Læsetid: 4 min.

Velplaceret fredspris

11. oktober 1997

Prisen gives til den som har gjort mest eller bedst for broderskabet mellem nationerne, for afskaffelse eller nedskæring af hære eller for at fremme eller afholde fredskongresser.
Alfred Nobels testamente, år 1900

Kinesere er høflige folk og deres skuffelse udtrykkes helst positivt. Når den fremtrædende systemkritiker Han Dongfang derfor i går - som en af de første - gratulerede Kampagnen mod Landminer, ICBL, for Nobels fredspris, så var hans budskabet et andet end lykønskningen: Glem ikke Kina.
For mens ICBL gennem de seneste uger har fremstået som den mest sandsynlige modtager af prisen, så var det en udbredt antagelse, at de nærmeste rivaler til prisen var Wei Jingsheng eller Wang Dan, der begge henslæber deres liv i kinesiske fængsler, fordi de kræver demokrati.
Når International Campaign to Ban Landmines alligevel var et klogt valg skyldes det først og fremmest den timing, som netop er komiteens styrke - når den vælger at bruge den.
Fredsprismodtagerne falder groft sagt i to kategorier: Enten belønning af statsmænd, der har gennemført et fælles skridt mod fred. Det er ofte fjendepar - som Henry Kissinger og Le Duc Tho hhv. amerikansk udenrigsminister nordvietnamesisk fredsforhandler, Nelson Mandela og F. W. de Klerk, Yitzhak Rabin og Yasser Arafat. De får prisen nøje efter Alfred Nobels testamente.
Men pristildelingen bliver virkeligt virksomt, når komiteen strækker sit mandat en smule og bruger prisen dynamisk i stedet for statisk: Til at fremme en proces i stedet for at belønne én, der er afsluttet.
Desmond Tutu fik prisen i 1984 netop da Sydafrika var på vej ned i en voldsspiral, og hvor det var overvejende sandsynligt, at det sydafrikanske styre ville fængsle eller på anden måde eliminere den prominente demokrati-aktivist. Et halvt år senere begyndte Vestens at indføre økonomiske sanktioner.
Siden Burmas fængslede oppositionsleder Aung San Suu Kyi fik prisen i 1991 har opmærksomheden på landet været højere end før. Opmærksomheden på den indonesiske besættelse af Østtimor blev fornyet og fastholdt efter pristildelingen forrige år af de øst-timoriske aktivister Carlos Belo og Jose Ramos Horta.

Prisen gives i år til en ægte græsrodsorganisation, der på kort tid har opnået store resultater - men som har brug for støtte til at afslutte sit arbejde. ICBL blev oprettet i slutningen af 1991 ved et skrivebord i de amerikanske krigsveteraners organisation. Drevet af ildsjæle er den vokset til at omfatte næsten 1.000 andre organisationer i 60 lande - i Danmark er Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors medlemmer. Tilbage i Washington koordineres deres indsats mod de lemlæstende landminer af en håndfuld mennesker, der har forstået selve essensen af at være græsrødder: At sprede ansvarligheden for at nå målet, således at man når det på trods af sine små ressourcer.
Netop i kraft af denne vidtstrakte organisering af mineofrelande over mineforbrugende til mineproducerende lande opnåede ICBL i sidste måned, hvad ingen havde troet muligt ved organisationens begyndelse: Først at udbrede kendskabet til minernes forfærdende konsekvenser: 100 millioner efterladte miner kloden rundt dræber eller lemlæster årligt 25.000 mennesker, og gør tusinder af kvadratkilometer landbrugsjord utilgængeligt. Dernæst at overtale en række nationer til at arrangere en international konference med det formål at få et totalt forbud mod brugen af miner. Og som kronen på værket lykkedes det knageme organisationen i sidste måned at få mere end halvdelen af FN's medlemslande til at vedtaget det globale forbud mod miner.
Næsten globalt, altså. For fire regionale eller globale stormagter valgte at stå uden for forbuddet: USA, Kina, Rusland og Indien.

Mineaftalen blev indgået af landenes diplomater, hvorefter den skal underskrives - ratificeres - af deres statsledere til december. Det åbner for to muligheder. Dels at nogle af landene falder fra - sandsynligheden for dette er ikke stor - dels at de fire endnu kan nå at komme til. Med prisudnævnelsen har Komiteen mindsket den første sandsynlighed og øget den sidste.
De som ikke har troet på fredsprisens effekt, må give sig efter Boris Jeltsins hurtige reaktion i går. Han har dramatisk styrket pristildelingens pres på USA. Kina og Indien bliver næppe bevæget til at ændre holdning; de er drevet af den magtbrynde, der bunder i mindreværd.
Men foreløbig er der ikke meget, der tyder på at det gør indtryk på den amerikanske kongres, som bremsede præsident Clintons forsøg på at imødekomme mineforbuddet. Kongressen er nemlig drevet af den magtbrynde, der bunder i overbevisningen om egen urørlig- og fuldkommenhed.
Men det udstiller USA som et reaktionært og kynisk land, og det styrker de kræfter i Kongressen, der går mod flertallets ønske om fortsat at kunne kvæste og dræbe uskyldige. Det var netop en af disse, kongresmedlem James McGovern, der foreslog Nobel-
komiteen at give prisen til ICBL.

Tilbage i en celle i Kina sidder en skuffet Wei Jingsheng. Dømt til 29 års fængsel for at have kritiseret sin statsleder og krævet demokrati. Det havde været lige i øjet på den kinesiske ledelse, sejrsstolt oven på overtagelsen af Hongkong og nedbrydningen af det vestlige pres for demokratiske reformer, at udnævne en systemkritiker til international freds- og frihedshelt. Bedre held næste år, Wei.pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her