Læsetid: 4 min.

Et vendepunkt for Nordisk Film

To jubilæumsbøger byder på hver sin tolkning af en afgørende dramatisk episode i filmselskabets historie
16. november 2006

Historien skrives af de overlevende. Når man som den meget talentfulde filminstruktør Ole Palsbo tog livet af sig, kun 42-år gammel og i en så fjern fortid som 1952, risikerer man, at de begivenheder, der ledte op til den fatale beslutning, tolkes efter forgodtbefindende af de personer, som måske nok burde vide bedre.

For eksempel har både instruktørkollegaen Erik Balling og dennes producent Ove Sevel i deres erindringer nævnt det som en indiskutérbar kendsgerning, at Palsbo et år før sit selvmord selv udvandrede fra Nordisk Film midt i en film og på denne måde banede vejen for den mere letbenede Ballings debut i instruktørstolen.

En påstand, der gentages i Poul Arnedals nyudgivne Nordisk Film – en del af Danmark i 100 år.

Påstanden modsiges af en oplysning i Peter Schepelerns usentimentale, ret kritiske, men nuanceret beundrende Erik Balling-portræt i dette efterårs anden jubilæumsbog, 100 Years of Nordisk Film. Dér står det nemlig utvetydigt at læse, at Palsbo blev fyret fra Nordisk, hvor han havde været fast hus-instruktør siden 1946. En fyring, der kan ses som et afgørende vendepunkt i selskabets produktionslinje bort fra efterkrigstidens alvor og henimod 1950’ernes folkekomedie. Hvad sagde han selv?

Hvem har ret? Blev Palsbo fyret eller gik han selv? Heldigvis gav Palsbo selv i to datidige avis-interviews kort efter bruddet sin version af forløbet, og af dem fremgik det, at der ganske rigtigt var blevet råbt højt af den nerve-stressede, dørsmækkende instruktør, men at han efter at have sundet sig hellere end gerne ville lave den problemfyldte film, Vi arme syndere, færdig for Nordisk.

Her viser interne mødereferater imidlertid en stærk fjendtlighed i ledelsen mod den besværlige instruktør.

Naturligvis ville Palsbo gerne fortsætte, for han var i en privilegeret position som Nordisk Films husinstruktør, og det ville – som filmbranchen dengang var skruet sammen – være mere end svært for ham at finde arbejde som spillefilmsinstruktør ude på det dengang meget ufrie marked. Som det også snart skulle vise sig.

Alt peger altså i retning af, at det er Schepelern, der har ret – til gavn for Palsbos eftermæle, men til skade for Nordisk Films ry, for der var almindelig enighed om, at Palsbo var en af vores bedste og mest begavede instruktører (det mente Balling også selv).

Seriøsitet på engelsk

Forskellen mellem de to bøger i anledning af Nordisk Films 100-årsdag er virkelig til at tage og føle på. Mens Arnedals tilbageblik former sig som en blanding af mere eller (især) mindre morsomme kantinehistorier, ispækket nyttig, men ukritisk historisk virksomhedsbeskrivelse, er Richter Larsens 100 Years of Nordisk Film en seriøs samling, dybdegravende artikler, der især belyser stumfilmstiden. I bogen fremlægges med gavmild hånd forskellige eksempler på fin grundforskning, f.eks. om overgangen til lydfilmen (ved Dinnesen og Kau) og om Nordisk under Besættelsen (ved Casper Tybjerg). Det er selvfølgelig glimrende, at teksterne publiceres på engelsk, men egentlig lidt paradoksalt, at de ikke også forefindes på dansk i betragtning af, hvor udpræget dansk netop Nordisk har fremtrådt gennem alle årene.

Men fremtidens mere seriøse filmskribenter må måske se i øjnene, at de skal skifte professionelt modersmål. Hvis de da ikke vil oversættes – altid en risikabel affære.
Fælles for bøgerne er et rigt udvalg af illustrationer, dog foretaget med langt størst skønsomhed i 100 Years of Nordisk Film. Interesserer man sig for Nordisk Films produktion gennem årene og vægrer sig ved at læse om den på engelsk, er man ilde stedt, for på det felt har Arnedals bog store mangler.

Fejloplysning om filmene

Selve filmstoffet er tyndt (bortset fra Olsenbanden-serien), og Arnedal nævner ikke Bodil Ipsens og Benjamins Christensens betydningsfulde instruktørgerning for Nordisk med ét ord. Men værst: De oplysninger, der gives, er ofte forkerte eller misvisende. På side 40 optræder f.eks. fem større eller mindre fejl på kun 10 linjer – lidt af en præstation i sig selv, må man sige! Forskellen mellem de to bøger illustreres også meget godt af deres meget forskellige vurdering af Erik Ballings indsats. Mens Balling i Arnedals bog fremtræder som en halvgud, der næsten ikke kan fejle, skriver Peter Schepelern i sit præcise portræt The Last Tycoon – Erik Balling and the Survival of Nordisk, at »flertallet af Ballings film virker svagere end forventet« og afviser instruktørens produktion fra 1950’erne og 1960’erne som triviel (med undtagelse af debutfilmen Adam og Eva og den islandske Pigen Gogo.)

Hvilket ligger ganske godt på linje med den bedste historie i Arnedals bog – den om Lars von Trier i rollen som telefonpasser i Nordisk Films reception under arbejdet med Europa. Da telefonen ringede, tog Trier røret og sagde: »Hallo, det er Oldnordisk Film«.

Det bør tilføjes, at han heldigvis ikke havde behøvet at drille sin arbejdsplads på samme måde, hvis han havde siddet der i dag. For hvad angår filmproduktion, er Nordisk Film nu udmærket opdateret og hjemsted for fine kreative kræfter.

* 100 Years of Nordisk Film, Lisbeth Richter Larsen og Dan Nissen (red.). Det Danske Filminstitut. 231 s. 299 kr. ISBN 87-87195-57-7

* Nordisk Film – en del af Danmark i 100 år, Poul Arnedal med Bo Christensen. Aschehoug. 200 s. 399 kr. ISBN 87-11-3008-6

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her