Da jeg vandt den store gevinst i præmielotteriet på vores ø i Stillehavet, besluttede jeg mig for at bruge pengene på en rejse til Danmark. En gammel drøm ville dermed gå i opfyldelse. Min mor var af dansk oprindelse, og da jeg var barn, fortalte hun altid med lys i øjnene om den danske jul, hvor man spiser gris og ris, giver hinanden gaver samt hylder godhedens gud. Desværre fik min mor en alt for tidlig død, da hun blev ramt i hovedet af en kokosnød.
Som min far havde kastet.
Det var der så ikke noget at gøre ved. Drømmen fik ny næring, da en tilrejsende dansker viste os en video i vores forsamlingshytte. Man så en dansk familie tumle rundt i en masse sne. Fire til fare hed den - eller noget i den retning. For at gøre en lang historie kort, sad jeg nu i en af de store fugle, som de kalder fly, på vej til Danmark.
Bortset fra motorernes brummen var der en besynderlig stilhed inde i 'fuglen'. Hjemme er jeg vant til, når vi kører i bus, at folk snakker livligt med hinanden og også har deres høns med, men her sad man som levende døde. Der var mere stille end i hele Stillehavet tilsammen. De havde heller ingen høns med.
Flink dansker
Først da nogle uniformerede kvinder kørte en lille vogn med mad og drikke frem, blev stilheden brudt. Der kom liv i kludene, men så snart man havde spist og drukket, sænkede tavsheden sig igen. Den holdt lige til vi kom til Frankfurt, hvor vi skulle skifte fugl.
På vej det sidste stykke til København, kom jeg til at sidde ved siden af en dansker, der præsenterede sig som Konstantin Strøm. Han snakkede til gengæld uafbrudt. Tidligere hed han Bjævermose, men så havde han skiftet efternavn, fordi han syntes, Strøm lød smartere. Mere 'strøm-linet', som han sagde. Det morede han sig meget over. Selv om jeg værgede for mig med begge arme og begge ben, havde han solgt mig en forsikring, inden vi nåede København. Til gengæld inviterede han mig på en typisk dansk julefrokost, når jeg havde fået mig af-klimatiseret, som han udtrykte det.
I det særlige rum
I Kastrup Lufthavn mistede jeg kontakten med Konstantin Strøm, idet jeg blev kaldt ind i et særligt rum, hvor to uniformerede mænd bad mig vente, idet jeg skulle tage alt tøj samt skoene af. Formentlig et lægetjek.
Jeg satte mig til at vente. Efter nogle timer kom de to mænd tilbage. Denne gang med to små, tykke kæppe, som de gennembankede mig med. "Af sikkerhedsmæssige årsager," som den ene af dem sagde.
Da jeg var blevet gul og blå, holdt de op. Nu kunne jeg godt tage tøjet på igen. Da jeg ville protestere mod bankningen, sagde de, at jeg ikke skulle tage det personligt. De gennembankede systematisk alle, der kom fra Somalia.
Somalia! Min datter, som hedder Suleima, står opført i mit pas, men det havde de læst som Somalia.
Med andre ord en misforståelse, som de beklagede meget, men det var, hvad der kunne ske i en snæver vending, og sikkerheden havde en høj prioritet. Hellere en bankning for meget end én for lidt. Alt endte således i fryd og gammen.
Fortsættes i morgen...
Knud M. Honga fra østaten Teveto er Informations særlige medarbejder, ansat til i de kommende uger at rapportere om sit møde med den danske jul
