Læsetid: 4 min.

Velkommen i klubben!

18. maj 2002

Anmelderne skriver om bøger, ingen gider læse og de bøger der virkeligt læses, gider ingen anmelde. Så hårdt forsøgte vi at stille det op i gårsdagens i2, der stillede spørgsmålet: Hvad ville der egentlig ske, hvis Dansk Litteratur A/S i fem år indstillede produktionen. Ville folk udenfor det litterære miljø af anmeldere, litterater, bogfolk m.m. overhovedet opdage at noget ikke skete? Svaret, hvis man igen skulle tilspidse det er: nej! I sidste uge satte vi fokus på samtidskunsten, hvorom det samme tankevækkende tilfælde gør sig gældende; det rager folk en papand. Med andre ord er der ingen, der længere føler sig forpligtet på en dannelse, eller for at tale pittelkowsk: Oplysning!
For når Ralf Pittelkow i sin nylige bog i en argumentation mod islam hylder Vesten for vores oplysningstid, handler det ikke kun om menneskerettigheder og vores adskillelse af kirke og stat osv. Det handler også om at vi sgu’ er en hel del klogere end de formørkede. Og derfor stemmer vi med røven højt hævet på de højrenationale partier, nu vil vi nemlig have vores højglanspolerede værdier for os selv. Oplysningsforestillingen går netop ud på at vi kan fordrive mørket, fordrive den grasserende uvidenhed, at vi kan blive bedre mennesker via kundskab og indsigt og dermed hver dag holde mørket stangen. Ak, hvor forandret kunne man med en anderledes lysende H.C. Andersen sige i dag, hvor vi stadig har det forrige århundredes rædsler i baghovedet og en brændende verden i kikkerten pt. Interessant er det jo i dag, at vi aldrig har haft så megen adgang til viden og kundskab, som nu, men alligevel er det som om det hele er ad helvede til og at man mest har overskud til med tommeltotten at klikke ind på Peter Brixtoftes anderledes fængende tv-fortælling. Altså: Den kløft mellem folket og eliten, som er synlig helt ned i de hollandske stemmebokse er nærliggende at parallellisere til den aktuelle litteratur- og mere generelle kunstdiskussion.

Danmark agter ikke sine digtere,« sagde Tove Ditlevsen, som selv anglede efter anerkendelse på parnasset, hvor der stod modernisme på plakaten, mens folk virkelig købte – og læste! – hendes menneskelige digte. Ak, hvor ynkeligt, sagde Hanne Vibeke Holst i gårsdagens avis om kritikernes nedladenhed overfor sine bøger. Forfatteren hvis kontrafej pryder sektionsforsider, tvskærme og førende ugeblade, føler sig overset og mislæst. Ikke nok med at hun får gode anmeldelser, inklusiv i nærværende organ, hun vil knuselskes af alle. Omvendt ytrede Christina Hesselholdt, der også er overberegnet af anmelderroser, at kritikerne mangler dannelse. Altså: kritikken er jammerlig. Og det har den altid været beskyldt for at være. Læserne har også altid svælget i populærkultur, og det hvad enten det er Hanne Vibeke Holst, Agathe Christie eller Morten Korch. Det er der intet nyt i. At kunstnere og forfattere i 60’erne, jvf. Peter Laugesens anmeldelse af Per Kirkeby i dagens avis, gik over broen til populærkulturen og bagefter pressede kontinenterne sammen og sløjfede modsætningen til fin-kulturens rige – den er heller ikke ny. Men at hverken Mona Sheik, Ole Thyssen eller Erik Clausen, som adspurgt i går om den nye litteratur, kunne sige at de havde læst en forfatter under 45, er nyt. I dag kan man ikke sige at litteratur betyder noget for mennesker generelt. Ud over altså dem, som er særligt interesserede. Selvhjælpsbøger m.m. har nok hjulpet godt til.

Forfatterne siger selvfølgelig det er kritikernes skyld, og det fremførte forlægger Steen Piper også her i avisen for nylig. Det er selvfølgelig de dumme læseres skyld. Kunne man snuble sig til at sige, hvis det i høj grad ikke også var forfatternes skyld. Og så selvfølgelig alligevel kritikernes skyld, dem der anmelder lortet. Hvor det for ikke lang tid tilbage var tegn på anstændighed at citere en ikke-død ung forfatter, ville der i Folketingets mødesal nok blive råbt både elitist, bedrevider og åndssnob efter en belæst politiker i dag, hvis han offentligt ’blærede sig’ med sin læselyst.
Hvor der før i tiden blev skelnet mellem tradition og avantgarde, over- og undergrund, så befinder vi os i dag på en flade, inddelt i klubber, fortolkningsfællesskaber, identitetsfamilier, der giver fanden i tv-avis, for man har en lidenskab. Jo stærkere den brænder, jo mere adskiller den sig fra hoben, dvs. dem der brænder for andre ting, det være sig politik, slægtsforskning, strygekvartetter eller bare tv. Samtalerne bevæger sig i cirkler og en af cirklerne handler om, at samtalen burde gælde os alle, på tværs af samtalerne. Det er f.eks. en avis-cirkel. Der læses og brændes og tales således, mens verden forbliver den samme, brændende.
God litteratur kommer som regel af at lokummet brænder for forfatteren, som så sætter noget i gang hos læseren, der tænker: velkommen i klubben!

cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her