheder, som gør det muligt for ikke-eksperter som forældre, politikere, lokale beslutningstagere og andre interessenter af skolen at foretage hurtige inspektioner og vurderinger.

Dårligt grundlag for valg

Test- og evalueringssystemer med de deraf følgende ranglister er blevet populære, fordi de er en nem og billig 'løsning' sammenlignet med alternativer som at øge undervisningstiden, nedsætte loftet for højeste klassestørrelse eller styrke lærernes uddannelse og efteruddannelse.

Samtidig opfylder de kravet om synliggørelse af elevernes, lærernes og skolens resultater. Testresultater og karaktergennemsnit er enkle udtryk, som let lader sig formidle, hvilket kan være en fordel for politikere, der ønsker at vise, at de har gennemført en reform med virkning, men som i vidt omfang forsyner forældrene med alt for lidt information i forhold til at træffe valg om, hvilken skole de skal placere deres barn på.

Man kan ikke fortænke forældre i, at de ønsker viden om den skole, de vælger til deres barn, når der nu er indført frit skolevalg; men den viden, der opnås gennem tal i en rangliste over testresultater eller karaktergennemsnit ved en prøve, er alt for beskeden til at udgøre et reelt beslutningsgrundlag. Hertil kræves yderligere viden om specifikke forhold i og uden for skolen.

Eksamensgennemsnit og testresultater siger ikke noget om den måde, undervisningen er blevet tilrettelagt og gennemført på. Om undervisningen har været engagerende eller kedelig, om eleverne blot er holdt beskæftiget med selvinstruerende materialer, om eleverne er blevet inddraget i planlægningen og på den måde lært noget om beslutningsprocesser i større gruppe, om undervisningen har opmuntret eleverne til problemløsning, samarbejde, selvstændighed og kreativitet.

Ud fra en statistisk betragtning er det ydermere ikke muligt at påpege en signifikant forskel på skoler, der scorer relativt ens. Ofte vil der være tale om, at en række skoler placerer sig på en delt førsteplads, andenpladsen osv. Ligesom karaktergennemsnit ikke i sig selv siger noget om, hvordan skolen klarer at stimulere henholdsvis de svageste og de dygtigste elever.

Hertil kommer, at der blandt uddannelsesforskere hersker enighed om, at den variation man finder imellem skoler kun for en dels vedkommende kan forklares af undervisningen og skolens indsats, resten skyldes andre faktorer såsom elevernes sociale baggrund, om de bor sammen med en enlig mor, eller om de kommer fra et tosproget hjem.

Med andre ord, så synes den gamle læresætning om, at børn bør vælge deres forældre med omhu, at have fundet en ny form, hvilket forældrene i Skole og Samfund i København har opdaget, og som oven i købet er mulig.

Jens Rasmussen er professor, leder af Forskningsprogram for Komparativ Uddannelsespolitik, Danmarks Pædagogiske Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu