Læsetid: 1 min.

Venstre: S er hyklere

Venstre kalder Socialdemokraterne hyklere, fordi de vil skaffe penge til førtidspensionisterne ved at tage fra samfundets svageste
5. september 2005

Socialdemokraterne er kommet under hård beskydning fra regeringen, fordi partiet vil bruge de penge, der hvert år bliver fordelt til samfundets svageste, til at forbedre førtidspensionisternes levevilkår.

"Det er hykleri," siger Venstres finansordfører Peter Christensen.

De ekstra penge til førtidspensionisterne er en del af Socialdemokraternes finanslovudspil, der fremlægges i dag. Partiet vil løfte de 194.000 førtidspensionister, der er på den gamle ordning fra før 2003, over på den ny ordning. Det skal ske gradvis fra og med næste år, og pengene - tre milliarder kroner - skal i løbet af fem år skaffes fra den såkaldte satspulje.

Det er det, der bringer Venstre i harnisk. Satspuljen fordeler Folketinget hvert år til særligt svage grupper i samfundet - psykisk syge, misbrugere, børn og demente.

"Nu vil Socialdemokraterne bruge alle pengene de næste fem år til førtidspensionisterne. Så er der ikke andre penge til netop de marginaliserede grupper, som vi plejer at tage hånd om via satspuljeforhandlingerne Det er socialt skævt og hyklerisk," siger Peter Christensen.

Han henviser til, at S-formand Helle Thorning-Schmidt for kun to uger siden ville bruge penge fra satspuljen til socialt udsatte grønlændere: "Den slags initiativer vil der ikke være plads til fremover, hvis Socialdemokratiet får gennemført sit forslag om, at alle penge skal gå til førtidspensionisterne," siger Peter Christensen.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her