Læsetid: 4 min.

Velgørenhedens anatomi

I dag bliver der stillet to spørgsmål ved uddeling af penge til velgørende formål: Hvad gør vi for modtagerne, og hvad gør donationerne for vores selvfølelse?
4. august 2005

Der var engang for bare nogle måneder siden, da et enkelt ord opsummerede såvel naturens lunefulde grusomhed som en grundlæggende menneskelig gavmildhed. Fra 2. juledag sidste år kunne ingen længere tale om naturkatastrofer uden at bruge det indtil da meget lidt kendte ord 'tsunami'. Få dage efter katastrofen blev selv samme ord forbundet med velgørenhed i et hidtil uset omfang. Det var den samme kraft, der førte os sammen i en fællesmenneskelig gestus og fik os til at sætte gang i indsamlinger under fodboldkampe, improviserede gallamiddage og rodede, men velmente velgørenhedskoncerter. Det var tsunami-appellen. Nu ser billedet mere broget ud. Rapporter antyder, at ikke alle gode formål i dette store 'velgørenhedsår' er blevet tilgodeset. Faktisk lider en række organisationer under en katastrofal nedgang i donationer fra såvel virksomheder som enkeltpersoner. En talskvinde for en af de ramte organisationer i Storbritannien, Missing Persons Helpline, bekræfter, at bidragene fra privatpersoner faldt helt væk under tsunami-indsamlingen og endnu ikke er kommet tilbage.

Feel good-faktoren

For virksomhedernes vedkommende er det tilsyneladende blevet mere attraktivt at donere penge til let forståelige, synlige projekter end at kanalisere midler til organisationer, der beskæftiger sig med så indviklede sager som krisehjælp til splittede familier eller støtte til sindslidende mænd og kvinder. Problemet er ikke kun, at indsamlingskampagner som tsunami-appellen og Make Poverty History er større end andre kampagner, men at de giver bidragyderne en helt anden 'oplevelse'. En rapport fra det britiske Institute of Fundraising beskriver, hvordan der blandt dets medlemmer er "en generel følelse af optimisme affødt af donorernes 'feel good-faktor'." Desværre har nogle velgørende formål sværere ved at sende humøret i vejret end andre. Lederen af et stort børnehospice fortalte mig for nylig, at stedets aktuelle krise ikke kun var udløst af tsunami-indsamlingerne, som dog har påvirket den finansielle situation voldsomt. Der ligger også noget andet og dybere bag. Selve de velgørende formåls natur, hvordan støtten kommer modtagerne til gode, men også hvad de giver tilbage til donorerne, er på det seneste blevet altafgørende. De store globale opfordringer til at donere penge med al den følelsesladede opmærksomhed, der følger med, har vænnet giverne til den tanke, at der i rollen som giver ligger en personlig gevinst: Folk får det bedre med sig selv. Når den sag, de opfordres til at støtte, er mere lokalt funderet og f.eks. indebærer hjælp til døende børn og deres familier, er reaktionen ofte, at det er alt for deprimerende. Folk krymper sig ved tanken om alt det uhyggelige og vælger at støtte noget mindre deprimerende. Begrebet charity chic findes rent faktisk. Uden på nogen måde at undervurdere de forfærdelige lidelser, som tsunamien den 26. december 2004 førte med sig, kan man lidt kynisk konstatere, at de efterfølgende indsamlingsappeller var uhyre 'donorvenlige'. Katastrofen var ikke menneskeskabt. Den var rædselsvækkende og synlig på en højst dramatisk måde. Den overskred landegrænser, og med flere hundrede omkomne europæere var den mere aktuel og fik større mediedækning end katastrofer, der involverer ikke-europæere i fjerne verdensegne.

Fælles gavmildhed

Selv katastrofens navn var medvirkende til indsamlingssuccessen. Det er nemmere at give penge til en tsunami-katastrofe end til krig, oversvømmelser eller sult. Velgørenhed er blevet en celeber og pr-styret forbrugeraktivitet. Når et stort og velhavende firma giver penge til velgørenhed, minder det samtidig sine direktører, ansatte, aktionærer og kunder om, at det - inderst inde - er en del af menneskehedens store familie og interesserer sig for andet end at tjene penge. Når almindelige mennesker giver penge til aktuelle formål, er de pludselig i samme båd som den omsorgsfulde Sharon Stone og den bekymrede Bono. Når alle mennesker giver penge til den samme sag, bliver de del af et regulært udbrud af fælles gavmildhed, der minder dem om og - hvad der er endnu vigtigere - alle, der kender dem, om, at de er samvittighedsfulde mennesker. Men når først velgørenhed er blevet en form for mental kapitalisme, forventer man også afkast på den moralske konto. Vi er blevet vant til, at vi til gengæld for vores gavmildhed bør få det bedre med os selv. Det tegner ikke godt for organisationer, der beskæftiger sig med lidelser og problemer, der er for tæt på os selv til, at vi får det godt af at give penge til dem, der afhjælper dem. Ud over de hjerteskærende billeder af og historier om familier, der sulter på den anden side af jorden, vil organisationer, der hjælper sindslidende, de fattige eller de hjemløse og misbrugte eller døende børn aldrig kunne levere den feel-good-fornemmelse, som Institute of Fundraisers henviser til. Engang hjalp man altid de nærmeste. De sager, der lå tættest på vores egne erfaringer, var med stor sandsynlighed dem, der modtog flest donationer. I dag er det de gode og storslåede kampagner om tragedier, der udspiller sig på sikker afstand af os, vi giver vores bidrag til.

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu