Læsetid: 11 min.

Venstre og myter fra besættelsen

Besættelsestiden rummer mange myter. Om folkets sammenhold, politikernes intention og om Venstres rolle i forsvars- og ikke mindst socialpolitikken. En rolle, der ved nærmere eftersyn ser knap så god ud
27. april 2005

For besættelsetids-historikerlaugets oldermand, Hans Kirchhoff, har det været en vigtig opgave dels at få erstattet udtrykket 'forhandlingspolitikken' med udtrykket 'samarbejdspolitikken' - skønt samarbejde jo forudsætter frivillighed, men der var intet frivilligt i SVKR-samlingsregeringernes tilpasningspolitik over for besættelsesmagten - og dels at få afsløret myten om, at politikerne kun vogtede på det rette øjeblik til at opgive 'forhandlingspolitikken'.

I forbindelse med fejringen af 50-året for befrielsen i 1995 fremhævede Kirchhoff i sin lange indledende artikel i den årbog, som 'Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie' udsendte, at for Socialdemokratiet er "kollaborationens pinefulde historie ... aldrig blevet bearbejdet, hverken politisk eller psykologisk, men tilsløret bag en mytologi, der stadig lever (fra) en Hartvig Frisch i fyrrerne, over en Jens Otto Krag i tresserne til en K.B. Andersen i halvfjerdserne. Selv det sidste skud på traditionen, Henning Tjørnehøjs forfatterskab, fremstår med sin ensidige fokusering på partiets indre fjender - kommunisterne, Venstre og den konservative reaktion - som én lang afledning fra hovedtemaet".

Med "den konservative reaktion" tænker Kirchhoff på min bog Rigets bedste mænd (Gyldendal, 1990) om Højgaard- og Haustrup-(danmarks)kredsene, som i ly af den tyske besættelse søgte at få Kong Chr. X.'s hjælp til at fjerne den socialdemokratisk ledede samlingsregering i sommeren 1940.

Det 'hovedtema', som han mener, at jeg med mit 'forfatterskab' - der nu omfatter andet end besættelsestiden - søger at aflede opmærksomheden fra i kraft af min kritik af Venstres, kommunisternes og de to nævnte kredses pinlige roller, er myten om, at politikerne helt fra begyndelsen af besættelsen arbejdede hen imod en opgivelse af 'forhandlingspolitikken' med tyskerne - det brud, som kom den 29. august 1943 - og det er unægtelig en sandhed med modifikationer. Af samme grund har jeg aldrig forsvaret denne myte. Derimod har jeg søgt at punktere et par andre myter, nemlig myten om det ubrydelige folkelige sammenhold under besættelsen og den borgerlige myte om, at SR-partierne havde hele ansvaret for udformningen af mellemkrigstidens forsvarspolitik, som led sit forsmædelige skibbrud den 9. april 1940 - så meget mere som disse myter er ignoreret i historiebøgerne.

Hæren halveret på 10 år

På det regeringsmøde, som blev afholdt tidligt om morgenen den 9. april 1940 - efter at statsminister Stauning, udenrigsminister P. Munch og forsvarsminister Alsing Andersen var vendt tilbage fra Amalienborg, hvor mødet med kongen havde resulteret i kapitulationen - enedes ministrene i SR-regeringen om at tilbyde VK-politikerne sæde i en samlingsregering. Et sådant tilbud var blevet fremsat allerede i forbindelse med Anden Verdenskrigs udbrud den 1. september 1939. De konservative var indforstået, men det var Venstre ikke - og så var K det heller ikke.

For at indtræde i en SVKR-samlingsregering forlangte V, at SR-regeringen ikke blot skulle tage "ansvaret for begivenheder den 9. april", men også "for hele den forudgående periode under regeringen Stauning".

Det var et urimeligt krav, eftersom der i 1932 - dvs. under SR-regeringen, men på V's foranledning - blev gennemført en reduktion af bevillingerne til forsvaret fra godt og vel 50 mio. til 35 mio., hvilket bl.a. indebar, at hærens tre divisioner reduceredes til to - 35 bataljoner blev til 24 - mens flådens tre største skibe skulle udfases, uden at der ville blive bygget nye. Søværnet ville herefter kun komme til at bestå af ni torpedobåde, syv undervandsbåde, et mine- og et værkstedsskib. Den kommanderende admiral H. L. E. Wenck afviste at tage ansvaret for denne reduktion, hvorefter han blev afskediget.

Disse forsvarsbesparelser blev som nævnt gennemført på foranledning af V. Det skete under indtryk af den alvorlige økonomiske krise, som fulgte efter det amerikanske aktiesammenbrud den 29. oktober 1929 - 'Den sorte tirsdag' - og som med et årstids forsinkelse ramte Danmark og dermed V's kernevælgere, bønderne.

10 år forinden blev der under V-regeringen Niels Neergaard i 1922 gennemført en reduktion af hærens budget fra 42 til 32 mio. og flådens fra 23 til 16 mio. Det medførte bl.a., at hærens 52 bataljoner blev til 35, hvor de i 1932 blev til 24. På 10 år var der altså på V's foranledning sket en halvering af hæren. Det kan således uden overdrivelse fastslås, at V fuldt ud levede op til sit løfte i den i 1919 nedsatte Forsvarskommissions betænkning om "en indskrænkning i vort militærvæsens omfang, der medfører en væsentlig formindskelse af udgifterne". Men det havde V tilsyneladende glemt alt om den 9. april 1940.

Såvel S som R havde både i 1922 og i 1932 ønsket en endnu stærkere reduktion af det danske forsvar end V. Men med Hitlers magtovertagelse ændrede S holdning - modsat R. De radikale tjente herved nogle lige så billige point, som da de i 1949 stemte imod Danmarks tilslutning til NATO. Det gjaldt for såvel forsvarsforliget i 1922 som for det i 1932, at de begge spændte forventningerne videre, end bevllingerne rakte.

Mandskabet fik ikke det lovede materiel. Det prøvede S derfor at rette op på med et nyt forsvarspolitisk udspil i februar 1937. Bevillingerne til såvel hæren som flåden blev forøget, hvor de som nævnt i 1922 og 1932, dvs. i forbindelse med V's forsvarsudspil var blevet skåret ned.

Lønstop og kornpriser

V havde ikke blot - hykleriske - forsvarspolitiske bekymringer i forbindelse med dets repræsentation i SVKR-samlingsregeringen. Det havde også arbejdsmarkeds- og socialpolitiske. Disse førstnævnte kom til fuld udfoldelse, da detailpristallet blev offentliggjort den 1. maj 1940, fordi det viste en stigning fra 203 til 222 point. Samme aften holdt DsF's (LO's) formand - den siden så groft bortdømte Laurits Hansen (jf. min bog Fremad og atter fremad -, 1998) sin 1. majtale i radioen.

På tysk foranledning var der indført forsamlingsforbud, så det var ikke muligt at afholde de traditionelle 1. maj-arrangementer i 1940. DsF-formanden lovede forhandlinger - "fordomsfrit og uden hensyn til de principper, som under normale forhold havde gyldighed" - med "landets ansvarlige regering og landets ansvarlige erhvervsorganisationer - for at ordne vor økonomi". Betingelsen var - som avisen Social-Demokraten tilføjede dagen efter - "at det ikke blev arbejderne alene, der kom til at betale den økonomiske nedgang". Men det blev det. Takket være en ihærdig indsats fra Dansk Arbejdsgiverforening og V.

DA meddelte simpelthen sine medlemmer, at de blot skulle undlade at udbetale de forfaldne dyrtidsportioner. Hermed brød DA hovedoverenskomsten af 1939, hvor det var lykkedes DsF at få genindført dyrtidsreguleringen - mod at videreføre de gældende overenskomster uændrede frem til 1941. V forlangte en fastfrysning af lønningerne på januar 1940-niveauet. Egentligt ville man helst have gennemført lønsænkninger - evt. til 1935-niveauet.

Nu skulle der gøres op med 'fagforeningstyranniet', 'den stivnede lønpolitik' og '(arbejdsløsheds)understøttelserne', sådan som godsejeren og nulskatteyderen Ths. Madsen-Mygdal - der her i 1940 døjede med at skjule sine nazisympatier - havde gjort det som leder af V's 'Nedskæringsregering' 1926- 29.

For at få del i noget så uliberalistisk som statens bistand til det kriseramte landbrug måtte V som led i Kanslergadeforliget den 30. januar 1933 acceptere gennemførelsen af socialreformen - ved at undlade at stemme imod den. Det førte til megen kritik i V. Man karakteriserede bl.a. reformen som "den demoraliserende understøttelseslovgivning - der er socialismens kvaksalvermiddel". Og helt galt blev det, da det ved Landstingsvalget den 15. september 1936 omsider lykkedes SR at vinde flertallet også i dette ting.

Helt frem til 1936 havde VK flertallet i Landstinget. De borgerlige kunne således standse den reformlovgivning, som SR-partierne havde flertal for i Folketinget. Årene efter 1936 og frem til besættelsen i 1940 blev derfor en rig politisk reformperiode: ny skolelov, ny lærlingelov (efter syv forgæves forsøg), forbedret social- og boliglovgivning, den første ferielov m.v. - alt mod VK's stemmer. V rasede og spejdede efter hævn. Muligheden kom - med den tyske besættelse af Danmark, hvor arbejderbevægelsen blev presset i defensiven.

Den 3. maj, 1940 fremlagde Stauning et oplæg til et kriseindgreb indeholdende punkter Laurits Hansen havde foreslået - og fastholdelsen af en opblødt pristalsregulering, hvor der kun var taget hensyn til de mest nødvendige varer. Men V-folkene var ubøjelige.

Under knapt to ugers hårde forhandlinger fastholdt V, at lønningerne skulle fastfryses - samtidig med at V fik gennemført en fordobling af kornpriserne, som trak hele prisniveauet med op, hvorved prisstoppet undermineredes, således som Thorkil Kristensen, den senere V-finansminister med tilnavnet 'Thorkil Livrem', erkender det i en samtale, som jeg gennemførte med ham i 1982, og som er medtaget på det videobånd Myten om det folkelige sammenhold under Besættelsen, jeg for nyligt udsendte.

Thorkil Kristensen fik på V's foranledning sæde i tremands-formandsskabet for det Arbejds- og Forligsnævn, som blev nedsat, da der i august 1940 blev gennemført et forbud mod strejker og lockouter (Lov om Arbejdsforhold). Gennem hele besættelsen sørgede især han for at holde lønningerne nede - af hensyn til konkurrenceevnen, som han minsandten påstår i den nævnte videosamtale.

Den var også meget hård - på et tidspunkt, hvor dansk økonomi var fuldstændig styret af besættelsesmagten. Dette lønpres varede til august 1944. Da havde den københavnske folkestrejke sat en sådan skræk i arbejdsgiverne, at det ved direkte forhandlinger mellem DA og DsF uden om Arbejds- og Forligsnævnet lykkedes at få realiseret en vis genopretning af reallønnen.

Stavnsbåndet genindføres

Tre år efter, at man ved store festligheder over hele landet havde fejret 150-året for stavnsbåndets ophævelse, blev det i 1941 genindført - som det uimodsagt blev fremhævet i Folketinget - på V's foranledning i forbindelse med gennemførelsen af Lov om Sikring af Landbrugets Arbejdskraft.

Skønt der ikke var konstateret arbejdsmangel på landet, fik Venstre nemlig gennemført en lov om, at unge ugifte landarbejdere under 30 år ikke måtte tage arbejde udenfor den sognekommune, hvor de opholdt sig, ligesom unge ugifte byarbejdere kunne tvinges til at tage arbejde på landet til en lavere løn end i byerne. Et vist overskud af arbejdskraft er jo forudsætningen for, at man kan trykke lønningerne.

Helt fra begyndelsen kom SVKR-samlingsregeringen under den borgerlige presses trommeild. Det resulterede den 8. juli 1940 i en omdannelse af regeringen, som bl.a. bragte Knud Kristensen på indenrigsministerposten. Han, der ellers havde været så fjendtligt indstillet overfor V's deltagelse i denne regeringsdannelse. Men V stillede som et krav for at deltage i denne nye samlingsregering, at der skete en revision af Lov om offentlig Forsorg (Bistandsloven) og Lov om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsunderstøttelse. 'Sorte Knud' havde internt kritiseret "arbejdsløshedssvindlen og misbruget af den sociale lovgivning" - uden nærmere dokumentation.

Dette kravs opfyldelse søgte arbejds- og socialminister Johs. Kjærbøl - forhenværende formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund - at undgå længst muligt. Men Knud Kristensen pressede ham, og i april 1941 - da nogle af de økonomisk hårdest ramte a-kasser skulle have et ekstra tilskud for at overleve - krævede V for at gå med til at yde dette tilskud, at der blev nedsat et udvalg, som skulle vurdere det af Kristensen påståede misbrug.

Reformen rulles tilbage

I sine erindringer Modvind og Medbør (1959) giver Kjærbøl udtryk for sin forundring over, "at Venstre i den situation, hvori Danmark befandt sig, ville kræve sin deltagelse i det politiske samarbejde betalt med sådanne forringelser af sociallovgivningen, som partiet under normale (parlamentariske) forhold ikke ville have haft mulighed for at opnå. (-) Jeg har været betroet formandshvervet i forskellige udvalg og kommissioner, men jeg har ikke oplevet vanskeligere og mere ubehageligt arbejde end i dette udvalg", hvor V's ordfører den senere indenrigsminister Ejnar Kjær - en af partiets barskeste liberalister - i øvrigt røbede "ukendskab til lovenes anvendelse".

Udvalgsarbejdet strakte sig over næsten et år frem til februar 1942 - "så kunne jeg ikke trække tiden mere ud" (Kjærbøl).

Men skønt det misbrug, V påstod, ikke kunne dokumenteres, lykkedes det partiet at få gennemtvunget forringelser af såvel Arbejdsløsheds- som Forsorgsloven - herunder genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp. Københavns Kommunes socialpolitiske afdeling blev bedt om en vurdering af, hvor mange modtagere af socialhjælp der ville blive ramt af V's stramninger. Svaret lød, at det ville komme til at dreje sig om en tredjedel.

Historien om dansk sociallovgivning er bl.a. historien om, hvordan det ved ved et sejt, socialdemokratisk arbejde lykkedes at indskrænke området for iværksættelse af de såkaldte 'retsvirkninger', dvs. fortabelse af stemmeretten og valgbarheden. Et afgørende skridt med henblik på denne indskrænkning blev taget med socialreformen, som V undlod at stemme imod. Nu fik V genindført denne fortabelse.

V fik også strammet tilbagebetalingspligten, ligesom arbejdsløse nu kunne tvinges til at udføre arbejde for kommunen. I bemærkningerne til lovforslaget blev der - velsagtens på V's foranledning - peget på "den moralske betydning af (-) at en samfundsmæssig ydelse altid bør kunne kræves modsvaret af en arbejdsindsats" - ganske uafhængigt af arbejdsmulighederne?

S-ordføreren William Villumsen - typograf og senere borgmester i Roskilde - konstaterede, at disse stramninger af Forsorgsloven "uvægerligt vil komme til at betyde et skridt tilbage mod de forhold, som var rådende før socialreformen (-) de nu foreslåede ændringer indebærer en risiko for, at større kredse af vanskeligt stillede medborgere igen får fattighjælpskokarden fæstet på sig".

Modtagelse af 'fattighjælp' - som bistandshjælpen kaldtes fra 1849-grundloven til 1933-socialreformen - medførte tab af stemmeret.

"Det er muligt, at det for husfredens skyld, for det politiske samarbejdes skyld er nødvendigt, at der foretages visse ændringer i vor sociale lovgivning. (-) Men det bliver sikkert umuligt at få socialt indstillede, retsindige mennesker til at indse betimeligheden af, at vanskeligt stillede mennesker, som er slået ud af unormale erhvervsforhold - skal stemples som mindreværdige medborgere. Det lyder i hvert fald ilde i en tid, hvor der tilstræbes enighed mellem alle befolkningsklasser."

Det lød ikke bare ilde, det var ilde, atV brugte den tyske besættelse af Danmark til at mele sin egen kage og rulle socialreformen tilbage. Det er noget af det mest infame, der er sket i vor nyere historie - at et ledende politisk parti brugte denne situation til at gavne sine egne kernevælgere på bekostning af den største og - for manges vedkommende - dårligst stillede befolkningsgruppe. Det bør for altid sortstemple Venstre, at det agerede på denne ufolkelige måde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her