Læsetid: 5 min.

Har ventet 30 år på deres eget land

Siden 1976 har Vestsaharas befolkning boet i flygtningelejre. I 1988 indgik Polisario og Marokko en aftale om en våbenhvile og en fredsplan, der skulle resultere i en folkeafstemning om landets fremtid. Men indtil nu har Marokko modarbejdet, at folkeafstemningen bliver holdt
2. marts 2006

Lige før daggry standser chaufføren den ældgamle Landrover og sammen med Ali Mohamed Dab fra Polisarios gæstecenter, stiger han ud af bilen, lægger sig på jorden med hovedet mod Mekka for at bede en kort børn. Hverken chaufføren eller Ali er særligt troende muslimer, men bønnen ved daggry er et fast ritual. Og efter et par timer på de hårde sæder gennem den stenede ørken er det godt at komme ud af bilen og bevæge sig lidt.

Vi er på vej fra én af de fire flygtningelejre i Algeriet over grænsen til Vestsahara for at køre tæt på den mere en 2.000 kilometer lange sandvold, marokkanerne opførte på langs af landet i løbet af 1980'erne for at forhindre Polisarios guerillaer i at angribe marokkanske interesser.

Volden er der stadig, og de marokkanske soldater patruljerer der, men siden 1991 har der været våbenhvile mellem de to parter.

Vi kører så tæt på volden, at vi kan se de marokkanske soldater der. Ali og chaufføren tænder bål, laver the og steger kamelkød. Saharierne er oprindelig et nomadefolk, og kamelkød er en stor delikatesse.

Fødevarehjælp

I udkanten af flygtningelejrene er der da også simple indhegninger med kameler, men det er svært at skaffe føde til både dem og de geder, nogle familier holder i flygtningelejren.

De 165.000 flygtninge får fødevarer fra internationale bistands- og nødhjælpsorganisationer og Verdensfødevareprogrammet, men de giver ikke foder til husdyrene, og i det nøgne, tørre område i nærheden af byen Tindouf i Algeriet, hvor flygtningelejrene ligger, vokser der absolut ingenting.

Vegetationen på den anden side af grænsen - i den del af Vestsahara, som Polisario kontrollerer og omtaler som et befriede område - er også sparsom, men Ali og chaufføren finder en sæk frem og fylder den med nogle hårdføre, halvtørre grønne planter, der trods alt vokser her.

Det vokser også enkelte træer, og når det en sjælden gang har regnet, kan dele af landet blive helt grønt, og det hænder, at familier fra flygtningelejrene tager på 'ferie' i denne del af Vestsahara, der er kontrolleret af Polisario. Det er deres eneste mulighed for at komme væk fra det kedelige liv i flygtningelejrene.

Livet i lejrene

De første år var lejren domineret af høje, mørke nomadetelte vævet af kameluld og foret med mønstret bomuldsstof.

Efterhånden er teltene blevet afløst af nogle mere moderne af slagsen og af huse, der er bygget af soltørrede sandsten.

Også vandforsyningen er blevet bedre. I de første år var vandmangel et alvorligt problem, da alt vand skulle transporteres til lejrene i tankbiler. Brød en tankbil sammen betød det, at flygtninge tørstede og måtte vente i timevis på vand.

I dag er vandforsyningen rigelig. Dybt under sandet findes store reservoirer af ferskvand, og de fleste familier har en vandslange ført ind til huset, så der er vand nok til både madlavning, vask og brusebad.

Mange familier har desuden små solpaneler, der i løbet af dagen oplader et batteri, så det er muligt enten at have elektrisk lys - eller se tv - nogle timer hver aften.

Selve lejrenes drift har hele tiden været sahariernes eget ansvar. De har kun i begrænset omfang haft brug for eksperter udefra. De første år gjorde de grin med, at de var gamle nomader og derfor var det ikke noget problem at bo i telte i en periode - men at perioden nu foreløbig har været på 30 år havde ingen af dem gjort sig forestillinger om.

Penge

De første år var der stort set ingen penge i lejrene, men i begyndelsen af 90'erne begynde den spanske stat at betale en lille pension til de mænd, der havde arbejdet for Spanien i kolonitiden. Det har skabt en begrænset pengeøkonomi, og der er kommet nogle småbutikker, så familierne kan supplere madrationerne med mere sukker, grøntsager, sodavand o.a.

Skoler og hospitaler

Allerede fra begyndelsen byggede flygtningene skoler, børnehaver og hospitaler, og der blev lavet alfabetiseringsprogrammer for kvinderne, så de førte år i lejrene blev brugt på at lære alle kvinder at læse og skrive. I dag er kan over 90 procent læse og skrive.

De dygtigste unge bliver videreuddannet i Algeriet, Europa og Cuba.

Tuman Lamine er 22 år og har tilbragt 10 år i Italien. Nu er hun tilbage i flygtningelejren. I familiens hus har hun en lille hylde med italinsksprogede paperbacks, bøger af Oriana Fallaci, Isabel Allende og andre.

Hun er frustrerer over at spilde sin ungdom i lejren uden noget rigtigt indholdsrigt at tage sig til.

Mange arbejder i lejrenes børnehaver, skoler og hospitaler - alt sammen uden løn og som alle andre føler hun, at FN svigter ved ikke at gennemtvinge den aftalte folkeafstemning, der var en del af fredsplanen, så hun kan være med til at opbygge sit land, som hun aldrig har set.

En af de regulære forbedringer er, at familier, der blev skilt ved besættelsen har fået forbindelse med hinanden igen ved at FN stiller fly til rådigheder og medvirker til familiebesøg og ved at opstille telefoner i lejrene, så det er muligt at ringe til familiemedlemmer, de ikke har haft kontakt med siden flugten.

På den måde får beboerne i flygtningelejren også kendskab til demonstrationerne mod den marokkanske besættelse. Men både de unge mænd i lejrene og Polisarios ledelse truer med at starte krigen igen, hvis ikke der sker fremskridt i forhandlingerne.

Forstår utålmodighed

FN-styrken, MINURSO, der skal overvåge våbenhvilen, har hovedkvarter i hovedstaden El Aaiun, der ligger på den anden side af sandvolden tæt på grænsen til Marokko, men generalmajor Kurt Mosgaard, der er chef for styrken og major Kirsten Bach besøger ofte flygtningelejrene og har kontakt til både Polisario og Marokkos regering.

Kurt Mosgaard forstår godt, at saharierne er ved at miste tålmodigheden.

"Ingen kan være stolte af, at konflikten har varet i så mange år uden at blive løst," siger han.

Lærer af Europa

Lejrene har traditionelt været drevet af kvinderne, fordi mændene førte guerillakrig mod marokkanerne. Formanden for Den Sahariske Kvindeunion, Khadidja Hamdi, fremhæver da også, at de sahariske kvinder i dag er rollemodeller for andre muslimske kvinder, fordi den kvindeundertrykkelse, kvinder oplever i andre muslimske lande, ikke findes her.

Flere tusinde sahariske børn har gennem årene tilbragt sommerferier i Europa. Alene i Spanien er 2.000 familier faste ferieværter for børn fra lejrene, der på den måde får mulighed for at opleve, hvordan er normalt samfund fungerer.

Assisa Selma, der er lærer, siger:

"Fra de unge, der har været på ferie i Europa ved vi, at der findes frihed og rettigheder for alle. Det har man ikke i de arabiske lande."

Hun nævner også, at saharierne aldrig har fået hjælp af den arabiske verden.

"Hjælp og inspiration kommer fra Europa, og det er Europa vi ønsker at lære af. Når vi vender tilbage til vort eget land, tager vi gerne imod hjælp fra Europa til at opbygge det," siger hun.

Fundamentalistiske tendenser har da heller ikke bredt sig i lejrene, ligesom Polisario aldrig har anvendt terror eller trusler om terror for at gøre opmærksom på situationen.

Djamany Naama, der er med i Polisarios ledelse, siger, at selv om nogle unge vender tilbage fra udlandet og er blevet meget troende, har fundamentalisme hidtil ikke været et problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu