Læsetid: 5 min.

Den velsignede desorientering

På deres femte album bryder duoen White Stripes totalt med sin stilskabende retrolyd og kaster sig med fine resultater over et mere eksperimenterende og uegalt udtryk
6. juni 2005

Bag det moderne studies maskinpark med tilhørende uendelige programmerings- og klangmuligheder, finder vi hos en udvalgt skare en spæd drøm om en tid, hvor musik var noget, der blev spillet af levende mennesker i en interaktiv proces.

Og hvor studiets nobleste opgave var at fange denne vekselvirkning så nøjagtigt og vellydende som muligt. Gerne ved at tilsætte lidt rumklang og en drys ekko, men ellers ud fra princippet om så meget 'high fidelity' som muligt. Drømmen om denne på en gang enkle - lad bare båndet rulle - og dog så komplicerede - for hvordan fungerer det egentlig for musikerne uden et publikum? - er de sidste par år blevet forvandlet til virkelighed, efterhånden som flere og flere pladekunstnere udser sig studier, der har enten holdt fast i eller genindkøbt det analoge grej, der indtil det digitale gennembrud udgjorde de alment udbredte arbejdsbetingelser for folk i lydbranchen.

Og kastes et blik på tidens retrorock, har denne praksis efterhånden fået etableret sig som norm. Selvfølgelig for at opnå den klang, der findes på de indspilninger, tidens unge løver har ladet sig inspirere af, men i lige så høj grad for at undgå den fnugfri perfektionisme, det digitale grej så villigt lægger ryg til.

Om det ene er bedre end det andet skal der ikke bruges spalteplads på her, blot nøjes vi med at konstatere at begge dele kan noget.

Kigger man efter foregangsmænd og fortalere for den analoge metode, er den amerikanske duo The White Stripes ikke til at komme uden om, thi de har benyttet deres massive undergrundsstatus til at reklamere for ikke blot udtryk og kunstnere langt fra tidens af silikone dryppende hovedstrøg, men også måden fortidens bedrifter auditivt bevaredes på.

Det har resulteret i nogle umiddelbart meget råt indspillede, men også spillevende skiver, der fulgte devisen, at Jack White sang og spillede el-guitar (nogen gange lidt klaver og i ny og næ: en bas), mens hans kone/kæreste/søster/whatever Meg White tampede løs på trommer og diverse slagtøj.

En em af det artificielle

Derfor er det også mere end morsomt, at konstatere hvorledes duoens seneste udspil, det vildt afvekslende, voldsomt charmerende og næsten irriterende ujævne Get Behind Me Satan, i dén grad har benyttet sig af pladestudiets muligheder og derfor besidder en massiv em af det artificielle, thi her pannes rigeligt i stereo, mens stemmer afspilles baglæns og det er muligt at spotte flere af de redigeringer og klipninger, der er foretaget. Uden at pladen af den grund kan kaldes tilnærmelsesvist pæn eller på anden måde poleret. Tværtimod lyder det som om også studiet har fået nogen tærsk i forsøget på at vride White Stripes udtryk i nye retninger, hvilket er lykkes til overmål, for her vil de mere indædte fans skulle sluge nogle ordentlige kameler. Det er både skægt, befriende og desorienterende, thi stilistisk stritter lortet i alle retninger og Jack Whites i forvejen uregerlige sangskrivningstalent bevæger sig ud i de særeste hjørner her. Han spiller heller ikke meget el-guitar, hvilket ellers er det instrument, han er kendt for at mestre til en art slasket perfektion; til gengæld giver han den for fuld skrue på akustisk guitar, rudimentært klaver og heftig marimba, så det rasler i skelettet.

White Stripes plader er løbende blevet bedre og bedre, hvorfor 2003's Elefant i sin tid tog sig ud som den mest lykkeligt forløste White Stripes plade til dato. Rå, funky og umiddelbar kunne den ikke undgå at minde én om, hvad der i sin tid gjorde rock'n'roll så dragende - også selv om den måske ikke indvandt nyt land for samme. Til gengæld fik den vendt godt op og ned på samt rodet rundt i den muld, hvori rocken - den sarte blomst - vokser og i processen tilførtes vi alle et sus af den spontanitet og grimhed, der er en saga blot i den digitale tidsalder. Og måske vil Elefant til sin tid fremstå som den kvintessentielle White Stripes-udgivelse, men så vil Get Behind Me Satan til gengæld nok fremstå som den mest originale. Alene det faktum, at det ikke er muligt at komme i tanke om en plade eller kunstner, dette soniske cirkus fra Helvede minder om, taler for sig selv. Det lyder simpelthen ikke som noget andet vi har hørt, så selv om delelementerne vækker genkendelse, fremstår helhedsindtrykket både stærkt og originalt.

Vidtfavnende, derangeret

Get Behind Me Satan (fed titel, i øvrigt) summer og suser med ideer, indfald og inspiration, men dens største fortrin er det kunstneriske mod, der udvises. Intet ville have været lettere (og mere naturligt?) end at fortsætte, hvor de slap med Elephant, men i stedet byder Jack og Meg denne gang på et vanskeligt og modsætningsfyldt værk, fuld af modhager, manier (er Jack White monstro besat af Rita Hayworth eller hvad?) og modifikationer af en række genrer og stilarter vi troede at kende. Ved at inddrage studiet som instrument på linje med det klassiske gear, Jack White elsker og benytter, har han sparket døren op til en række nye muligheder, der gerne må krydsbestøve hans uomtvisteligt originale sangskrivning og duoens aldrig mindre end totalt involverede spillestil.

Om dette vidtfavnende og derangerede udtryk vil skræmme gruppens kernefans langt bort, kan kun tiden vise, men så skal der sgu nok komme nye til, thi Get Behind Me Satan vil givetvis nå vidt omkring; som der står på Pall Mall-pakken: Wherever particular people congregate. Eller hvad der nu står.

Dette er rockmusik, når den minder allermest om en foruroligende og lettere angstfremkaldende drøm, der sidder i kroppen lang tid efter øjnene er slået op og verden generobret, men alligevel bevarer sin fascination grundet indblikket i det ukendte, den også gav. Dette er den ægte vare og alt andet end den feel-good-muzak, vi lige lovlig ofte spises af med af diverse charlataner og wannabees. Jawohl, dette er så the real thing og der er kun ét at tilføje: Vogt Dem for efterligninger.

Grundet en produktionsfejl i den til undertegnede fremsendte cd har det ikke været muligt at aflytte skæring fire. Vi formoder dog, den er lige så herligt afrakket som resten af albummet. Ellers bringes der et dementi inden året er omme!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu