Læsetid: 4 min.

Vend ikke røv til herren

...selvom røvhullet smiler. Jørgen Michaelsen er en korporlig konceptkunstner og en af samtidskunstens mest egensindige skikkelser. Nyt bogværk er øjenåber og panderynker uden sidestykke i dansk kunst og litteratur
12. februar 2007

Kunstdebatten ruller, og slagordene fyger i nærværende spalter. Så rimeligvis må anmeldelsen af billedkunstneren Jørgen Michaelsens (f.1961) højst bemærkelsesværdige bog 'AUTO' indledes med en klar og tydelig advarsel: Jørgen Michaelsens bog er sær. Virkelig sær! Og hvad måske er mere kriminelt i disse sen-populistiske tider: Den er vild, vildt vanskelig og dybt original.

'AUTO' kan godt ses som én lang knudret og noget indforstået humoristisk exces. Men det er også en analytisk koncentreret, konceptuelt monstrøs og absolut fascinerende bog, der til læserens glæde og frustration tér sig genremæssigt urégerligt henover mere end 400 sider.

De i alt 767 (!) digte og de fiktive rundbordssamtaler, som nu eksempelvis 'Jorn: desperat trialektik mellem Mozart og Gadaffi' - en humoristisk spillende og begavet indførelse i Asger Jorns betydningsteori - udgør umiddelbart lette indgange til det vanskelige og meget uensartede værk. Og særligt er de 187 'førbevidsthedshaikupoemoider' aldeles ubesværet, mærkværdig og knitrende absurd læsning. Et enkelt eksempel: 'Nu / er alt / nedblæst // planeterne / spiser / kål // røvhullet smiler'.

Elsket og hadet

'AUTO' er et udvalg af Jørgen Michaelsens tekster fra perioden 1993-2005. Den er forsynet med et rigt billedmateriale, der dokumenterer de seneste års udstillingsaktiviteter, og interessant nok viser det en kunstner, hvis visuelle, konceptuelle og humoristiske generøsitet kun vokser og vokser.

Jørgen Michaelsens kunst er både elsket og hadet, men i tidens løb også helt affejet på grund af sin insisterende hermetisme. I de seneste år er hans værk dog blevet mere tilgængeligt og genstand for fornyet interesse fra særligt yngre kunstnere, der føler sig tiltrukket af kunstnerens egensindige position og en samplende visuel stil. Denne stil adskiller sig dog markant fra det rent ironiske eller kaotiske stilistiske misk-mask, derved at Michaelsen tydeligvis har en dyb historisk interesse i og forståelse for de kilder han trækker på: Surrealisme, konstruktivisme, popkunst, science-fiction, medicinske illustrationer m.m.

Kunst & stat

En af Michaelsens store inspirationskilder er surrealisten Vilhelm Bjerke-Petersen, der i 1955 skriver følgende i artikelen 'Bidrag til forståelsen af konkret kunst': "Jeg tror, at den nærmeste fremtids kunstnere skal komme til at regne meget mere med formernes 'biologiske' betingelser og 'sociale' attituder."

Kunstens former var ifølge Bjerke-Petersen biologisk betingede, men samtidig udstyret med sociale attituder. Men hvorledes hænger kunstens biologiske betingethed mere præcist sammen med de sociale attituder, ja, hele kunstens samfundsmæsssighed? Det spørgsmål er gennemgående i Michaelsens kunst. Og han udfolder det i lyset af et andet spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvorledes og i hvilket omfang kunstens og nationalstatens udvikling gensidigt har påvirket og 'informeret' hinanden?

Ud over at være i kontinuerlig dialog med kunstnere som Bjerke-Petersen og Albert Mertz, så er Michaelsen helt konkret optaget af den danske reformator Peder Palladius (1503 - 1560) og forfatteren, socialdemokraten og danmarks første kulturminister Julius Bomholt (1896-1969). Sidstnævnte er blandt andet kendt for værket Dansk digtning fra den industrielle revolution til vore dage, hvor han søgte at forbinde den litterære udvikling med samfundets udvikling.

Det er en lignende bumlet forbindelse Michaelsen er på sporet af, og for læseren er det skiftevis en velsignelse og en forbandelse, at han følger sporene så vildt, langt og dybt ned i den (kunst)historiske pøl.

Bebyldede beskidninger

"Er det fiktionstekster, tidsskriftsartikler, pasticher på videnskabelige tekster eller måske debatindlæg?" spørger Nikolaj Lübecker i ét af ialt tre gode indførende efterord. Vi kan i mangel af bedre kalde det 'kunstnertekster'. Publiceret og vist i forbindelse med Michaelsens kunstudstillinger, hvor tekst og billede altid gensidigt 'informerer' hinanden, som Rune Gade skriver i sit efterord. Der er tekster i 'AUTO' jeg overhovedet ikke kan trænge ind i.

Jeg stopper med at læse og ser bare på sproget. Som ren og skærende diskursiv stoflighed. Som var man denne Marsboer, der sidder i sit røde hjem med en fremmed civilisations kværnende sprog i sin hånd.

Som nævnt er systemdigtene - kaldet 'poemoider' - noget af det mest tilgængelige i 'AUTO'. De falder i tre grupper: Visitatspoemoider, seminalpoemoider og endelig haikupoemoiderne. Førstnævnte 'Visitatspoemoider' omhandler en rundrejse til landets 390 sogne foretaget og beskrevet af Peder Palladius, der af Kristian III var blevet pålagt at indføre det Lutherske kirkevæsen. Et digt kan eksempelvis lyde således:

'Himmelstue er ingen sjo/skepine, så hvis fx skarn og / byld trykker, vend da ikke / (med forlov) røv til herren / (det gud selv forbyde)'. Og et andet eksempel der er sigende for et sprog fuld af æltede, dejagtige og bebyldede beskidninger af himmelen og jorden: 'Thi sjæletåge gør ingen / orm, før alle djævle (med / forlov) beskider den ret'.

Det er oplagt, skriver Peter Laugesen i det sidste efterord, at se visitatspoemoiderne, som en "kommentar til den genopvækning af dansk nationalitetsfornemmelse, der i 1996 for alvor var på vej ind i den frastødende og indsnævrede nationalisme".

Men samtidig er der også tale om "løssluppent digtstof, hentet i en dagligdag, der endnu kun er gas og støv og bavl-alt det man ikke kan sige, at poesien består af, men som den simpelthen er", som Laugesen skriver. Michaelsens kunst er måske først og fremmest kendetegnet ved en nysgerrigt kommenterende vrængen, der opløser og pulveriserer det sprog den retter sit skyts mod. Resultatet bliver dette løsslupne digt- og billedstof som Michaelsen genoplader med forløsende humoristisk potentiale. Humor som erkendelsesform. Michaelsen er en subtil postmoderne ironiker, der samtidig skaber ud fra den antagelse, at mennesket kun kan forstå sig selv på sin historiske baggrund.

Denne lidt modsætningsfyldte position er i samtidskunsten unik og meget produktiv. 'AUTO' er i al sin mærkværdige monstrøsitet uden sidestykke i dansk kunst og litteratur. Knastørre anbefalinger!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her