Læsetid: 9 min.

Velkommen til den ny grønne revolution

26. maj 2006

Der er ikke noget at tage fejl af. Overskrifterne siger det hele:

-Elle: The Green Revolution is growing

-Wired Magazine: The Next Green Revolution

-Fast Company Magazine: The Revolution Begins

-Vanity Fair: A New Environmental Revolution.

Elle er verdens største modemagasin, med 4,9 millioner læsere alene i USA og 39 udgaver på seks kontinenter.

Fast Company, oplag trekvart million, er magasinet for den moderne verdens dristigste erhvervsledere, altid på forkant med originale innovationer og lukrative forretningsideer.

Vanity Fair er det amerikanske glamour-magasin, der med et oplag på over en million holder sine læsere ajour med berømthedernes gøren og laden, de seneste modeshows, de mest trendy spisesteder.

Wired Magazine er biblen for IT-samfundets entreprenører, nørder og investorer, oplag en halv million.

Et paradigmeskift

De fire trendsættere har set det samme. Et paradigmeskift er undervejs. En ny grøn revolution på trapperne. Udløst af den pludselige, kolde, kollektive erkendelse af, at nu er det dødelig alvor. Som Vanity Fair skriver i sit majnummer, helliget kampen for kloden og imod 'en trussel større end terrorismen - den globale opvarmning':

"Problemet er så enormt og sagen så presserende, at gode råd, der foreslår, at du slukker for vandet, mens du børster tænder, eller slukker lyset og standby-funktionerne, når de ikke skal bruges, eller bliver vegetar en dag om ugen, alle sammen virker - nå ja, latterlige. Den globale opvarmning er formentlig den største trussel, vores art nogen sinde har stået overfor. Selve omfanget af de processer, der er undervejs i atmosfæren og oceanerne gør det vanskeligt ikke at betragte alt, hvad en enkelt person kan gøre for at mindske udledningerne, som værende for lidt for sent."

Som Vanity Fair har Elle viet sin amerikanske majudgave til truslen mod det globale klima og mulighederne for at gribe ind. Elle har overgivet en stor del af modemagasinet til gæsteredaktøren Laurie David, fremtrædende amerikansk miljøaktivist fra Natural Resources Defense Council. I sin leder skriver gæsteredaktøren om truslen mod kloden:

"Navnet på denne elendighed er global opvarmning, og den står ikke til diskussion, ej heller er den et årti eller to borte. Den folder sig ud i dette øjeblik."

De fire magasiner er ikke ene om at slå alarm. Der går i disse uger en stafet af ildevarslende budskaber rundt i amerikanske og internationale medier. Time Magazine præsenterede for nylig sin store specialrapport om klimatruslen med forsiden, der sagde Be worried. Be very worried. Newsweek var der forinden med temaet om Nordpolen, der smelter. Tv-stationen CNN har præsenteret Grønlands smeltende is som topnyhed. Konkurrenten ABC News satte gennem to dage fokus på klimatruslen og lod bl.a. sin stjernereporter og erfarne krigskorrespondent Bill Blakemore forholde sig til menneskets aktuelle krig mod sit eget naturgrundlag:

"Jeg ville ønske, der var nogle andre autoriteter, man kunne lytte til, nogle andre end de tusinder af troværdige videnskabsfolk i USA og verden over, som efter årtiers kritisk granskning og diskussion af informationerne nu bringer os alarmerende nyt. Men alt, hvad jeg hidtil har set, peger på, at det ville være ren ønsketænkning."

En tredje tv-station - HBO der er mest kendt for serier som Sex and the City, The Sopranos og Deadwood - sender i denne uge hele 14 gange en timelang dokumentarfilm med titlen Too hot not to handle, en videnskabelig gyser om hedebølger, katastrofale storme, vira der spreder sig, og andre dødelige virkninger af den globale opvarmning. Produceret for tv-kanalen af miljøaktivisten, der også hjalp Elle, Laurie David.

En ny konsensus lægger pres

Selv det amerikanske magasin for kapitaliske lykkeriddere og skrupelløse spekulanter, Fortune Magazine med et oplag nær en million, har gjort sig til del af bølgen med artiklen 'Global warning' for nylig.

"Der viser sig en stigende grad af konsensus i medierne om den globale opvarmning. Det er noget nyt. I bestræbelsen på at sikre balance har megen mediedækning af den globale opvarmning indtil for nylig givet nogenlunde lige så meget plads til den skrumpende minoritet af forskere, der udfordrer det fremherskende synspunkt, at problemet er reelt, skabt af menneskets aktiviteter og værd at bekymre sig om," skriver Fortune.

Den ny mediekonsensus lægger imidlertid ifølge magasinet stærkt pres på politikere og erhvervsliv, så stærkt at "det politiske klima og forretningsklimaet nu ændrer sig hastigt, måske hastigere end det globale klima".

En illustration heraf var forhenværende præsident Clintons melding i lørdags under en forelæsning på University of Texas:

Klimaforandringerne "er den eneste af de udfordringer, vi står over for i dag, der har kraften til at fjerne grundlaget for civiliserede samfund. Jeg er ikke en af dem, der ser pessimistisk på en fremtid for kloden, under forudsætning af at vi får lettet rumpen og gør det, der skal til mod klimaforandringerne".

Det er det andet budskab, som de amerikanske og internationale medier har fanget og nu for fleres vedkommende gør sig til aktive advokater for: Tiden kalder på et paradigmeskift, en grøn revolution i tanke og gerning.

Som Laurie David siger i et interview med HBO: "Problemet er enormt, men der er ting, vi kan gøre som enkeltpersoner. Der er ting, man kan gøre som familie, som virksomhedsejer, som by og naturligvis som nation. Og vi kan gøre det i morgen."

"Vi må skabe en bevægelse, hvor det amerikanske folk siger: Vi vil have løsninger nu. Regeringen flytter sig ikke, før folket kræver det. Så vi er nødt til at ruske op i enhver og sige 'Hej, dette her kan håndteres, men vi er nødt til at starte lige nu'."

Grønne rollemodeller

Og i tråd med aktivismen fylder tv-stationen HBO sin hjemmeside med anvisninger på handlinger for den enkelte og med en lang web-liste over informationskilder, græsrodsorganisationer og kampagner for omstilling til grøn energiforsyning og levevis.

Hos Elle trækker man rollemodellerne frem.

"Jeg ejer to hybridbiler, og jeg har installeret solfangere på mit tag. Jeg neutraliserer mine CO2-udledninger ved at genplante skov flere steder i verden," fortæller Hollywood-stjernen Leonardo De Caprio.

"Mit råd er, at du tager en af dine yndlingsting - hvad enten, det er en bil, en taske, et par sneakers - og tager hen og banker producenten op og kræver, at han gør det mere økologisk intelligent," siger den berømte arkitekt og øko-pioner William McDonough.

Vanity Fair portrætterer hele 50 af de grønne rollemodeller og nye frontkæmpere og tilbyder på sin hjemmeside 50 konkrete bud på, hvad den enkelte kan gøre for at mindske sin CO2-belastning af atmosfæren og skabe større bæredygtighed: Skift til lavenergipærer, hold op med at forvarme din ovn ved madlavning, hæng vasketøjet til tørre og drop tørretumbleren, køb fødevarer, der er produceret lokalt og økologisk, isolér dit hus, sluk din computer efter brugen osv.

Livsstilsmagasinerne og tv-kanalerne stiller sig direkte bag aktioner som den ny store internet-kampagne stopglobalwarming.org, der har en lang række miljøgrupper, virksomheder og andre som medvirkende, og som opfordrer folk til at tilslutte sig en virtuel march, hvor man forpligter sig til at tage egne skridt mod drivhustruslen - fra at beregne sit personlige CO2-regnskab og købe sig aflad ved støtte til f.eks. træplantning, via indkøb af strøm fra vindmøller, til at sende appeller til den lokale borgmester om at forpligte byen eller kommunen til CO2-reduktioner, når nu Det Hvide Hus ikke vil. Deltagerne i den virtuelle march ud af CO2-svineriet og olieafhængigheden er personligheder som senatorerne Hillary Clinton og John McCain, tv-veteranen Walter Cronkite, general Wesley Clark, guvernør Arnold Schwarzenegger, nobelprismodtageren Wangari Maathai, miljøadvokaten Robert Kennedy Jr., klima-aktivisten over dem alle Al Gore samt godt 368.000 andre.

Kampagnen stopglobalwarming.org defineres som "en ikke-politisk indsats", i tråd med Laurie Davids budskab om, at "dette er ikke en politisk sag, det er en moralsk sag".

I Elle siger hun også: "Dette handler ikke om at yde ofre. Det handler om at skabe forandring."

Ikke ofre - forandre

Den pointe bores helt ud i IT-folkets magasin Wireds store tema om den grønne revolution:

"I årtier har miljøfolk advaret om en kommende klimakrise. Deres alarmsignaler blev overhørt, og sidste år indkasserede vi den første høst: En i særklasse voldsom orkansæson, rekordstort snefald i New England, de værste skovbrande i Alaska nogensinde, arktiske gletschere så tilbagetrukne som ikke før i årtusinder, katastrofal tørke i Brasilien, ødelæggende oversvømmelser i Indien - varsler om den globale opvarmnings destruktive potentialer."

"De grønne aktivister fejlede i forsøget på at bevæge den brede offentlighed, ikke fordi de havde uret, hvad problemerne angår, men fordi de løsninger, de lagde op til, var uden appel til de fleste. De talte for at spænde livremmen ind og lægge en dæmper på appetitten, skrue ned for termostaten og leve af et lavere niveau i fødekæden. De afviste teknologi, erhvervsliv og velstand til fordel for tilbagevenden til et simplere liv. Det kan ikke undre, at bevægelsen fik så ringe opbakning. At bede folk i verdens rigeste, mest avancerede samfund om at vende ryggen til selve de kræfter, der skabte overfloden, er i bedste fald naivt," skriver Wired.

Situationens alvor tilsiger en ny form for aktivisme, 'den næste grønne revolution':

"Med klimaforandringerne over os tager en ny grøn bevægelse fart, én der tager miljøfolkenes bekymringer til sig, men afviser de forældede svar. Teknologi kan være en kilde til endeløse, kreative løsninger. Forretningsliv kan være et redskab til forandring. Velstand kan hjælpe os til at opbygge den verden, vi ønsker."

"At være grøn i begyndelsen af det 21. århundrede kræver en helhjertet indsats for opgradering af civilisationen," hedder det i magasinet, der peger på de store potentialer og værdier i vedvarende energi, i energieffektivisering, i tætte byer og i kvalitet frem for kvantitet.

Hrønt ja til vækst

Fast Company Magazine taler endnu mere direkte for det økonomiske vækstpotentiale i at skifte til grøn teknologi. "En gruppe store tænkere er stået frem gennem det seneste årti med en ny version af den grønne drøm," hedder det: "Frem for at betragte økologiske principper som først og fremmest moralske forbud, foreslår de at se dem som designmæssige udfordringer. Hvorfor ikke stræbe efter at skabe en demokratisk, markedsbaseret civilisation af velstand og rigelighed, der bringer menneskeheden i en omsorgsfuld og nærende, snarere end altædende relation til det økosystem, det bebor? Langt fra at være utopisk, er det stort set opnåeligt i løbet af det næste årti - og vil i sidste ende koste langt mindre end vor aktuelle fremfærd."

"Den virkelige kraft bag miljømæssige fremskridt vil vise sig ikke at være regeringens handlinger, men fantasi og entreprenørånd," skriver Fast Company med uvenlig hilsen til den Bush-regering, som alle de ny grønne revolutionære synes enige om at være vrede på.

Den grønne revolution i klimatruslens skygge, som nu ruller ind over USA, formidlet og understøttet af amerikanske mediers målrettede kampagnejournalistik, har som sin vision at skabe den bedste af alle verdener: Et samfund i harmoni med sit naturgrundlag og i pagt med den menneskelige drift mod velstand og nydelse.

Ingen illustrerer projektet i al dets dialektik - nogle ville overveje betegnelsen skizofreni - bedre end Vanity Fair. Fra forsiden, der lader Julia Roberts, George Clooney, Al Gore og Robert Kennedy Jr. - alle klædt i dybgrønt - kalde på 'en ny miljørevolution', bladrer man om til side 2, hvor hvide bogstaver på en skinnende rød flade reklamerer for American Express' røde kreditkort med ordene 'Feel, be, live, shop'. Den første af livsstilsmagasinets hundredvis af annoncer for produkter, der kan give det moderne menneske forøget velbefindende. Inklusive det lille indstik 'The Shopaholic's Guide', hvor magasinets kyndige modeeksperter viser vej til "fantastiske mærkevarer til skyldfri priser."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu