BERLIN Lige nu kan man se den fjerde i rækken af kunst-biennaler i Berlin, i og omkring kunsthallen KW i Auguststrasse. Titlen er Von Mäusen und Menschen/-Of Mice and Men ifølge kuratorernes programskrift »stjålet« fra John Steinbecks roman, der handler om livet i al sin enkelhed og kompleksitet: Man fødes, man lever, og så dør man, og livsdelen mellem de to afgørende skæringspunkter betegnes som et individuelt raid ind i det uforudsigelige. Alligevel er det de samme ting, der i sidste ende betyder noget for os alle, i forskellige variationer og nuancer naturligvis. Von Mäusen und Menschen finder ikke kun sted i selve KW, men langs hele Auguststrasse, hvor kunsten har taget bolig i mange former for rum, der på hver deres måde repræsenterer betydningsmættede afsnit i tilværelsen: private lejligheder, baggårde, en skole, en balsal, en kirke og kirkegård.
Alle locations har dannet rammen om menneskers levede liv. Derfor rummer de spor efter en masse fortællinger, som kuratorerne har gjort sig umage med ikke at slette, men derimod lade stå uberørte hen som resonansrum omkring de indbudte kunstneres værker.
Poesien i ruinen
Denne stedets og den autentiske atmosfæres arkæologi udgør et kvantespring ind i et anderledes kunstsyn, der tillader sig at betone sansningen af det tabte, poesien i ruinen, fraværets nærvær i den forladte bygning.
Derudover investerer kuratorerne også kunstgenstanden med en betydning og patos, som længe har været anset for et overstået kapitel i kunsthistorien, som resultat af det avantgardistiske paradigmes definition af konceptet som bærende søjle i kunstværket. Tingene synes i det fremvoksende paradigme at have opnået en ny central placering i kunstnernes bevidsthed, en nærmest magisk evne til at formidle betydning mellem mennesker, der er adskilt i tid og rum.
I adskillige år har de store internationale og toneangivende biennaler, der profilerer og definerer samtidskunstens stade, ellers holdt sig på lang afstand af sådanne patosfyldte og universaliserende formuleringer med rod i en almenmenneskelig erfaringshorisont. Tendensen har tværtimod været, at dissekere og dekonstruere kunsten som det traditionelle sted for universelle udsigelser og til gengæld reflektere over, hvad det indebærer at lave kunst.
Siden avantgarden i løbet af 60erne holdt sit indtog i den kunsthistoriske kanon, har dens principper dannet fundament for samtidskunstens paradigme, hvilket har betydet, at kunstens opgave har været fastsat som en stadig undersøgelse af repræsentationen og en stadig udvidelse af kunstbegrebet. Derfor har man længe set en toneangivende kunst, der som middel har brugt provokationen og som mål har haft at tømme kunsten for indhold og mening i et forsøg på at nå kunstbegrebets endelige grænse.
Labyrint af forladte rum
Når man bevæger sig rundt i Berlin-biennalens forskelligartede rum, mødes man af en overvældende mængde af genstande, der står og venter på at blive afæsket deres historier. Og det er ikke noget der falder en svært. Tværtimod er iscenesættelsen af kunstværkerne med til at lokke et mylder af fortællinger frem, idet kunstnerne har fået stillet disse labyrinter af nedlagte, forfaldne, forhenværende og forladte rum til deres rådighed. Særligt en gammel jødisk pigeskole, der har ligget uberørt hen i omkring 10 år efter sin nedlæggelse, byder på et netværk af gange, trapper og lokaler, man både føler en sanset fortrolighed med og samtidig er på nippet til at fare vild i. Men også KW, der hæver sig fem etager op, synes at blive ved med at reproducere sig i nye rum og kunstinstallationer.
En fælles overskrift for de mangeartede udtryk, kunne være »det universelt menneskelige«, hvad enten det giver sig til kende som almene og fortrolige betragtninger over livets vilkår, eller som skæve, tabuiserede fortællinger fra eksistensens overdrev (som alle indimellem tangerer). Variationerne og koblingerne er utallige, men grundlæggende henvender de indbudte kunstnere sig til følelser, sanser og erindring.
Den ublu nysgerrighed
Fascinationskraften i mange af værkerne er ganske overrumplende, der tales ublu til ens libidinøse nysgerrighed, og det gøres underfundigt og effektfuldt. Dette understreges bestandigt af den kuratoriske iscenesættelse, der fanger en og fører en viljeløst og lystfuldt længere og længere ind i en labyrint af locations, der sammen med de installerede værker spinder et net af fortællinger om menneskers liv, tanker, ængstelser og drifter.
Det er et tydeligt forsøg på at sætte skub i et paradigmeskift, når den aktuelle Berlin-biennales tre kuratorer, Maurizio Cattelan, Massimiliano Gioni og Ali Subotnick, i programskriftet underkender det etablerede paradigmes fokus på kunstens politiske og sociale implikationer og i stedet indvarsler en ny
poetisk optik, der kan rumme den virkelighedserfaring, mennesker er fælles om at føle, og som i deres øjne reduceres, hvis den blot gøres til et spørgsmål om økonomiske og sociologiske strukturer eller køns- og etnisk identitet.
Det interessante ved at følge sådan et paradigmeskift er, at det tydeliggør, hvor magtfuldt det etablerede paradigme er.
Kunstscenen er skueplads for et spil om positioner, hvor de forskellige aktører må kende spillets regler for at kunne skabe rum og taletid for deres standpunkter. For tiden kan man ikke bare gå ud og lave en udstilling med et almenmenneskeligt sigte og patosfyldt indhold, uden først at gøre det kunstinteresserede publikum opmærksom på, at her vendes ryggen til konsensus og vises noget andet, end man er kommet til at forvente af samtidskunsten.
Kuratorerne bag Von Mäusen und Menschen ved, at de for overhovedet at blive taget alvorligt er nødt til at signalere, at de er indforståede med, hvad der er konsensus om, og at de ønsker at bryde med konventionerne.
At sætte sig op imod konsensus er et helt bevidst træk, der handler om at legitimere nogle kunstneriske principper, der er »forbudte« indenfor det herskende paradigme, og forsøge at opnå en ny konsensus om dem. Denne indbyrdes positionering er blevet kaldt for et powerplay, dvs. et forsøg på at komme i overtal og score point med sit standpunkt en rammende metafor for det spil, der bølger frem og tilbage på kunstscenen.
I udstillingens programskrift skriver kuratorerne blandt andet: »Måske er det romantikken i historiens, livets og ruinens lag, der tilskynder os til at stoppe op og betragte vores egen ubetydelige plads i tidens og rummets strøm. Og sig ikke det er kitsch. Er vi virkelig blevet for blaserte til at opleve et sublimt øjeblik?«
De store internationale biennaler er på en gang geigertællere og trendsættere for samtidskunsten. Derfor giver den fjerde Berlin-biennale et fascinerende indblik i, hvilke dagsordener kunsten i den kommende periode vil komme til at følge, hvis kuratorerne bag har formået at spille deres kort fordelagtigt. Det nye paradigme er ved at tilkæmpe sig en position, der tillader nogle kunstneriske udsigelser, som for en tid har været »forbudte.«
Det igangværende paradigmeskift er et godt eksempel på, at det trods alle kulturpolitiske anstrengelser ikke er muligt at rette kunsten ind efter et bestemt kanoniseret kunstbegreb. Sådanne begreber er ikke uimodsigelige, selv om man i sin samtid måtte mene det, og kunsten vil altid vriste sig fri og skyde en spire i en anden retning.
Von Mäusen und Menschen, Kunst-werke, Auguststrasse, Berlin. Til 5.juni
Merete Sanderhoff er mag.art i kunsthistorie
