Læsetid: 3 min.

Velstand mod velfærd

28. juni 1999

TRADITIONALIST har længe været skældsord i den vesterlandske civilisation, hvis største moralske bud lyder: Køb og smid væk. Markedet byder altid på nyt og moderne. Da udviklingen ifølge fremskridtstroen altid går fremad, er nyt altid bedre end gammelt. Alligevel afholder det ikke den socialdemokratiske amtsborgmester på Fyn, Elise Pedersen, fra udtalelser, som traditionelt pådrager hende skældsordet traditionalist.
Nu er det sket igen. Efter kommuneaftalen mellem hendes to partifæller, Mogens Lykketoft og formanden for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, udtalte hun ved ugens slutning til Information: "Principielt er det noget skidt med brugerbetaling. Det er ikke så meget et spørgsmål om kroner og øre, men (...) at de ældre skal til at betale selv. Skønt det ikke er så meget endnu, er der kommet en skrue, som kommunerne kan blive ved at skrue på."
Traditionelt eller ej: Hun har ret i, at traditionen for markedsforgudelse trænger til modspil. Om ikke for andet, så for fornyelsens skyld!
Markedet hærger tillige socialt, økologisk og demokratisk så øjensynligt for enhver, der ikke lider af total markedsforblindelse, at hendes eget parti dog også af den grund må have andet at byde på end nyliberalisme minus ti procent. For hendes partifæller Blair og Schröder dog tilsyneladende kun minus 0,01 procent.
Men skulle en tilbagevenden til de go'e gamle dage, da den socialdemokratiske stat tog sig af alt og sikrede lighed for alle, være svaret?

AF MANGE grunde til at svare nej, må den første være, at de gamle dage ikke var så go'e. Ved afslutningen af velfærdsstatens etablering i 1969 udsendte Bent Hansen (også socialdemokrat!), bogen Velstand uden velfærd: Nok havde langt de fleste fået sikret de elementære livsfornødenheder, men ulighederne mellem indkomstklasserne var de samme som ved århundredets begyndelse.
Inden for hver enkelt indkomstklasser fandt begrænset udligning sted mellem raske og syge, voksne og gamle, mennesker uden forsørgerforpligtelser og børnefamilier. Forskellene mellem under-, mellem- og overklasse, hvad angik livsmuligheder og udnyttelsen af dem i form af uddannelse, karriere, politisk, økonomisk og kulturel magt og indflydelse, var til gengæld uforandret. Trods voksende offentlig sektor og skattetryk. Langt ned i mellemklassen blev skatterne og det offentlige omgået med såvel legale som illegale midler. Selv troende socialdemokrater og socialister fandt, at det såkaldte 'ligemageri' måtte vige for det - om ikke go'e så ældgamle - princip, at de bedste (til at tjene penge, tage store eksaminer, gøre karriere og så videre) også skal have det bedst. Kunne de oveni rage offentlige midler til sig med henvisning til, at det offentlige bør støtte borgerne i alle deres udfoldelser fra tarokkortlægning til elitesport og anden -kultur, sagde de dog ikke nej til det.
Dén går ikke længere. Middelstanden er blevet så forslugen, at sikringen af de elementære livsfornødenheder for alle er i fare. Den stadig mere velnærede middelstand og den stadig mere ufatteligt rigere overklasse må i stigende grad til at betale selv for alle mulige og umulige ekstraydelser, så stat og kommuner har fornødne midler tilbage til sikring af det elementære.

KOMMUNALE socialdemokratiske topfolk, der udtaler sig til dagens avis, siger det lidt mindre skarpt (for Socialdemoratiet bejler jo nu som alle andre magtsøgende til den herskende middelstand), men det er i realiteten, hvad de siger.
Alene medicinalindustrien og lægerne kan i dag opvise muligheder for kropsspleje og psykisk massage, som enhver middelstandsdame og -herre burde have offentlige tilskud til, at blev de 'behov' dækket, ville det i løbet af få år prisgive de sidste muligheder af offentlig støtte til dem, der har hjælp behov til det elementære. Elise Pedersen har da ret i, at denne markedsgørelse af middelstandens overskuds'behov' kan blive en forfærdelig skrue, som i sidste ende også rammer det elementære.
Svaret er åbenhed. Væk med alle kapitalistiske forretningshemmeligheder, så markedet kan udsættes for samme kritik som det offentlige principielt er eller rette burde være underlagt. Det er et krav, som ikke er særlig traditionelt. Det er heller ikke moderne. Det har fremtiden for sig. el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu