Læsetid: 5 min.

Venstres højre flanke

Selv om det liberalistiske oprør mod Venstre kan føre til stemmespild på højrefløjen, har Fogh også oplagte gevinster af angrebene fra højre
23. marts 2007

Angrebene er taget til og får ofte en forbitret tone. De er rettet mod Venstre i almindelighed og Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed. De kommer fra gamle liberalistiske kampfæller i det nye parti Liberalisterne og i den borgerlige tænketank CEPOS. Folk, der er blevet politisk hjemløse, efter de to centrale partier har kastet det gamle liberale arvegods på historiens mødding.

Så sent som ved valget i 1998 fandtes der tre partier i Folketinget med en skarp liberalistisk profil. Udover Venstre - med Uffe Ellemann-Jensen som leder og 'minimalstats-manden' Anders Fogh Rasmussen som næstformand - var det Fremskridtspartiet og udbryderne fra Dansk Folkeparti.

Men ved næste valg i november 2001 blev Fremskridtspartiet endegyldigt begravet - og Dansk Folkeparti havde i mellemtiden droppet det ultra-liberalistiske udgangspunkt. Næsten samme forvandling havde Venstre undergået. Partiet havde lært af nederlaget i 1998, hvor man havde krævet efterlønnen afskaffet og støttet et gammelt liberalistisk forslag om 'fri husleje', der ville medføre store huslejeforhøjelser.

Da Venstre efter nederlaget ændrede politik, var der i starten tale om ren taktik: Man konkluderede, at man ikke kunne vinde regeringsmagten ved offensivt at angribe velfærdsstaten. Men når man først havde erobret magten, kunne man gradvist gøre den liberalistiske drøm til virkelighed.

Frådende liberalist

Det var i hvert fald, hvad en del Venstre-medlemmer forestillede sig, heriblandt formanden for partiet Liberalisterne, Torben Mark Pedersen. Han så dengang Venstres kursskifte som 'et taktisk kneb', men er siden blevet overbevist om, at der er tale om en reel og vedvarende ændring af politikken.

Det gør ikke situationen bedre for de traditionelle liberalister, at det ikke kun er Fogh, der har skiftet kurs, men hele gruppen af Venstres toneangivende ministre: beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Bertel Haarder.

Således udtalte Claus Hjort Frederiksen sidste år:

"Jeg må ærligt sige, at vi har ændret politik på nogle områder. Vi har taget et opgør og sagt: Nu vedkender vi os de centrale velfærdsydelser."

Foghs tidligere spindoktor chefredaktør Henrik Qvortrup udtrykker det således:

"Forestillingen om Fogh som en frådende liberalist, der inderst inde står bag minimalstats-bogen holder ikke - i hvert fald ikke mere. Han er et magtmenneske og en pragmatiker, men han er også reelt blevet blødere i forhold til velfærdsstaten."

Logisk skridt

Dermed er der objektivt set opstået et politisk tomrum, og det er ud fra den betragtning logisk, at stålsatte liberalister forsøger at fylde det ud med dannelsen af et nyt parti. Men om frafaldet på Venstres højrefløj bliver et problem for Fogh - eller det tværtimod viser sig at være en fordel - er langt fra afgjort endnu:

Liberalisterne har omsider vundet en sej kamp for at få deres navn godkendt af ministeriet - og partiet ser forhindringerne som en bevidst sabotage fra Venstre i et forsøg på at kvæle truslen i opløbet. Ingen tror på, at det nye parti kommer i nærheden af sit mål med at erobre en tredjedel af Venstres stemmer, men hvis blot Liberalisterne bliver tungen på vægtskålen med to-tre procent af stemmerne bag sig, er mareridtet klart nok: Liberalisterne er på en række punkter modpol til Dansk Folkeparti - og dermed vil Foghs stabile flertal være elimineret. Og hvis Liberalisterne ender lige under spærregrænsen, kan det borgerlige stemmespild vise sig fatalt for Fogh i en tæt valgkamp.

Men der er et pænt stykke vej, før Venstres mareridt bliver til virkelighed. Liberalisterne skal først over hurdlen med at samle de cirka 20.000 underskrifter, der kan gøre partiet opstillingsberettiget til Folketinget. Dernæst skal man finde en frontfigur, der kan hamre sig igennem i en valgkamp.

Medievant spidskandidat

Her er Liberalisternes hidtidige forsøg faldet så farceagtige ud, at de bringer mindelser om CD's fortvivlede kamp for at skaffe sig en ny formand og annoncere efter folketingskandidater. Senest proklamerede Liberalisterne under store fanfarer, at de havde "fået en bedre mand, end man overhovedet havde turdet håbe på".

Det viste sig at være den tidligere chefredaktør på Berlingske Karsten Madsen, der imidlertid alligevel ikke skulle nyde noget. Invitationer til Venstres Søren Pind - der et pænt stykke ad vejen deler holdning med Liberalisterne - er heller ikke blevet modtaget.

"Søren Pind vil formodentlig heller ikke være den store stemme-magnet. Hvis de skal have en slagkraftig frontfigur, skal vi op i noget som Uffe Ellemann eller Asger Aamund," vurderer Henrik Qvortrup.

Hos Liberalisterne er formand Torben Mark Pedersen helt bevidst om betydningen af en medievant spidskandidat:

"Det, tror jeg, er helt afgørende for vores chancer for at komme i Folketinget. De danske valgkampe er meget personfikserede, og vi skal have én i spidsen, som medierne i forvejen er interesserede i at ringe til.

Indtil videre er der ingen, der har vovet springet. Og Torben Mark Pedersen erkender inden det nye partis generalforsamling i weekenden, at det kan være svært at få fat i en attraktiv frontfigur, før Liberalisterne er opstillingsberettigede.

Regeringskilder har ladet sive, at man omgående vil gå til angreb, hvis Liberalisterne får held med at finde en attraktiv profil. Men som det ser ud i øjeblikket, har Venstre ingen grund til at gå offensivt til værks, understreger Henrik Qvortrup:

"Det smarteste er at anlægge en overbærende attitude. Antyde at Liberalisterne er en samling excentrikere, der er helt ude på overdrevet."

Luner sig ved kritikken

Dertil kommer, at kritikken af Fogh - for at være en 'skabssocialdemokrat', der med rund hånd uddeler 'flere penge til børnefamilierne' og til gengæld glemmer løfterne om markante skattelettelser - også indebærer oplagte gevinster for statsministeren.

Hele den socialdemokratiske strategi op til næste valg er bygget op om sloganet 'hellere velfærd end skattelettelser'. Et slogan, der fik usædvanlig godt fat under efterårets mange demonstrationer mod velfærdsforringelser. I den situation udgør den konstante kritik af Fogh fra Liberalisterne og tænketanken CEPOS en velkommen ammunition mod venstrefløjen. Som en regeringskilde udtrykker det:

"Det er ikke et problem, at CEPOS kritiserer os. Tværtimod. Hvis CEPOS ikke fandtes, måtte vi opfinde dem," siger Torben Mark Pedersen.

Hvis kritikken fra højre en dag materialiserer sig i et parti, der ikke alene er opstillingsberettiget, men som også kan stille med en karismatisk formand, får Venstre et seriøst problem. Men så længe det ikke er tilfældet, kan Fogh i sit stille sind glæde sig over, at angrebene styrker hans greb om midtervælgerne. Indtil videre er tabet på gyngerne mindre end gevinsten på karrusellen.

Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her