Læsetid: 5 min.

Venezuelas stille revolution

Hugo Chavez er udskældt i Vesten, men under hans ledelse af Venezuela er forholdene for de mange fattige blevet bedre
29. august 2005

Latinamerika er de falske profeters kirkegård. På hvert eneste gadehjørne er der minder om de politiske messiasser, som det gik galt for. Bolivar, Che, Evita, Fidel - de bliver allesammen mindet med statuer og gavlmalerier, der skuer ud over et kontinent, som i dag er næsten lige så fattigt og ufrit som Afrika.

Der er dog noget i gære i slumkvarterene i Caracas, noget der får folkene i Det Hvide Hus til at ryste i bukserne. En 'salsarevolution' er ved at brede sig fra Venezuelas slum og ser ud til at blive den første latinamerikanske revolution, der bliver både gennemført demokratisk og - efterhånden - forbløffende effektiv.

For lige at sætte tingene i perspektiv skal vi ud på en tur til det gamle Venezuela. Nueva Tacagua er en barakby i Caracas' bakkede opland og blev opført af regeringen, da olieboomet toppede i 1970'erne. De flere hundrede huse er bygget af papkasser, bølgeblik og tæpper. Byen ligger i noget, der ligner en flod af affald og afføring. Fordi der ikke er nogle lossepladser, og fordi kloakkerne ikke kan klare presset, bliver alting ganske enkelt smidt længere ned ad bakken i håb om, at det vil rådne og forsvinde et sted på vejen. Børnene, der leger her, har ældede, rynkede ansigter.

Gladys de Tarate lever i en slags forstørret sardindåse med sine fire børn, sin mand og sin mor:

"Det har aldrig været meningen, at der skulle opføres huse her. Vi befinder os oven på en brudlinje, og vi føler, at vi bare sidder og venter på det næste jordskred som det i 1999, der dræbte mange tusinde mennesker," siger hun.

Der er dog andre, mere presserende bekymringer: Når det regner, løber vandet så hurtigt ned ad bakke, at det river huse og biler med sig. I sidste måned dræbte vandet en lille pige. I starten af 1980'erne sendte regeringen nogle skurvogne herud og pralede af det i flere år, men de var ulideligt varme og "blev som ovne indvendig", som en mand udtrykker det, og måtte kasseres. Den offentlige sektor var nærmest ikke-eksisterende, der kom aldrig en læge herud undtagen i de mest ekstreme nødstilfælde, og den lokale skole var lukket i tre år efter, at taget var faldet sammen.

Sammenbrud på vej

Sådan har livet hidtil set ud for 80 procent af de for størstedelens vedkommende mørklødede venezuelanere, der er blevet udelukket fra landets hvide fåmandsvælde i løbet af de seneste 40 års pseudo-demokrati.

Dette gamle Venezuela er ved at bryde sammen i både overført og bogstavelig forstand. Som et resultat af den langsomt fremskridende revolution, der finder sted, bliver disse samfund (endelig) flyttet eller genopbygget som en del af dét, alle her kalder 'Processen'.

For at forstå hvordan Processen begyndte, skal man tilbage til 1991, da det gamle Venezuela ramte bunden økonomisk. Den Internationale Valutafond (IMF) krævede, at Carlos Perez' regering indstillede den i forvejen beskedne økonomiske hjælp til områder som Nueva Tacagua. Som altid satte de deres egen nyliberale ideologi - lille offentlig sektor, lave skatter, brugerbetaling - over demokrati. Selv om Perez var gået til valg på det stik modsatte program, bøjede han sig. Prisen for mad blev firdoblet, arbejdsløsheden eksploderede, og den sparsomme offentlige hjælp til de fattige blev skåret væk. Oprøret brød ud i slumbyerne,

Regeringens svar? En massakre på over 500 mennesker. Indbyggerne i blikbyen kan huske, at soldater bevæbnet med maskinpistoler ankom på opstandens første dag. De skød en mand og smed hans lig ned ad bakkerne. Protesterne hørte op.

Men ud af dette IMF-skabte kaos voksede et alternativ frem, forklarer indbyggerne i dag. En venstreorienteret venezuelansk general, Hugo Chavez, begyndte at formulere en alternativ dagsorden til den nyliberalisme, der var blevet gennemtvunget i Latinamerika gennem mere end tyve år. Den nyliberalisme, der har skabt den langsommeste økonomiske vækst og de største sociale forskelle i landets historie. I 1998 blev Chavez valgt til præsident. Siden da er han blevet genvalgt ved frie valg og folkeafstemninger ikke færre end syv gange.

Skoler til alle

Maria Gonzalez er et af eksemplerne på 'Chavez-processens' succes. Jeg møder den 50-årige kvinde under mit besøg i en af Venezuelas mest barske slumbyer.

Hendes ansigt er præget af beslutsomhed, og der står en sværm af børnebørn om hende. Hun deltog i en af de flere tusinde 'uddannelsesmissioner', som Chavez-regeringen har indledt. Efter regeringens fordobling af bevillingerne på uddannelsesområdet er der nu dukket nye skoler op rundt omkring i slumbyerne. Skolerne er ikke kun beregnet til børn, men også den store gruppe af voksne, der aldrig har gået i skole.

Maria fortæller, at de fleste gik ud af skolen som 12-årige i det gamle Venezuela. Så heldig har hun ikke selv været - hun har slet ikke gået i skole. Ligesom millioner af andre venezuelanere blev hun ladt i stikken, mens oliepengene rullede ind. Hun griber et stykke kridt med et smil og skriver langsomt og omhyggeligt sit navn på en tavle.

Det sker ofte, at vi, der interesserer os for overholdelse af menneskerettighederne, kun bider mærke i de negative ting - en massakre her, fængslinger der - men over hele Venezuela støder jeg på massakrernes diametrale modsætninger. Alligevel er demokratiseringsprocessen i Venezuela blevet udsat for en regulær dæmonisering 0g oven i købet et (dog meget kortvarigt) kup. Så sent som i sidste uge sagde den højrekristne republikaner Pat Robertson på landsdækkende amerikansk tv, at USA ville være bedre tjent med at likvidere Hugo Chavez. Hovedårsagen til angrebene på Venezuelas regering er klar. Oliepenge skal flyde opad til de multinationale selskaber, ikke nedad til de fattige.

Et klasseværelse, et hospital og en slumby virker ikke som oplagte steder for en social revolution. I Europa tager vi det for givet, at vores regeringer leverer disse tjenester til de fattige, men på et kontinent, der er blevet tvangsfodret med nyliberalisme i årtier, har det krævet en salsarevolution - det højlydte, stolte opråb fra Venezuelas slumbyer - at skabe socialt demokrati.

The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her