Læsetid: 3 min.

Velkommen til verdenssamfundet, lille Danmark

Error! Bookmark not defined. Når en sommerfugl slår med vingerne i Amazonas, kan det udløse orkaner i Japan. Sådan cirka lød kaos-teoriens slagord for nogle år siden
15. februar 2006

Nu har kaos-teorien tilsyneladende fået ret: Dumsmarte tegninger i en dansk provinsavis udløser sociale jordskælv i hele den muslimske verden.

Så ganske vist er sagen med tegningerne på mange måder begrædelig. Men som sociologisk case er den godt nok interessant.

Hvis kaos-teorien skal oversættes til sociologi, ville den umiddelbare kandidat være Manuel Castells' teori om det globale netværkssamfund. Nu om dage breder banale ytringer sig som digitale epidemier. Nu om dage arbejder diplomatiet ikke med håndholdte depecher, men med websites og SMS-kampagner. Nu om dage står verden pludselig i brand, og ingen kan gøre noget.

Er konklusionen, at vi lever i et globalt netværkssamfund? Nej! Min påstand er, at denne konklusion er for simpel. Selv om Castells er på sporet af noget rigtigt, er det misvisende at hævde, at verdenssamfundet fungerer som et stort digitalt netværk, hvor alt kan ske.

Hvorfor er det forkert? Fordi den netværks-epidemi, som vi har været vidne til, er undtagelsen, ikke reglen. Hvis man alene kunne beskrive det moderne samfund som et globalt, digitaliseret netværk, ville kaos være normaltilstanden.

Men selv om kaos hele tiden lurer som en mulighed, er det fortsat en undtagelse.

Derfor vil jeg gerne anbefale en anden og langt mere sofistikeret netværksteori: Den tyske sociolog Niklas Luhmanns teori om samfundet som globalt kommunikationssystem.

Netværk kontra hierarki

Også Luhmann fremhæver, at vor tids samfund kan beskrives som et globalt netværk. Også han er skeptisk ved de gamle forestillinger om, at samfundet er et hierarki med regering og statsmagt i toppen. Spørg bare Fogh Rasmussen og Per Stig Møller!

Men det, der er Luhmanns store force, er hans blik for alle de blokerings-mekanismer, der er indbygget i netværket. Mekanismer, der betyder, at det normalt ikke går så galt, som det er gået i den aktuelle sag.

For det første er verden ikke ét stort netværk, men en lang række løst koblede netværk. Alle disse netværk påvirker og forstyrrer hinanden, men de er ikke direkte forbundne.

Det betyder, at tegninger i Jyllands-Posten måske nok påvirker sociale og kulturelle netværk i Libanon eller Syrien. Men disse netværk opererer ud fra egne præmisser. Kun under ganske specielle omstændigheder opstår der en bølge af selvforstærkende interferenser. I forhold til denne bølge er tegningerne derfor ikke årsag, men har blot en udløsende effekt.

Selv om jeg ikke finder Jyllands-Postens tegninger specielt smagfulde eller velvalgte, er den nuværende situation med andre ord ikke Jyllands-Postens 'skyld'.

For det andet fungerer de mange netværk forskelligt. De kulturelle og religiøse netværk i den muslimske verden har deres egen dynamik. Denne dynamik udløses alene af den ydre provokation. Noget tilsvarende finder man herhjemme. Mens medierne hylder ytringsfriheden, har virksomhederne blikket stift rettet mod bundlinjen. "Sig dog undskyld", formaner Dansk Industri, mens chefredaktørerne hvæser tilbage med beskyldninger om principløshed.

For det tredje udløser forstyrrelser af den almindelige orden selvrefleksion en masse. For selvrefleksion er en af de måder, hvorpå sociale netværk genskaber deres stabilitet. Så når danske dagblade i disse uger sprænges af læserbreve og kloge-kommentarer - denne inklusive - er det i virkeligheden en stabiliseringsmekanisme.

Når man diskuterer, om ytringsfrihed er ubegrænset, eller om rettigheder også på dette område er forbundet med pligter, f.eks. pligten til at forvalte sin ytringsfrihed med omtanke, så er det en af de måder, hvorpå man finder tilbage til en stabil normaltilstand. Luhmann forklarer altså, hvorfor kaos er undtagelsen og ikke reglen. Men han forklarer også, hvorfor det kan gå galt. Han forklarer, hvor uhørt irritable de moderne, globale netværkssystemer er, og hvor uforudsigeligt de fungerer.

Han forklarer, hvor vigtigt det er, at alle disse systemer ikke er indbyrdes forbundne. Hvor hensigtsmæssigt det er, at medierne gør, hvad de vil, uden at Fogh Rasmussen kan gøre sin indflydelse gældende. Og hvor risikabelt det til gengæld er, at de samme systemer ikke er adskilte i lande som Iran og Syrien. Det er ikke deres militære våben, der er farlige, men manglen på tætte skotter mellem religion, medier og politik. Han forklarer, hvorfor både Fogh og Møller i disse uger må opleve en massiv identitetskrise. De troede, at de var herrer over situationen, og så er de bare brikker i et ustyrligt spil.

Vi lever de facto i et globaliseret samfund, uanset at Krarup og Pia Kjærsgaard ikke vil vide af det.

Så når nu støvet har lagt sig, skal vi sende en hilsen til Jyllands-Posten: Tak fordi I - også mentalt - meldte Danmark ind i verdenssamfundet.

Lars Qvortrup er professor på SDU og leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her