30. juli 2005

Venstrefløjens, den danske venstrefløjs fineste time, indtraf - tror jeg - under den 16 ugers "hunger-strejke" i 1899 og det efterfølgende Septemberforlig, levendegjort for eftertiden i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren. Her flyttes for alvor på indkomstfordelingen i landet gennem benhård arbejdskamp, her varetager arbejdsklassens elite de fattiges interesser, her grundlægges den danske velfærdsstat, som til dato er det mest lige samfund, kloden kan opvise.

Jeg finder ikke tilsvarende højdepunkter fra min egen tid 'på fløjen', hvor jeg vel befandt mig i 13-14 år, fra jeg som 14-årig kom på Gammel Hellerup Gymnasium nord for København, til jeg i 1976 fik mit første barn. Jeg var tidligere ude end den store bølge og blev den første socialist på gymnasiet nogensinde. I de fem år, jeg frekventerede skolen, var jeg sammen med tre-fire kammerater de eneste af slagsen. Jeg blev tiltrukket af Kampagnen mod Atomvåben og skærpede mine holdninger under demonstrationer mod Vietnam-krigen.
Jeg var formand for SF's ungdomsafdeling SUF i København og sad i SF's hovedbestyrelse 1965-68 - sammen med Aksel Larsen, som jeg mest var enig med, og frem til bruddet med VS'erne i 1968. Under striden døde mit partipolitiske engagement, og jeg har ikke været medlem af noget parti siden. Mit voksende religiøse engagement trådte på forunderlig vis i stedet for min tidligere lidenskabelige 'socialisme'. Da jeg fik mit første barn indså jeg, at jeg havde et dybt pragmatisk medansvar for den verden, jeg lever i, og jeg begyndte at stemme socialdemokratisk. Når jeg ikke har kunnet finde eksempler på venstrefløjens succeser fra min egen tid, er det fordi, 70'ernes 'nye venstre' slet ikke reelt tog sig af venstrefløjens hæderværdige hovedopgave - at stille sig i spidsen for de undertryktes berettigede kamp. Det betød ikke, at 'det nye venstre' slet ikke løste vigtige opgaver. Den allervigtigste var meget nærværende og fyldte utrolig meget i mit liv som ung studerende og journalist: Det nye venstre skrev rollelister til og iscenesatte et erotisk drama, der fyldte mit og tusinder af andres ungdomsliv med ny, frigjort seksualitet. Rollen eller identiteten som revolutionær bisse var en utrolig nærliggende og effektfuld genvej til en potent maskulin identitet for efterkrigsgenerationens søgende, forlæste unge mænd. Vi havde ikke haft særlig nærværende faderfigurer, vore mødre havde helt domineret vores opvækst, og vi savnede en forbilledlig mandlig seksuel identitet. Nu tilbød venstrefløjen også identiteten som oprører og fadermorder med alt hvad deraf fulgte. Var drengene bisser var pigerne - som litteraten Poul Behrendt begavet fremanalyserede - duller. Mødrenes bundne og undertrykte seksualitet var uden tiltrækning, men med de bissede drenge, kunne der lukkes op for erotikkens sluser. Anderledes vanskeligt var det at få lukket igen. Den frie seksualitet var gennemført nedbrydende på familiestrukturer af enhver art og børnene blev ofre.
Den højt priste rolle som murbrækker for kvindefrigørelsen tilkommer slet ikke venstrefløjen. Kvindefrigørelsen groede ud af kvindernes økonomiske selvstændiggørelse, affødt af familiernes mulighed for to job i det fremvoksende industri- og det udbyggede velfærdssamfund - til finansiering af bil og hus. Venstrefløjskvindernes selvoptagne tolkning af denne ægte frigørelse var de vist kun selv optaget af. Erfaringen har vist mig, at der ikke er nogen sikker konsistent sammenhæng mellem den erklærede hensigt med et 'politisk engagement' - og så den faktiske praksis og dens resultater. Heldigvis.
Socialdemokraterne, hvis kompromisvillige pragmatisme jeg stemte for, da jeg blev rigtig voksen, var jo faktisk kun nået frem til denne praksis ud af en tåge af vrangforestillinger. I de år, hvor socialdemokrater og fagbevægelse lagde grundlaget for verdens mest lige og mest harmoniske samfund, ønskede partis og bevægelses intellektuelle elite at skabe en etparti-stat og en planøkonomi, som ville have været helvede på jorden.
I slutningen af 70'erne var socialdemokraterne under Anker Jørgensen stærkt påvirkede af det nye venstre - som fik skikkelse af Svend Auken og Ritt Bjerregaard, der direkte overtog magten i 80'erne. Især Jørgensen og Auken var ansvarlige for at opbygge det skammelige gigantunderskud på de offentlige budgetter i 70'erne. Da Schlüter-regeringen tog over og genoprettede velfærdsstaten i 80'erne, og Auken overfuste ham med beskyldninger om at "grave den sociale massegrav", fik jeg mulighed for at markere et andet socialdemokratisk standpunkt som lederskribent på Det Fri Aktuelt. Schlüter beskyttede velfærdsstaten bedre, end Jørgensen havde gjort det. Aktuelt stod helt bag Nyrup, da han kom til med en markant midtsøgende forhandlingslinie - og klar villighed til at sikre en realistisk økonomi og kontrol med de offentlige udgifter. Nyrup-regeringens politiske performance var på mange måder eksemplarisk - men udlændingepolitikkens dilemma fortrængtes. Tilbage i 1983 havde Det radikale Venstre og stærke kræfter fra Dansk Flygtningehjælp skrevet en helt uansvarlig udlændingelov. Schlüter-regeringen var imod, men bøjede sig, fordi de radikale havde flertal med S. Grundige holdningsundersøgelser har senere vist, at et massivt flertal blandt danske vælgere siden 1983 har taget klart afstand fra de meget liberale regler for asylansøgning og familiesammenføringer, der dengang blev etableret. Justitsminister Ninn-Hansens desperate selvtægt i Tamil-sagen udsatte i flere år tidspunktet for en åben politisk dialog om problemstillingen. Det skulle tage 19 år før 83-lovens udskejelser blev justeret. I mellemtiden tabte Socialdemokraterne troværdighed. Med globaliseringen er der opstået nye tendenser til skærpede modsætninger mellem folk og elite. Herhjemme har sådanne modsætninger i de seneste 35 år været iscenesat i EU-politikken. Men i 90'erne kom udlændingepolitikken til. Globaliseringen har skabt indlysende livsstils- og arbejdsfællesskaber mellem vigtige dele af eliten i de fleste lande. Med åbning af økonomier, intens kommunikation og trafik er eliten blevet fædrelandsløs, kosmopolitisk. Til gengæld er andre store dele af befolkningen i endnu højere grad blevet henvist til 'det lokale'. Det lokale er under indvandringens dramatiske kultursammenstød med tosprogede skoler, kriminalitet og opbrud i livsformer blevet voldsomt udfordret af indvandringen, og den kosmopolitiske elite har - boblende af moralistisk mereværds-følelse - kunnet melde hus forbi, fordi problemerne aldrig hørte hjemme i deres verden. Samtidig blev den klassiske 'arbejderklasse-elite' usynlig. Arbejderbevægelsens 'parallelsamfund' en socialistisk, helt anderledes politisk elite end den borgerlige. I dag er eliten ensartet, fædrelandsløs.
I de fortrykte, overflødiggjortes oprør mod eliten og dens EU og udlændingepolitik er der tale om en form for oprør, som venstrefløjen traditionelt har været med til at støtte og formulere. Men her har den selvudnævnte venstrefløj ført elitens sag - mod de svagere borgere.
Disse års erfaringer med venstrefløjen må stille mere grundlæggende spørgsmål til fænomenet: Alliancen mellem den svagere stillede del af befolkningen og en betydelig, intellektuel og kulturel elite har haft et konkret indhold under forrige århundredes store fordelingskampe. Men i de senere årtier er det sværere at se en sådan alliance - og meningen i begrebet 'venstrefløjen'. Mens fænomenet virkede mest meningsfuldt, var det uløseligt knyttet til en udbredt 'fremskridtstro', der jo på mange måder er grundlaget for den oplysningstid og modernitet, som den intellektuelle elite længe har bekendt - og i vid udstrækning fortsat bekender - sig til. Men hvor er den progressivitet, der vil lægge religion og nationalstat bag sig, i dag? Endnu i begyndelsen af forrige århundrede var kirken en meget væsentlig del af den samfundsmæssige hierarkiske orden, som holdt arbejderklassen i fattigdom. Men i dag optræder former for religiøsitet og spiritualitet stadigt oftere som en udfordring af den dominerende sekulariserede modernitet. Og kampen for at fastholde det danske samfunds helt afgørende kvaliteter, lighed og tillid, kan let blive en konservativ kamp for at modstå eller begrænse en almindelig, 'fremtidsorienteret' udviklingstendens. Gud, konge og fædreland er for så vidt blevet folkelige værdier. Venstrefløjen - for eksempel som den udtrykker sig i Information - synes ikke længere i stand til at skabe rammen for en bred, relevant samfundsdebat. Skriverierne koncentreres om identitetsskabende vedligeholdelse af fordomsfulde opfattelser, der tillader avisen og dens læsere at bevare så meget som muligt af illusionen om, at de er moralsk bedre end andre. Dermed synes den eksisterende version af venstrefløjen lige så indadvendt optaget at konstruere identiteter til internt brug som det frembusende nye venstre var i min ungdom.
Men vi havde det vist sjovere.

Erik Meier Carlsen er journalist, forfatter og chefredaktør på B.T. Har bl.a. andet skrevet debatbogen 'De overflødiges oprør'. Var ansat som journalist på Information fra 1971-86

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her