Læsetid: 3 min.

Velkommen til den nye Robin Hood

17. juli 2006

For det må være sådan, Claus Pedersen ser sig selv. Net-piraternernes talsmands forsøg på folkeforførelse kunne læses i Information den 24. juli under overskriften "Fildeling gavner fattige kunstnere", hvor nettets Robin Hood med søgt saglighed gennemgår årsregnskabet fra NCB (komponisternes og forlæggernes forening til indkassering af rettighedshavernes andel af den omsætning, som musik solgt på cd, i telefoner og andre medier samt på nettet opnår i lovlig handel). Gud hjælpe mig om ikke manden mener, med tal fra NCB's regnskab, at kunne føre sagligt belæg for påstanden i sin kroniks overskrift: At fildeling, som virkning har, at der flyttes penge fra de "velhavende kunstnere" til de "fattige ditto".

Der sludres så meget i hr. Pedersens kronik, at det også for Informations redaktion har fungeret som røgslør for, at fildeling af musik - såvel som for alt andet ophavsretsbeskyttet materiale på nettet - er ulovligt. Og indtil det bliver lovligt, er det så bare fastslået, at Informations kronik er skrevet af en talsmand for sammenslutningen af tyve. Den nye tids Robin Hood.

Mange årsager

Claus Pedersen gør sig mange anstrengelser for hele tiden at understrege, at det ikke kan bevises, at fildeling er skyldig i pladebranchens omsætningsnedgang. Det kan det vel heller ikke være, men det vil være mere end svært at argumentere sagligt for, at pirateriet ikke skulle være en væsentlig medvirkende årsag.

Der er mange årsager til nedgangen. Den væsentligste er vel, at de storforbrugende teenagere har fået mange andre parametre og interesser i livet, væsentligere for definitionen af deres ståsted og selvforståelse, end netop musikken. Andre grunde kan være, som også CP nævner, at pladebranchens relancering af den voksne kundegruppes vinylsamling, nu på cd er ved at være overstået plus en masse andre grunde, herunder naturligvis fildeling.

Men at fremgangen for udbetalingen fra NCB til de 'lavtlønnede' grupper er iøjnefaldende, skyldes hovedsageligt, at det efterhånden er muligt at lave vellydende og fuldprofessionelle optagelser i soveværelset (et af de mange steder, hvor digital teknologi har ændret musikbranchen) og ikke mindst, at lanceringen og distributionen af musikken ad traditionelle - men især ad nye veje f.eks. via nettets mødesteder med diverse lovlige downloadmuligheder - i langt højere grad end tidligere er opnåelige for skabere og udøvere uden den førhen så attråede pladekontrakt. NCB udbetaler nemlig også for lovligt afregnede downloads.

Dette er den væsentlige forklaring på vokseværket inden for både mængden af sangtitler og mængden af kunstnernavne i den lavtlønnede kategori, et vokseværk, der intet har at gøre med, at øget fildeling - hvor netbrugeren hovedsageligt søger på præcis det, han er interesseret i og kender - skulle skabe interesse for nye og ukendte navne og derved forøge deres lovlige omsætning.

Anden forklaring

Det gør derimod de nye mødesteder som blandt andet Myspace.com og MyMusic.dk, hvor vidensdeling omkring musikkens græsrødder trives i et miljø, hvor man finder både 'uorganiserede' nye kunstnere, der stiller deres indspilninger til rådighed for at opnå opmærksomhed, såvel som etablerede navne med interessante profiler, der afregnes helt vanligt for downloads af sange fra disse fora. Efterhånden som der sælges mere og mere musik ad lovlige kanaler på nettet og mobiltelefoner, sker der jo også en tilbagevenden til single-kulturen, altså at man køber lige præcis den sang, man er interesseret i, i højere grad end albummet, hvor singlen findes på. Her er en anden forklaring på, at de 'store kunstnere' modtager færre midler fra NCB. Der sker i øvrigt ingen omfordeling i NCB af nogen art. De midler, institutionen udbetaler til de fattige kunstnere, har disse redeligt tjent ved lovligt salg af deres indspilninger, og faldet hos de store kunne meget vel skyldes, at ulovlighederne på nettet over for de kendte/etablerede er mere accepterede hos tyveknægtene efter devisen "hvor rig har Madonna lov at være?"" Ja, det har Robin Hood i hvert fald en mening om, men at lade tyveriet tage æren for fremgangen for de 'små' nichekunstnere, den må Claus Pedersen længere ud i skoven med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her