Læsetid: 3 min.

Venstrefløjens sejr

30. maj 2003

Det er uendelig selvudvikling og stadig selvuddannelse. Det lyder som en konsulent, der taler om den dynamiske vidensmedarbejder:
»Man må aldrig holde op, når man har lyst. Hun må ikke holde op. Hun skal netop blive ved. Hun skal løbe linen ud. Hun må for alt i verden ikke hæmmes.«
Det lyder som en managementkonsulent. Men det
er doktor Robert Riege, der i Hans Scherfigs roman Det Forsømte Forår prædiker kompromisløs selvrealisering. Riege er karikeret over psykoanalytikeren Wilhelm Reich, der missionerede absolut seksuel frigørelse i Danmark i 1930’erne. Reich blev læst og dyrket igen under studenteroprøret og ind i de frie 1970’ere.
Den tiltalende grundtanke er, at det frie menneske er et godt menneske. Den borgerlige seksualmoral og kernefamilien er onde elementer, som vil undertrykke den frie selvudfoldelse. Wilhelm Reich kombinerede marxisme med psykoanalyse: Det seksuelt frigjorte menneske vil realisere det store solidariske fællesskab. Hvis det frigjorte menneske ikke er godt, er det fordi det stadig er undertrykt af det livsfornægtende borgerlige samfund. Når først kernefamilien og den borgerlige seksualmoral er elimineret, så skulle vi være på vej mod det herligste frie samfund. Man er solidarisk, hvis bare man gør det, man har lyst til.

Man skulle tro, at det selvdyrkende hippiesludder en gang for alle var blevet afsløret som ideologisk instrument, der kunne sikre frihed for de ressourcestærke ledsaget af almindelige foragt for de ligusterfascistiske småborgere, som førte regelmæssige og kedelige funktionærtilværelser.
Men ideologien lever: Nu skælder man ikke ud på den borgerlige seksualmoral, men derimod janteloven: dette instrument til undertrykkelse af begejstret
selvudfoldelse. Som i kanoverdensmesteren Arne
Nielssons nye bog Viljen til Sejr, der netop er udkommet og blev anmeldt her i avisen tirsdag. Man skal ikke tro på Janteloven. Man skal dyrke sin egen begejstring:
»Middelmådighed er typisk dansk. Som den naturligste ting i verden bevæger vi os omkring den usynlige overligger, der bestemt ikke er sat for højt. Skulle en modig sjæl forsøge at sprænge rammerne bliver vedkommende hurtigt banket på plads.«
Nogle ville mene, at sportssucces som paradigme for succes i erhvervslivet afslører vores arbejdskultur som hjemsøgt af en ondskabsfuld rovdyrsliberalisme. I så fald er denne liberalisme domineret af hippieideologi. Man må ikke hæmme sig selv. Man skal blive ved. Man skal løbe linen ud:
»Man kan sige at troen i virkeligheden er det, der gør livet værd at leve. Når vi har troen, ser vi mulighederne i de opstillede mål og tør gå efter dem. Hvad er det der gør forskellen? Det er troen på dig selv. Har du har troen kan tingene lade sig gøre.«

Parlamentarisk har venstrefløjen tabt og tabt eftertrykkeligt.
Men Robert Riege synes at ledsage Arne Nielsson: Ungdomsoprørets ideologi ledsager den sejrende liberalisme. Ligner Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommerne ikke en radikalisering af opgøret med professorvældet? Studenters kvalificerede skepsis overfor professorers autoritet er nu blevet den bredere befolknings opgør med ekspertise som sådan. Det antiautoritære projekt er blevet demokratiseret. Arne Nielsson er også ungdomsoprører: Han foretrækker coaching frem for ledelse:
»Den gamle lærer-elev-rolle er på retur ude i samfundet, men den hænger stadig ved. Men det er ikke coaching, det er ledelse. Coachen skal fremelske, at du selv sætter dig mål for fremtiden og selv har ansvaret.«
Det samme gør sig gældende på arbejdsmarkedet: Den idealiserede fleksible og omstillingsparate medarbejder elsker sin virksomhed. Han opfatter ikke sig selv som virksomhedens modspiller, men derimod som en del af virksomhedens berømte videnskapital. Denne selvopfattelse gør det vanskeligt at mobilisere til klassekamp. Som Ian Buchanan har påpeget:
»Den notoriske oparbejdelse af ’fleksibilitet’ i arbejdets tilrettelæggelse og dets betingelser der er udbredt lingo blandt de kulturelle kritikere, er et klassisk eksempel: Det glemmes dog som regel, at det var de ansatte, der forlangte denne udvikling!«
Arbejdstagerne vandt over arbejdsgiverne. Det ligner venstrefløjens store sejr. Men det opleves som et nederlag. For det passer arbejdsgiverne fint. Venstrefløjen fik ret, og det kapitalistiske samfund trives bedre end nogensinde. Er det derfor den danske venstrefløj er politisk ude af stand til at artikulere voksende sociale og økonomiske og kulturelle modsætninger og uligheder i vores samfund?
Selvudfoldelsens virkelige grænse er hverken Janteloven eller den borgerlige seksualmoral, men naturgrundlaget. Slet og ret (se Frie Ord side 6). Denne ene modsætning er fraktioner på venstrefløjen måske ved at få øje på som afgørende politisk konflikt. Man håber.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu