Læsetid: 3 min.

Velkommen til den digitale bog

Gyldendal lancerer snart 50 titler på mp3-lydbog og vil løbende udvide sortimentet. Det lukker op for et helt nyt marked for den danske bogbranche
11. januar 2006

Lydbøger skal ikke længere fortrinsvis være til svagtseende og svage læsere. Forlæggerne vil i ørerne på ungdommen.

Gyldendal vil indenfor de næste par måneder udgive omkring 50 titler som lydbøger - på mp3-cd'er. Lige til at lægge på mp3-afspilleren, Ipod'en eller putte i cd-drevet.

"Inden for det første halve år regner vi med at lancere mange af vore bestsellers og også en række af vort klassikersortiment. Der ligger et stort uudnyttet marked hen," siger Flemming Møldrup, der er ansvarlig for lydbøgerne på Gyldendals forlag.

"Det var på tide," siger direktør i biblioteksstyrelsen Jens Thorhauge om Gyldendals lancering: "Generelt har forlæggerne været for langsomme i forhold til dette nye medie," siger han.

Per Kofod fra forlaget Per Kofod var den første på det danske bogmarked, der forsøgte sig på mp3-lydbogsmarkedet.

"Det har ikke været nogen succes, men det skyldes, at der simpelthen ikke har eksisteret et marked før. Udbuddet har været så begrænset, at man hidtil ikke har kunnet kalde det et marked. Derfor er det vigtigt, at forlag som Gyldendal og Borgen kommer med ind. Der skal skabes et nyt marked," siger han.

Jens Thorhauge og bibliotekerne har længe ventet på, at de danske forlag skulle begynde at satse på det digitale marked. Både med hensyn til digitale tekster og mp3-bøgerne.

"Jeg tror, at forlæggernes tilbageholdenhed skyldes en frygt for den digitale kopiering," siger han.

Per Kofod afviser dog, at han skulle have været bekymret for kopiering. Og det er heller ikke noget, hans forlag har oplevet problemer med.

Ingen bekymring

På Gyldendal har man arbejdet meget på at kopisikre, og bekymringen er også her begrænset.

"Vi har i højere grad brugt tid på at analysere, hvorfor lydbogsmarkedet ikke har fungeret tidligere. Og konklusionen må være, at kvaliteten simpelthen har været for dårlig i forhold til prisen. Oplæsningen har været uinspireret, og i det hele taget har man slet ikke prioriteret kvalitet og markedsføring. Målgruppen var biblioteket," siger han.

Opfattelsen af lydbogen som en mindre fin måde at dyrke litteratur på passer slet ikke længere, mener Jens Thorhauge:

"Der er mange pendlere, der benytter sig af det i bilen til og fra arbejde, og der er jo en tendens til, at vi gerne vil have ventetid udfyldt, så vi kan udnytte fritiden optimalt," siger han.

På biblioteket i Padborg har man for eksempel haft stor succes med at udlåne lydbøger til langturschauffører.

"Der er ingen tvivl om, at der ligger et stort marked her. Alle unge mennesker, går jo også rundt med en mp3-afspiller i lommen," siger Jens Thorhauge.

De unges læseform

Det er netop de unge, som Per Kofod opfatter som den nye målgruppe: "Det er jo sådan, vi får ungdommen til at læse bøger igen," siger Per Kofod.

I Sverige har man i flere år haft et voksende lydbogsmarked, og Per Kofod rejste forrige år på studietur til de svenske boghandlere og forlæggere for at finde ud af, hvad de gør så godt.

"I Sverige er det et marked på tre-fire millioner. Det handler simpelthen om, at der er flere, der udbyder det, og så har man en helt anden prispolitik," siger han.

På Gyldendal er man også opmærksom på, at det først og fremmest er et spørgsmål om pris, hvis køberne skal tage lydbøgerne til sig.

"Det skal ikke være dyrere at købe en lydbog end det almindelige tryk. Ellers er det jo ikke et reelt alternativ. Derudover skal det gøres lige så 'lækkert'. Vi har for eksempel sat Jørgen Leth til at læse sin egen bog Det Uperfekte Menneske og har også benyttet kendte skuespillere, så oplæsningen bliver lidt mere personlig."

Udvider udbuddet

Per Kofod startede efter hjemkomsten på sit eget pilotprojekt med blandt andet at lade Morten Grunwald læse Paul Auster og sælge det til samme pris som den trykte version. Selv om succesen har været begrænset, begynder han at tro mere på det og vil sandsynligvis udvide udbuddet, nu hvor flere forlag begynder at interessere sig for markedet.

Flemming Møldrup fortæller, at satsningen på lydbogsmarkedet er en høj prioritet hos Gyldendal.

"Jeg kan da sagtens forestille mig, at vi snart vil udgive mp3-versionen før den fysiske bog. Det er langt hurtigere at producere lydbogen, og det handler jo netop om, at vi skal opfatte lydbogen som lige så reel litteraturformidling som den trykte," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her