Læsetid: 3 min.

Velklædt længsel

Jens Christian Grøndahl er kendt for at skrive om kærlighed. Og nu er han måske begyndt at gøre det
10. maj 2006

Jens Christian Grøndahls romaner kommer vidt omkring, både geografisk og tematisk. Men én ting er en fast, tilbagevendende størrelse: I centrum en lettere gådefuld kvinde, i randen en fascineret mandlig fortæller. Og fortælleren er som regel en pæn dansk gennemsnitsborger fra den højere middelklasse, i hvem kvinden vækker en længsel efter noget andet.

Men figuren har udviklet sig til det bedre, fra Tavshed i oktober (1996) hvor den antager patetisk skikkelse af en midaldrende mands begær efter ungt kvindekød, til den nye roman Røde hænder hvor manden ikke begærer kvinden, fordi hun står for det her "andet", han længes efter, men fordi han i hende genkender selve længslen efter noget andet. Manden længes så at sige ikke efter at udfylde sin mangel med kvinden, men i bedste fald efter at dele den med hende. Så nu begynder Grøndahls romaner måske endelig at handle om kærlighed.

I Røde hænder er kvinden i centrum udstyret med navnet Sonja og har som ung tilfældigt og ganske kort fungeret som håndlanger for netværket omkring Rote Armee Fraktion.

Den mandlige fortæller er et pænt borgerdyr, der lever sit ægteskabelige, men barnløse liv i "forstædernes endeløshed af tilbagetrukket normalitet" under devisen: "Man bliver ikke et dårligere menneske af at have to biler". Fortælleren kan ikke siges at være utilpasset ("Jeg føler mig hjemme på de stille villaveje, hvor selv tragedierne er huslige"), men da han efter 15 år tilfældigt genser Sonja, som han lige så tilfældigt og ganske flygtigt mødte i sin ungdom, vækkes alligevel en længsel i ham.

En længsel som ikke er længslen efter større livsfylde, men nærmest det modsatte, nemlig længslen efter "altings frie passage gennem min ranglede, uhildede og forsvarsløse person. Den stærke følelse af at være på gennemrejse, endnu ikke tynget af noget så bastant som en personlig historie, en personlighed, en identitet".

Cool

Sonja-skikkelsen bliver ikke et objekt, men snarere et spejl for denne længsel. Da hun og fortælleren genser hinanden 15 år efter deres ungdoms flygtige møde, mødes de i rum, der netop har karakter af fri passage og gennemrejse: hotelværelser og anonyme bodegaer. Det handler ikke om sex (om end nok om begær), det handler om, at hun fortæller ham sin historie.

Det meste af bogen er fortællerens genfortælling af Sonjas historie, eller med hans egne ord: "en rekonstruktion af hendes egen usikre beretning".

Fortælleren føler sig som en bagageboks, Sonja deponerer sin historie i. Men spejlingforholdet mellem dem gør, at der lige så vel er tale om det omvendte: Fortælleren (/forfatteren) deponerer historien om sin længsel i historien om en kvindes længsel. Ikke den store romantiske længsel efter kærlighed eller en bedre verden, men en mere konturløs længsel, der netop i kraft af sin tomhed er åben for det tilfældige møde med en ung tysker i Frankfurt i 1977.

Det lykkes fortælleren/ Grøndahl ret godt at fange denne konturløse længsel i billederne af en totalt pool-cool Sonja, der efter sit au-pair-år er stivnet i hedebølgen ved sin tyske værtsfamilies svømmepøl, dasende, tom, ventende, uden at vide på hvad.

Knogle

Det cool, det kølige forbliver gennem bogen emblemet for den ikke-romantiske længsel: "Hendes uro var af en anden, koldere slags" (end den romantiske) står der om Sonja, og hendes genindtræden i fortællerens tilværelse sammenlignes med en frostklar persons indtræden i en vinteropvarmet stue. Måske er Grøndahl med denne roman begyndt at udforske selve længslen efter noget andet som et eksistentielt vilkår for begge køn, i stedet for at kredse om mandens længsel efter kvinden. Jeg kan godt lide den måde, der skæres ind til den "rene" længsel på, både hos fortælleren og Sonja; hvordan både fortælleren og Grøndahl afstår fra at give længslens objekt romantiske navne (som "frihed" eller "kærlighed") eller fantasmatisk (kvinde)kød.

Længslen fremstår som en renset knogle i den eksistentielle anatomi; en knogle, der kan få farligt kød, men ikke behøver at gøre det. Og også sproget er skåret ind til benet: villavejsfortælleren gør ingen store krumspring, men får med korte, præcise billeder opsummeret tilstande og tilværelser.

Forekom Grøndahl mig med sin forrige bog (Piazza Bucarest, 2004) at være for kosmopolit-cool og transit-agtig, er den lille nye roman cool på en mere interessant, mere dæmonisk måde, og transitrummet underkastes en eksistentiel analyse, som klæder forfatterskabet, hvis problem dog er og bliver, at det let bliver for velklædt.

0

Jens Christian Grøndahl: Røde hænder, 192 sider, 199 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-04943-0. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu