Læsetid: 2 min.

Velkommen

Opgøret efter krigene på Balkan er ikke forbi, og netop det tyske eksempel viser, at der formentlig vil gå lang tid, inden det er det. Men blot fordi tyske krigsforbrydere slap for opgøret, behøver fejltagelsen ikke blive gentaget. Det handler ikke om hævn eller straf, selv om straf sikkert har betydning for en stor del af ofrene. Men i store træk handler det om, at der bliver gjort op. Det handler om at vise, hvor villig den nye serbiske regering er til at markere, at massakrer, morderisk nationalisme, strategisk tortur og etniske udrensninger er noget, den tager afstand fra, og at den fejer for egen dør. I modsætning til Bosnien, der endnu har en FN-forvaltning, er serberne frie til at gøre netop det. Til fordel for deres unge, der gerne vil se Europa.
24. januar 2007

En rejse til Europa. Det er, hvad rigtig mange unge serbere drømmer om. I Beograd cirkulerer for tiden et tal, der siger, at 80 procent af de serbiske universitetsstuderende ikke har været uden for landet i hele deres liv. EU? Mmmmh, joo. Rejsevisum? JA TAK!! Serberne stemte i weekenden, og selv om det ekstremt nationalistiske, radikale SRS blev største parti med knap en tredjedel af pladserne i Parlamentet, så ser langt størstedelen af de resterende partier længselsfuldt eller dog med nogen samarbejdsvilje mod Europa. Om magtskiftet går hurtigt, er endnu usikkert. Det tegner til langvarige koalitionsforhandlinger i de kommende dage. Det demokratiske parti DS vandt stort i forhold til sidste valg og blev næststørst. Landets præsident, Boris Tadic, der er fra samme parti, ventes at bede den tidligere finansminister Bozidar Djelic om at forsøge at samle en koalitionsregering.

Bankmanden Djelic ser regeringsdannelsen som en skillevej for Serbien: Europa eller isolation. Han vil have Serbien ind i EU og Nato, og det må gerne gå hurtigt.

FOR TIDEN er der endnu nogle krigsforbrydere, der står i vejen for netop det. Eksempelvis generalen Ratko Mladic, der blev kendt under tilnavnet 'Bosniens slagter', og Radovan Karadzic. Serbien er forpligtet til at udlevere de sigtede til det særlige FN-tribunal i Haag. Men den afgående regering formåede ikke at overbevise tribunalet om sin vilje til at gøre det, så EU stoppede sine forhandlinger om et tættere samarbejde med Serbien sidste år i maj.

"En regering under DS' ledelse vil ikke være bange for at overholde sine internationale forpligtelser. Det betyder, at general Ratko Mladic bliver udleveret, hvis man finder ham, eller at vi på en troværdig måde viser det internationale samfund, at vi ikke kan finde ham. Der findes ingen tryllekunstnere, men det er klart, at alt, hvad der er muligt, vil blive gjort. Vi vil skabe betingelserne for, at forhandlingerne med EU kan gå i gang igen," sagde Djelic inden valget til den østrigske avis Die Presse. Følelsen af, at serberne bliver gjort til syndebuk af det internationale samfund, er udbredt. 'Der bliver jo målt med forskellige mål', er en reaktion, når Serbien føler sig isoleret af det internationale samfund. Var der ikke også mange tyske krigsforbrydere, der gik fri, uden at det tyske folk i sin helhed blev holdt ude af det gode selskab?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her